|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Enkelhed
|
Hej Michael
Du konkluderer:
"I de menneskelige forhold er enkelhed at erkende sig selv og give et enkelt udtryk for hvad man erkender eller føler.
Det kan så sidenhen blive uendelig kompliceret. Men hvis man fastholder enkelheden, i sandhed kun at give udtryk for sin egen overnesttemmelse med sig selv.
Så går man aldrig fejl."
Det som man personligt føler ER sandt for en selv, behøver jo ikke nødvendigvis også at være sandt for andre. Vi er jo afskåret fra at FØLE det den anden føler. Vi ved alene hvad vi selv føler.
Hvis det man meget stærkt føler er sandt er tilværelsens mystiske sider - det hellige eller Gud - og man ønsker at dele denne sandhed med andre, så har vi alene sproget som værktøj til at formidle denne sandhed fra en bevidsthed til en anden.
Sprog KAN formidle følelser og mystiske oplevelser, men på en upræcis eller paradoksal måde. Det sprog er mytens, de religiøse helligskrifters, poesiens eller digtningens sprog. Gennem et sådant sprog reproduceres på en måde den følelsesmæssige oplevelse som ligger til grund for oplevelsen af det mystiske eller hellige.
Musikkens og billedkunstens "sprog" kan også på en endnu mere upræcis måde appellere til vore følelser og i vor bevidsthed reproducere noget af det som kunstneren følte og tænkte, da han skabte sit værk med henblik på, at det skulle opleves af andre.
Sproget er i sin logisk/syntaktiske grundstruktur uegnet til at beskrive og kommunikere individuelle følelser og sandheder. Det er perfekt til rationelt at beskrive verden og menneskets generelle situation i verden, men det som måtte ligge uden for verdens fysiske og rationelle grænser - det mystiske eller hellige - kan det umuligt beskrive uden at man havner i selvmodsigelser eller paradokser.
Her er en barriere som principielt er uoverskridelig, fordi vi ikke kan konstruere et sprog, som har en alternativ grundstruktur som kan beskrive virkeligheden på en sandere og dybere måde, som også er forståeligt og meningsfyldt. Sproget er således universelt i sin grundstruktur og ethvert muligt bevidsthedsvæsen er underlagt denne principielle begrænsning. Man kan sige, at vi på en måde er lukket inde i vort sprog.
Når vi står over for den anden og samtaler med ham direkte, så kan vi supplere verbalsprogets udtryk med fagter, mimik og gestus som en slags "metafysisk tegnsætning" der sættes imellem ordene og opleves som et forsøg på at beskrive en dybere virkelighed end den som sproget formår at beskrive.
Sådan er vor eksistentielle situation som vi umuligt kan ændre på. Jeg plejer at udtrykke det på den måde, at om det der evt. måtte eksistere hinsides verdens fysiske og logiske grænser i det "absolut transcendente" kan vi umuligt vide noget om, andet end, at vi logisk set ikke kan udelukke dets eksistens.
Det vi ikke kan vide, må vi nødvendigvis tro eller blot holde åben som en mulighed. Hvis vi forsøger at sætte os ud over den enkle forskel mellem at vide og at tro, så gør vi blot vold på sproget og forvansker det til vås. Og vås kan ingen som bekendt forstå. ;)
Hilsen
Ipso Facto 
-------------
"Everything should be made as simple as possible, but not simpler." - Albert Einstein
|
|
|
|
