|
0
registrerede
427
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Det, som er
|
Som sagt er det svært, at skelne mellem tanke og virkelighed.
Da alting er tanke og derfor en illusion, så kunne vi måske nærme os fænomenet på en anden måde. Hvis alting er tanke hvad er så ikke? Tanke, altså.
De menneskelige sanser opfatter verden direkte. Vi ser den blå himmel over os, fuglen, der flyver mod denne himmels blå. Den anden, som går forbi og hans hund, som gør af en anden hund på den anden side af gaden.
Det er den direkte opfattelse og dette jeg skriver er en beskrivelse af denne direkte opfattelse, dvs. erindringens reaktion - tanken.
Måske dette indlæg beskriver en oplevelse jeg har haft, men denne, min beskrivelse, er ikke oplevelsen selv. Det synes ganske indlysende.
Ikke desto mindre fortaber vi os altid i beskrivelsen, taler om den og lader os fortabe i vore egne følelser.
Åh, hvor føles det dejligt i vores krop. Det må da være kærlighed. 
Selvfølgelig ER verden. Verden ER på det fysiske, materielle plan, som universet. Men hvad er dette, som er, universet?
Er det ikke konstant bevægelse?
Og når vi betragter vores eget liv, er det så ikke en konstant bevægelse af vore forhold til hinanden?
Dette er vores liv, vore indbyrdes forhold, som er i konstant bevægelse.
Det, som vi kalder os selv er et resultat af det liv, som vi har levet, de handlinger vi har udført og de erfaringer vi har gjort. Af denne fortid fødes det, som vi kalder tanken.
Denne tankens bevægelse kaldes fortolkning, eller. i gamle dage kaldte man den for illusion.
Men der er en anden bevægelse end tankens. Livets bevægelse.
For at kunne opfange denne livets bevægelse må tanken, fortolkningen, være fuldstændig stille. For tanken er ikke opmærksomheden. Tanken må dø for at livet kan blive til.
I alle forhold til omverdenen må vi forholde os fuldstændig stille. det vil sige ophøre med at fortolke hvad vi ser.
Kun da går forståelsen op for os. Forståelsen kan ikke forklares, ikke fortolkes, men det gør ikke noget for, som før sagt er forståelsen opmærksom på sig selv som forståelse.
Skabelsen er ikke noget som foregik engang.
Det værende er det, som til enhver tid er nu. Evigheden er en konstant bevægelse som altid er nu og her.
For at møde virkeligheden må tanken lære, at være fuldstændig stille.
Og ikke fortolke, blot se og lytte.
Har du nogensinde prøvet, at noget går op for dig?
Hvad er dette, som går op for dig andet end sandheden?
|
|
|
|
