"DET LETTE MENNESKE holder humøret oppe som Theseus ved at slappe sine muskler og fraspænde sin vilje, glemme sit liv en smule, møde både lette og tunge mennesker, og undre sig over at tingene er som de er og ikke fuldkomment anderledes.

For Dante var den ekstatiske rejse forbundet med en mærkelig fantastisk ånd, der kunne løsrive sig selv fra kroppen og modtage visioner, som intellektet ikke kunne forstå. Måske er kunsten at blive hypnotiseret af en fremmedhed, der er vores fælles lod, men som vi ikke kan leve. Måske det er her, vi finder hjem: I smilets afgrund, i de drømme der drømmes af en anden og i en opstigning til et vakuum mod periferien.

Her, i udkanten af den tomme aktualitet, nærmer man sig begivenhedens tomrum som Chuang Tzu’s slagter i kroppens tomme mellemrum. At løfte sløret for begivenheder hvis kendsgerninger ikke har fundet sted. Vandringen ind i dette bringer begivenheden tilbage, tingenes forpligtende resonans. Et stænk af en årgangsvin der ikke har ligget for længe.

Chuang Tzu’s slagter er beskyttet mod tidens ”real time”-kannibalisme, og har i stedet aktier i det kød, der smelter på Guds tunge. Hvor fint at vandre i mellemrummet uden at noget går til spilde, med mulighed for endda at møde en afdød sultan og at danse på den fossil der vågner i sin søvn.

Midt i begivenhedens strejke har man mulighed for endnu at forbløffes over mennesket, som af alle disse skabninger, er den mest mærkelige, ynkelige og fremmede på denne jord. Midt i den belastende tyngdekraft har mennesket en evne til at skænke en gave. Et forgængeligt ansigt. Han skænker noget uden selv at besidde det, han skænker: En kraft, et vanvid, en kærlighed. Der er på én gang bevægelse og hvile som tilskønner til at opgive det allerede kendte til fordel for en anden sammenhæng i tingene og måske en ny hybris uden tempel."

Uddrag fra VANDRINGENS GÅDE skrevet af Alexander Carnera Ljungstrøm.