|
1
registreret Arne Thomsen
158
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Adskillelsen(Synden) Og Soningen.
|
Hejsa kære venner.
Det som Kristendommen kalder Synd, kalder Jesus for adskillelse, og adskillelse er en ide om at vi skulle have adskilt os fra vores Kilde, Skaber(og nogen ville så kalde denne Skaber og Kilde for Gud). Når ideen om adskillelse tages alvorligt, og den opfattes igennem egoet, så gøres synd til "virkelighed", og fejl bliver så, ja, ubevidst associeret med synd, skyld og frygt. Egoet fortæller at der virkelig har fundet en adskillelse(synd) sted, og så kommer der den psykologiske oplevelse af skyldfølelse, og ja, så kommer så også frygten for straf.
Når vi ser på menneskehedens historie, så vidner denne historie om, hvordan mennesket ubevidst er udlevelsen af ideen om adskillelse(synd). Når mennesker udfra deres opfattelse igennem egoet begår "fejl", så er det for vane at fejl dømmes, og skyldenfølelsen hvis oprindelse er ideen om adskillelse(synd), skaber så frygt for straf. Egoet gør alt for at skyldfølelsen i det ubevidste sind kan forblive intakt, for så længe der er skyldfølelse, så længe vil ideen om adskillelse også opleves som "virkeligheden", eller måske rettere, så er det TROEN på ideen om adskillelse, som gør oplevelsen af adskillelse til menneskets oplevelsessfære.
Jesus fortæller i EKIM:
Adskillelsens(syndens) Oprindelse.
At udvide sig er et af Guds fundementale aspekter, som Han gav Sin Søn. I skabelsen udvidede Gud Sig til Sine skabninger, og gennemtrængte dem med den samme kærlige Vilje til at skabe. Du er ikke alene blevet skabt fuldt ud, men du er også skabt fuldkommen. Der er ingen tomhed i dig. På grund af din lighed med din Skaber er du skabende. Intet Guds barn kan miste denne egenskab, for den er en iboende bestanddel af det han er, men han kan anvende den forkert ved at projicere. Den forkerte anvendelse af udvidelse, nemlig projektion, finder sted når du tror på at en eller anden tomhed eller mangel eksistere i dig, og at du kan fylde den med dine egne ideer i stedet for med sandhed. Denne proces indeholder følgende trin:
For det første tror du, at det Gud har skabt kan forandres af dit eget sind.
For det andet tror du, at det som er fuldkomment, kan gøres ufuldkomment eller mangelfuldt.
For det tredje tror du, at du kan forvrænge Guds skabninger, inklusive dig selv.
For det fjerde tror du, at du kan skabe dig selv, og at det påhviler dig at lede din egen skabelse.
Disse sammenhængende forvrængninger repræsenterer et billede af hvad der faktisk fandt sted ved adskillelsen, eller >>omvejen ind i frygt<<. Intet af dette eksisterede før adskillelsen, og det eksistere faktisk heller ikke nu. Alt hvad Gud skaber er lig Ham. Udvidelse, som den foretages af Gud, er magen til den indre udstråling Faderens børn arver fra Ham. Dens virkelige kilde er indre. Dette er lige så sandt om Sønnen som om Faderen. I den forstand omfatter skabelsen både Guds skabelse af Sønnen, og Sønnens skabninger når hans sind er helbredt. Dette nødvendiggør at Gud udstyrer Sønnen med fri vilje, fordi alt hvad der er skabt i kærlighed gives frit i een ubrudt linie, hvor alle aspekter er af samme orden.
Edens Have, eller tilstanden før adskillelsen, var en sindstilstand hvor intet behøvedes. Da Adam lyttede til >>slangens løgne<<, var alt hvad han hørte usandt. Du er ikke nødt til at blive ved med at tro på noget der er usandt, medmindre du vælger at gøre det. Alt dette kan bogstavelig talt forsvinde i eet nu, fordi det kun er en fejlopfattelse. Det der ses i drømme synes meget virkeligt. Men Biblen siger at Adam faldt i en dyb søvn, og ingen steder omtales hans opvågnen. Verden har endnu ikke oplevet en omfattende genopvågnen eller genfødsel. Sådan en genfødsel er umulig så længe du fortsætter med at projicere, eller at misskabe. Men det er dog stadig forblevet i dig at udvide, som Gud udvidede Sin Ånd til dig. I virkeligheden er dette din eneste valgmulighed, fordi den fri vilje blev givet dig, så du med glæde kunne skabe det fuldkomne.
Al frygt kan i sidste instans reduceres til den grundlæggende fejlopfattelse, at du har evnen til at tilrane dig Guds magt. Naturligvis hverken kan eller har du været i stand til at gøre dette. Her er det virkelige grundlag for at undslippe frygt. Befrielsen sker ved din accept af Soningen, som vil sætte dig i stand til at indse, at dine fejltagelser aldrig virkelig fandt sted. Først efter at Adam faldt i dyb søvn, kunne han opleve mareridt. Hvis et lys pludselig tændes imens en eller anden drømmer en skræmmende drøm, vil han måske først tolke lyset som en del af drømmen, og blive bange for det. Men når han vågner, vil lyset korrekt blive opfattet som det der befrier ham fra drømmen, som så ikke længere tillægges virkelighed. Denne befrielse er ikke afhængig af illusioner. Den viden som lyser op sætter dig ikke alene fri, men den viser dig også tydeligt at du ER fri.
Uanset hvilke løgne du måtte tro på bekymrer ikke miraklet, som kan helbrede en hvilken som helst af dem med samme lethed. Det skelner ikke imellem fejlopfattelser. Det eneste det bekymre sig om er at skelne imellem sandhed på den ene side, og fejltagelse på den anden. Nogle mirakler synes at være større end andre. Men husk på det første princip i dette kursus: Der er ingen sværdhedsgrader for mirakler. I virkeligheden er du fuldkommen upåvirket af alle udtryk for mangel på kærlighed. Disse kan være fra dig selv og andre, fra dig selv til andre, eller fra andre til dig. Fred er en egenskab I dig. Du kan ikke finde den udenfor. Sygdom er en form for ydre søgen. Sundhed er indre fred. Den sætter dig i stand til at forblive uberørt af mangel på kærlighed udefra, og, igennem din accept af mirakler, til at korrigere de betingelser som opstår af mangel på kærlighed i andre.
For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så fortsættes det lige i et nyt.
|
|
|
|
