|
1
registreret Arne Thomsen
32
gæster og
167
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt solslør fra nobelpristageren:
Boulevard Saint-Michel forsvinder i december-tågen denne søndag aften, og billedet af en gade – en af de få i latinerkvarteret, den eneste formodentlig, som ofte optræder i mine drømme – toner frem på min nethinde. Til sidst lykkedes det mig at genkende den. Den skråner jævnt ned mod boulevarden, og drømmenes afsmitning på virkeligheden gør, at Rue Gujas for mig altid vil forblive stivnet i skæret fra begyndelsen af 1960’erne, et blødt, klart skær, som jeg forbinder med to film fra den periode: Lola og Adieu Philippine.
I gadens nedre del lå der, i stueetagen på et hotel, en biografsal – Studio Gujas. En eftermiddag i juli havde jeg søgt tilflugt i denne mørke, kølige sal, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til, og jeg var den eneste tilskuer. Lidt længere oppe, på Montagne-Sainte-Geneviève, plejede jeg at nødes med en veninde, der spillede med i den Nye Bølges film, som de blev kaldt dengang.
Jeg kom til at tænke på hende i går eftermiddag, da jeg foran Jardin du Luxembourgs gitre passerede en mand, som var iført en slidt shetlandstrøje, og hvis brune hår og ørneprofil mindede mig om nogen. Ja, selvfølgelig, jeg så ham ofte på den café, hvor denne veninde satte mig stævne. En vis François, med øgenavnet ”Filosoffen”, formodentlig fordi han underviste i filosofi på en privatskole.
Han, derimod, genkendte mig ikke. Han havde en bog i hånden og lignede en evighedsstudent. Det var tilfældigheden, der efter et kvart århundrede havde ført mig tilbage til dette kvarter, og så stod jeg overfor denne uforandrede mand, som for stedse ville forblive tro mod 1960’erne. Jeg kunne have henvendt mig til ham, men tiden, der var gået siden vores sidste møde, havde for altid gjort ham utilgængelig for mig, som én jeg havde ladt bag mig på stranden på en fjerntliggende ø. Jeg havde bevæget mig ud på åbent hav,
Jeg så ham igen i dag, på den anden side af haverne, i selskab med en ung, lyshåret pige. han stod en tid og talte med hende foran nedgangen til metroen, som har erstattet den gamle gare du Luxembourg. Så gik hun ned ad trapperne og efterlod ham alene.
Han gik med hurtige skridt hen ad Boulevard Saint-Michels fortov, i retning mod Port Royal. Han havde stadigvæk bogen i hånanden. Jeg forsøgte at følge ham, med blikket fæstnet på shetlandstrøjen, en grønlig plet, der til sidst forsvandt ud af syne i nærheden af Rue de l’Abbé-de-l’Épée.
Jeg gik gennem haverne. Var det, fordi jeg havde mødt dette spøgelse? Eller alleerne i Luxembourg, som jeg ikke havde betrådt i umindelige tider? I det sene eftermiddagslys forekom det mig, at årene smeltede sammen, og at tiden blev gennemsigtig. En dag havde jeg ledsaget veninden, der var filmskuespillerinde, i hendes cabriolet fra Montagne-Sainte-Geneviève til filmstudierne i Saint-Maurice. Vi kørte langs med kajerne på vej ud af Paris, og platanerne dannede en løvkuppel over os. Det var foråret 1963 eller 1964.
- Patrick Modiano, Askeblomster, 1991.
mvh
Simon
|
|
|
|
