|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Min Herre og Mester
|
Hej jmp (du er da sprudlende, et rent festfyrværkeri af trådstarter og et par kraftige/heftige overskrifter). Hvor jeg skal svare dig er jeg ikke lige klar over, men det bliver så her.
Du skrev i et andet indlæg:
Det er sand transcendens. Sand forståelse.
Det som bliver stille er en masse ord. Citat slut.
Her skriver du blandt andet:
Vi lever af ord, ånder af ord. Hele vores tilværelse gives mening af de ord som vi tildeler den. Men disse ord er selvopfyldelsens ord, tryghedens ord, ikke sandhedens ord. Citat slut.
Og du skriver:
Helligånden er i sandhed at følge sig selv. Aldrig at afvige fra sandhedens smalle sti.
Så går døren op til den sande erkendelse som ikke er forskellig fra andres erkendelse og derfor ikke kan diskuteres med ord.
Og de som går gennem døren (virkelighedens dør ind til sandheden) hvad finder de? De finder livets virkelighed som er her og nu. De finder stilheden og det uendelige rum. Citater slut.
Det er netop din holdning og ikke min, jeg siger omvendt at det er ordene der gør dig stille, giver dig roen (hvorimod du jo altid har villet være uden ord og uden tanker (og vi ved jo godt hvorfra du har denne ide (helt galt i byen går du så når du vil kæde denne ide sammen med Jesus, ”big mouth” og det i Grundtvigs fædreland (mundens/tungebåndets eller ordets teolog))). Nu viser nyere hjerneforskning faktist at det netop forholder sig sådan at det er ordene der beroliger os. Og menneskerbørn der ikke har pludret meget med mor og far kan som voksne ikke berolige sig selv, de mangler roen, kender altså ikke stilheden og roen. Så jo flere ord, jo mere samtale/kommunikation, jo bedre kunne man sige.
Der hvor der bliver sat ord på bliver der ro, og der hvor der ikke bliver sat ord på bliver der uro stammende helt nede fra de subcorticale områder som nu får frit spil og angst, uro og stress kan melde sig og har forholdsvis frit spil, uden et fornuftigt (neocorticalt), altså sprogligt modspil (top-down modspil). At gå i terapi er også at lære at sætte ord på, en genopdragelse og kultivering af hjernen, for det er aldrig for sent at få en god barndom og ændre lidt på brikkerne, flytte lidt på brikkerne.
Nyere hjerneforskning siger også at de præfrontale cortex regioner, der har en overordnet funktion for alle andre regioner af cortex, og spiller en afgørende rolle for hjernens evne til at sikre en korrekt bedømmelse af ydre indtryk og til at organisere indtryk i meningsfulde helheder, men vigtigst i vores sammenhæng, er at de har en dæmpende funktion på de ældre hjerneområder, struktureres efter den dialog, barnet har med sin omverden, herunder ikke mindst forældrene, naturligvis. Og børn der har lidt af omsorgssvigt har dårligere top-down forbindelser, tyndere nervebaneforbindelser den vej. Hvilket giver sig udslag i at de som voksne har sværere ved at berolige sig selv med en indre top-down dialog (de mangler ord og tanker for mange situationer), hvorfor de er mere sårbare overfor at situationer overmander dem med uro, stress og angst, da områder i præfrontal cortex hos dem ikke har så meget at skulle have sagt (ordet/sproget er ikke inkarneret, har ikke påvirket udviklingen af den cerebrale fysiologi og anatomi) overfor de subcorticale områder, hvorfra angst, stress og uro har sit udspring og forløb.
Kristendom er netop at Gud giver sig tid til, eller bedre Gud giver sin tid til os i samtalen/ordet/Kristus, tænk på Marta og Maria. Det er stik modsat Krishnamurti metoden. I samtalen, i ordet/Sønnen/Kristus, trækker Gud os ind i samliv med sig selv. Så vi kan altså ikke tillade os at bygge noget sentimentalt, ordløst og tankeløst op omkring ham Jesus; altså én gang for alle manden aner ikke hvad meditation og stilhed og tomhed og det uendelige rum er for noget, det nærmeste han kommer, er bøn (og Gudsriget), men det er jo stadig langt fra. Ingen ved deres fulde fem kan se for sig Jesus undervise i meditation, til trods for hippiekulturens Jesus image.
Sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af igen. Sproget er det drivhus, den kuvøse, det medium, den livmoder, der har drevet vores hjerne frem sammen med de evolutionsbiologiske mekanismer.
Ord er den store velsignelse i menneskehedens historie. Det er også ordene der gør at vi kan gå dybere i alle vore følelser og emotioner end dyr kan og vore fortidsfædre kunne (takket være ord (musik, sang, poesi, digt, romaner, selvbiografier mm, kan jeg blive bekendt med andres følelser og emotioner som kraftigt udvider min egen spændvidde på området). Okay de (dyr og vore meget tidlige forfædre) kan klare os i affekt måske, men ikke i følelsernes og emotionernes intensitet og dybde og højde, bredde og længde, hvor vi takket være ordene i den grad har udvidet både det indre og ydre univers umådeligt. Selv stilheden og roen skyldes ordene viser nyere hjerneforskning nu altså. Jeg påstod det før jeg læste om det, intuitivt havde jeg indset det.
Jeg kender det fra mig selv, fandt det ved et tilfælde. Jeg var nok den triathlet i danmark der trænede mest i en periode, jeg gjorde det mest for min egen fornøjelses skyld og for at lære mig selv at kende. Jeg undrede mig over at min hvilepuls lå omkring de 60, æv æv, tænkte jeg, hvorfor har jeg så høj en hvilepuls når jeg er i kanonform. Men sådan var det og jeg tjekkede mig selv over flere måneder. Så en dag havde jeg læst en times filosofi, og så ville jeg lige tage min hvilepuls; og ja den lå på 37. Jeg lavede nu forsøg med det og det viste sig at kun læsning kunne bringe min hvilepuls ned på omkring eller under de 40. Jeg kunne slappe af lige så meget jeg ville, men der var kun læsning der kunne få min puls så langt ned.
Så jeg ved det fra mig selv, ordene er vejen frem. Sæt ord på Michael, og drop dine nyttesløse ordløse og tankeløse nu meditationer, hvor du bare overgiver dig selv til det ubevidstes hærgen, det vil der aldrig kunne komme noget frugtbart ud af; men selvfølgelig er det svært at opgive en praksis man har haft i så mange år.
Torben Bendix, en psykiater, skrev engang en bog, med titlen, ”giv mig en tanke”. Jeg mener at huske hovedtanken var at patienter med angst og uro, havde brug for at psykiateren gav dem en tanke, tanker, til beroligelse; og derfra titlen på bogen.
Nå men det korte og det lange er at moderne hjerneforskning ved at ord bliver til kød og blod, altså udvikler den cerebrale fysiologi og anatomi mm.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Du skrev:
Helligånden er i sandhed at følge sig selv. Citat slut.
Du er i sandhed ikke kristen, for Helligånden kommunikerer Kristus!
I helligånden er Kristus mennesket nærværende (og i ånden som åndsvæsen er mennesket sig selv nærværende). Du bytter godt nok rundt på begreberne eller størrelserne.
Så sikkert er det at du hverken kender Jesus eller Helligånden, selv om du har fået den fikse ide at, det gør du som den eneste (nøjagtig som Rønlov på den anden debat).
Så nu fik vi det afgjort, at du ikke er kristen i din tankegang og forkyndelse/debat, og jeg håber Borad læser med. Men da Kristus jo netop kommer til syndere er du det jo dog alligevel i særdeleshed, måske endda mere end alle andre, så tillykke med din kristne frihed. Jesus ville helt sikkert kunne lide dig.
Dog lad lige være med at komme med den her en anden gang:
Vi stiller os hellere tilfredse med vores tros opfyldelse så vi kan tale om Jesus og helligånden uden at vide hvad disse begreber egentlig indebærer. Citat slut.
For jeg tror altså ikke at du kender eller forstår dig på Helligånden.
|
|
|
|
