|
1
registreret Arne Thomsen
479
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Enkelhed
|
Hej Michael!
Tak for svaret. Du skriver til afslutning:
"At forstå sig selv er forskelligt i dets indhold, men dog er det det det samme, at forstå sig selv. Derfor må det udtrykkes i modsætninger selv om det er ens.
Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter."
Da det rationelle sprog og dets begrænsninger åbenbart ikke gør særligt indtryk på dig, vil jeg indlede mit svar i poesiens sprog:
"No man is an Island, entire of itself; every man is a piece of the Continent, a part of the main."
(Intet menneske er en ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af et hovedland).
Dette skrev den engelske digter John Donne i 1624 og den erkendelse gælder vel fortsat for alle som ikke blot lever for og med sig selv og sine egne følelser og tanker.
Faktisk er vor situation den, at vi end ikke kan erhverve sprog på anden måde end i fællesskab med andre, der allerede benytter et sprog. Vi har et potentiale (en mulighed) for at kunne erhverve sprog, men overladt til os selv har vi ingen mulighed for at udvikle denne (i sidste instans) genetisk betingede sprogevne.
Isolation og dyb selvreflektion på et tidspunkt efter vi har lært sproget og er blevet socialiseret mere eller mindre, kan være udmærket for at nå en dybere grad af selverkendelse og dermed også en dybere erkendelse af menneskets generelle eksistentielle situation.
Religionsstifterne Buddha og Jesus isolerede sig begge fra omverdenen i en periode. Buddha bandt sig til et bodhi træ og opnåede gennem selvreflektion det buddhisterne kalder "oplysning", som svarer til vort begreb "visdom". Derfor kaldes bodhi træet også for "kundskabens træ" i buddhismen.
Ifølge evangelierne fastede Jesus i fyrretyve dage og nætter i ørkenen efter at være blevet døbt. Her viste Djævelen sig for ham og fristede ham til at demonstrere sine overnaturlige evner som bevis for hans guddommelighed. Hver fristelse blev afvist af Jesus med et citat fra den hellige skrift - Femte Mosebog.
Eremitter og søglehelgener er eksempler på troende som ved hjælp af isolation fra omverdenen forsøger at nå frem til en dybere og sandere erkendelse.
Hverken Buddha eller Jesus beholdt dog den visdom de således havde erhvervet for sig selv, hvilket selvfølgelig også ville have været udtryk for en grænseløs egoisme og narcissisme. Tværtimod udviste de den ydmyghed som kommer til udtryk i evangelisten Lukas ord: "For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." (luk. 18,14).
Der er intet ydmygt i at leve for sig selv og ikke dele sine oplevelser, glæder og indsigt med andre. Deri ligger en dyb foragt for andre og for livet.
Mit svar på dit afsluttende spørgsmål:
"Men hvad gør det. Dette at vi alle er forskellige er det som giver livet karakter."
- er derfor: Det gør hele forskellen, om vi lever for os selv som observatører til livets brogede mangfoldighed, eller om vi træder i karakter og bidrager til fællesskabet hvorved livet ikke blot gives karakter, men også bliver mere meningsfuldt, både for os selv og andre.
Hilsen
Ipso Facto 
---------------
"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." - Lukas 18,17.
|
|
|
|
