|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Min Herre og Mester
|
Ville det ikke være dejligt om vi kunne skabe en lykkelig verden? Men hvad er lykke?
Hvis lykke er velstand, et rigt liv, dette at komme hinanden ved, hvorfor er vi så ikke lykkelige? Hvorfor skaber vi ikke, i vores forhold til andre mennesker, en lykkelig verden?
Et barn er, på grund af dets uskyld, umiddelbart lykkeligt. Vel skriger det, græder det, men det gør det i fuldstændig tryghed. Til gengæld har det ikke så meget forstand på vores verden, vores samfund. Det er noget det skal lære. Men vi er allerede fordærvede. Vi pådutter barnet vores egen overbevisning og håber at det derved bliver i stand til at klare sig i verden. Vi er sjældent i stand til at opdrage vores børn i frihed. Hvordan skal vi kunne det når vi ikke selv er frie?
Senere hen i livet, når vi har pådraget os alle unoderne står vi, hvis vi er tænkende mennesker, overfor det problem at vikle os ud af dem igen. Selvom at det er svært at forstå sandheden har vi heller ingen vilje til det. Vi ønsker ikke at ofre noget, vi vil gerne have at livet er velbehageligt, at det er let.
Og når vi så i vores frygt og magelighed har nået til vores eget resultat, diskuterer vi det højt og helligt, idet vi hævder at enhver har ret til at have sin egen mening.
Vi opfinder begreber som trosfrihed, religionsfrihed, ytrings- og meningsfrihed. Men hvad har det med sandhed at gøre?
Vi lever af ord, ånder af ord. Hele vores tilværelse gives mening af de ord som vi tildeler den. Men disse ord er selvopfyldelsens ord, tryghedens ord, ikke sandhedens ord.
Aldrig møder vi livets virkelighed ansigt til ansigt. For den er barsk. Hvilken sandhed findes der i den eksistentielle virkelighed, er den ikke frygtindgydende? Derfor går vi heller aldrig gennem virkelighedens dør for at se hvad der er på dens anden side.
Vi stiller os hellere tilfredse med vores tros opfyldelse så vi kan tale om Jesus og helligånden uden at vide hvad disse begreber egentlig indebærer.
Man kan kun selv gå gennem virkelighedens dør, og gør man det, tør man det, så finder man sandheden.
Når man finder den er der ingen tvivl. De kan sige hvad de vil, de som ikke går gennem døren, og diskutere i det uendelige hvad sandhed er. Men ingen kan diskutere det hvis de ikke selv er gået gennem døren.
Og de som går gennem døren hvad finder de? De finder livets virkelighed som er her og nu. De finder stilheden og det uendelige rum.
Helligånden er i sandhed at følge sig selv. Aldrig at afvige fra sandhedens smalle sti.
Så går døren op til den sande erkendelse som ikke er forskellig fra andres erkendelse og derfor ikke kan diskuteres med ord.
Og bag døren er der blot, at man erkender sig selv i sandhed som man er og prøver at være ærlig overfor omverdenen, selvom det måske koster noget i dens anseeelse.
Ganske almindeligt. Ydmygt at erkende at man kun er et menneske med fejl og mangler, hvilken anden erkendelse gives der?
Det er ikke så slemt, der er megen skønhed og kærlighed, men også uvidenhed. Ham følger jeg gennem tykt og tyndt, min Herre og Mester. Sandheden.
Findes der andet? 
(Måske vi en dag kunne bidrage til hinandens erkendelse med andet end det vrøvl som andre har sagt. :)) Beskedenhed er ikke nødvendigvis en dyd. Det kommer an på sammenhængen.
|
|
|
|
