|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne
Som jeg forstår evighed, er den uden begyndelse og uden ende.
Dermed kan der ikke være en skabelse - og forholdet mellem det guddommelige og den evige verden er - om muligt - endnu mere ufattelig for os mennesker.
Jeg ser mange problemer med din position.
* Der kan godt være en skabelse, også selv om den ikke har et begyndelsestidspunkt. Skabelsen er her jo tydeligvis. Der er ikke et intet.
* Efter min opfattelse er det kun Gud, der er evig, ikke skabelsen. For skabelsen er i tiden, Gud står uden for tiden. (Dette blot min opfattelse, som jeg dog deler med mange religionsfilosoffer).
* Gad vide hvad du mener med en evig skabelse. Denne verden menes dog at have en begyndelse i Big Bang. Ligeså skulle tiden have sin begyndelse her (som jeg sagde, bryder begrebet tid common sense på nogle punkter).
* Om skabelsen alligevel skulle være evig, så er den vel stadig betinget af Gud. Du påstår jo selv, at det guddommelige er bag verdens væren og i alt, ikke sandt?! Hvis verden skulle være "løsrevet"/ubetinget Gud, så har du endnu en gang begrænset Gud efter min mening.
* Er du ikke også selv betinget af Gud?
Hvordan du end vender og drejer det, så er det for mig volapyk, at du vil tale om mennesket og mener, at du kan gøre dette uden at sige noget om Gud. For hvis dette var muligt, så ser det ud til for mig, at du taler om en så distanceret Gud, at Gud slet ikke er i nogen form for kontakt med mennesket eller skabelsen. Og dog påstår du jo, at det guddommelige er i alt og bag verdens væren! (Og herved har du så alligevel sagt noget om det guddommelige).
Du ser yderligere ud til at hænge dig meget i, at det guddommelige er ufatteligt. Og det ser ud til at betage dig. For den kristne er Gud også evig og uendelig og kan ikke "indkapsles" - men fokus er dog på kærligheden, mens dit snarere er på noget kognitivt (hvad vi kan eller ikke kan fatte).
Men er vi betinget af Gud, må det dog sige noget om Gud og Guds forhold til os, når vi taler om mennesket. Når du siger, at mennesket IKKE kan sige noget som helst om Gud, vil jeg mene, at du har "begrænset" Gud. For hvorfra ved du, hvordan vi er betinget af det guddommelige? Og hvorfra ved du, at det guddommelige ikke skulle kunne meddele sig til os på en måde, hvor vi retteligt kan sige noget om Gud - fx noget om Guds uendelige kærlighed?
Hvis Gud er ubegrænset, så kan du da ikke være overbevist om, at det er en umulighed for Gud at sikre mennesket erkendelse, om det Gud er villig til at åbenbare om sig selv (fx sin kærlighed). Du kan tro, hvad du vil, og du kalder det da også blot 'din' tro. Jeg kan bare ikke finde, at den er konsistent. Der er udtalelser og antagelser, som strider mod hinanden efter min mening.
Jeg kunne ikke drømme om at ville bestemme, hvad mennesker må sige - og ikke må sige - om Gud. Skulle jeg kunne forstås sådan, vil jeg understrege, at min ærbødige holdning her alene gælder mig selv.
Det kalde du selvros, og i så fald giver du mig jo kun den mulighed at "holde kæft" - så dén "køber" jeg ikke
Jeg ved ikke, hvad du vil med din første sætning. Jeg ved godt, at du har dine holdninger, og at du accepterer, at andre har andre holdninger (om du respekterer dem, må du selv vide).
Din ærbødige holdning? Er det "ærbødigt" at påstå om dig selv, at du elsker med en altomfattende kærlighed og er ydmyg? Og ret mig endelig, hvis jeg tager fejl ... men det er det, jeg hører dig sige.
At "holde kæft"? Nej, tværtimod, jeg spurgte dig jo direkte, om du virkelig elsker med en altomfattende kærlighed. Det er da en invitation til at tale.
I den sammenhæng er det min tro, at total fordomsfri oplevelse af det guddommelige fører ethvert menneske til kærlighed - og at mere indviklet er det ikke.
I dine sidste indlæg mener jeg nu nok, at du har gjort det temmeligt "indviklet". Jeg kan i hvert fald ikke finde hoved og hale i det, du skriver.
|
|
|
|
