|
1
registreret Arne Thomsen
447
gæster og
2300
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Jadak til Jac og lidt solskinssmil her midt i det januargrå og sjaskvåde. For mig er han som en livsbekræftende erantis, og det tror jeg, han var og stadig er for mange ... en ordspire :))
Mit F.P. Jac-digt
Det var mørkt når jord og bompenge skulle betales,
men først var det lyst som en dagtime.
Vi færdedes med næser og skuldre, belevne,
ja, omfavnede det, vi havde fælles, det store, levende.
Der var blå rum og pulserende rum, men mest hvile,
som om hele universet sagde: Nu har I levet, drenge,
nu kan I slappe af; men der var mere forude, mere
at tage stilling til som hænder, der holdt om hinanden.
Det var tydeligt, da egernet sprang fra træ til træ,
det var nat, men alt var synligt, det var efter, at noget var sket.
En åbenbaring af opvågnen, serier af stød
fra glas og knogler, tusmørket, der talte og talte.
Vi havde det til fælles, at vi lyttede.
Fra menneske til menneske, det var sådan, det var,
lysende i et inderste, hvor sole stod op.
Linjer kunne byttes om, noget andet kunne siges,
men der var noget, der stod stille og stirrede.
Døden imellem træerne, der var hele tiden nogen,
der døde, nogen, der flaskede natten op.
Men derfra, hvor vi stod, var der gensyn og varme,
en ild, der nok var farlig, men også horisontal.
Ære være drengerøven, banditten, ære være
det absolut udsatte, det forkerte, bordets stoleben.
En udsigt til morgenblomster, morgenbrød og post,
måske en fugl, der har glemt sit navn, men anråber himlen,
der er mere blå end selve kærligheden,
der ellers står her på egne ben og synger.
Vi havde det til fælles, at vi sang med.
Jeg ser dig som en farve på horisonten,
du træder ind som et egentligt ansigt.
Vidste du ikke bedre, eller slog du bare op med verden,
en rejsende i ordskælv, en vagabonderende på sit værelse.
Der skulle en røgdykker til for at finde dig,
du var der et sted, drevet bort.
Jeg stiller mig hen i nærheden af din skrivemaskine,
jeg ved, hvad dit næste ord vil være.
Jord, skriver du, ubetænksomt,
jeg ser din ryg, dine skuldre,
og du vender dig om med et smil,
som jeg kender dig, vi har ikke ironi imellem os,
kender ikke til omveje,
vi taler direkte til hinanden med øjnene,
du taler direkte til mig med øjnene,
idet du forsvinder i et håndtryk, en form for vinken.
Vi havde det til fælles, at vi huskede.
Asger Schnack
***
Nu går det mod lysere sind
Nu måber solen igen sin tid på os,
cirka fire sekunder.
Vi skal drages igen, undskylde hovmod,
måske fatte os.
Jeg fatter iver, to morgenaviser,
og katten i vindueskarmen.
Senere måske kaffe, og fastelavnsplaner,
alle tilsnittet normalitet.
Men du bliver liggende,
al denne nysgerrighed er gennemtænkt.
Og så nyder du min morgennikotin,
du når aldrig tanken om uro.
Og så pludselig kommer dagen,
hvor vi går i trav som vekselstjerner.
Vi kan være enige om undren, det seende,
men nænsomheden holdt altid.
F.P.Jac
Spontane hengivelser
RoseMarie
|
|
|
|
