|
0
registrerede
348
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Den evige idioti.
|
Morn’ Ole..
”Personligt tror jeg hverken på Higgs-partiklen eller på partiklers eksistens. Det er når alt kommer til alt kun en forklaringsmodel...”.
- Ja, og forklaringen vækker naturligt stor indbyrdes begejstring hos fysikerne. Men ”Hr. Higgs” var i min forbindelse bare ment som en personificering religiøse troende skaber, fx. ved at fantasere en link mellem kerne- og astrofysik og forestillingerne om deres guddommelige entitets evne til eksistens - men jeg ser godt den utilsigtede reference til Peter Higgs. Jeg har forøvrigt ikke læst bogen.
Men altså, tilsyneladende har den stærkt religiøse troende jo alligevel ikke helt opgivet at finde referenten til guden udenfor sine metafysiske abstraktioner - lurer vi mon underneden her selve opløsningen af deres tidligere politik, hvorved de anbragte sig selv udenfor mulig erkendelse af guddommen? Har naturvidenskaber ligefrem skabt en tankemulig sammenhæng mellem idéer de skaber om, og verden selv? Der ska’ sådan set blot en lille symbolsk reference på forsiden af en bog til, før tanketoget ruller lystigt ud fra perronen – helt upåvirkelige er de jo altså ikke...;)
”Men det er da morsomt at se alle de selvmodsigende indlæg, som de religiøst troende debattører diverterer os med”.
- Jep. Men interessant er det at se, hvordan det stærkt religiøse menneske overalt i verden, tolker enhver tilgængelig information ind i et imaginært verdensbillede, for på den måde at fastholde forestillingen om den overnaturlige myndighed der er opmærksom på netop den troende selv. Den idé går som varmt brød i ethvert religiøst trossamfund, fra individuel tryghedssøgen til indbyrdes trøst i div. trossamfund.
Naturen er ved egen kraft også nok så barsk og hensynsløs, så behovet for tryghed må ha’ været betydeligt nærværende for mennesket i enhver tidlig kultur. Det besynderlige er måden man tilskriver sig betydning i nutiden, måden man (bort)forklarer sig selv på, og i mange tilfælde fraskriver sig ansvaret for egne meninger, ved fx. at overføre dem på guddommelige entiteter med kun sproglige eksistensformer.
Fra at skabe idéer i livet – med fx. kulturelle nytteværdier – skaber man nu idéer om sig selv som en overnaturlig idé. Men ser man nøgtern på den mening religiøse mennesker så tilfører deres liv, da fremstår netop livets meningsløshed jo som det centrale udgangspunkt, og dels fremstår så det sociale incitament i religioner som det narcissistiske eksperiment.
Når man rigtig ska’ gi’ den gas som guddommeligt afkom, da tolker man bare al menneskelig kærlighed som rent og skært forbundet med sin guddom – og får smart eksemplificeret sig som et lille ontologisk gudsbevis. Hvilken forbilledlighed, ja hvilken sanselighed og selviscenesættelse, for alene at behage sit verdensbillede – ofte i et skind som åndsvidenskab. Jeg bare gætter på, at Arne som gerne fortæller men aldrig forklarer, anser metoden som eksempel på en smuk "symbolsk maieutik” – ak & vé...ved du nok ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
