|
0
registrerede
283
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Hjertets fred og forvandling
|
Hej Thomas.
Det begynder at gå op for mig, at jeg slipper for let ved blot at hævde, at virkeligheden ikke er noget, som mennesker magter at opfatte, endsige definere.
På en måde er det vel indlysende, at vi mennesker er begrænset af vore sanser og vore hjerner, vore kroppe, og at vi derfor ikke har den fulde mulighed for at erkende, hvad vi og verden "i virkeligheden" er.
Allerede Platon illustrerede dette med sit billede af fangerne i hulen, der kun havde mulighed for at se skyggebilleder og derfor (meget logisk) antog dem for at være virkeligheden.
http://da.wikipedia.org/wiki/Hulelignelse
Og middelalderens kristne mystiker, Mester Eckehart (som "i virkeligheden" ikke lå så langt fra zenbuddhismen), hjalp os jo med at føde selve begrebet: virkeligheden.
Uden ham kunne vi vel ikke i dagligsproget have udtrykket "i virkeligheden", der jo ifølge Den Danske Ordbog betyder noget bagvedliggende mere sandt.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=i%20virkeligheden
Når jeg læser Michaels ord her på debatten (om at lytte) får jeg en klar fornemmelse af en virkelighedsoplevelse på et dybere plan, som han ikke rigtig kan sætte ord på (nok af gode grunde).
Og når jeg læser ord, der har "ramt" dig (Jesusord, ord fra en indisk mystiker), får jeg også en klar fornemmelse af, at det er visdomsord fra en dybere indsigt (Gnosis) i virkeligheden.
Siden jeg, et halvt hundrede år gammel og ikke succesfuld i en mennesketom subtropisk urskov endte på toppen af et ikke særlig højt bjerg, oplevede jeg også - foran en Kristus Ikóns farver, former, symboler og udtryk - at virkeligheden har dybder, som jeg kun kan ane, men som er vidunderligt berigende, og hvor enhver beskrivelse af det anede falder ynkeligt ud 
Fornemmelsen af en dybere virkelighed er vi jo mange, der har, som vi også ser det her på debatten, men når det kommer til at beskrive det anede, så kniber det jo for os alle - med undtagelse af "store ånder", som Jesus, Siddharta Gautama (Buddha), Muhammed, Platon, Mester Eckehart o.m.a. - og jeg tillader mig den frækhed at tro, at ingen af dem lykkedes med at udtrykke den fulde sandhed om virkeligheden på en fuldkommen og letfattelig måde 
Så kan man jo vælge at afvise en sådan uklart opfattet dybere virkelighed og i stedet koncentrere sig om, hvad der er på overfladen, som kan måles, vejes og logisk bearbejdes.
Det går jo meget godt, må man sige - med naturvidenskab og teknologi - og så kommer påstanden jo: Der eksisterer kun overfladen!.
Er det sandt?
Det er der jo ingen, der ved!
At vi har enorme muligheder i at bruge vores forstand, det er vel ingen i tvivl om, men er alt andet "overtro", "memer", "fantasier" osv.? - og hvor kommer al den slags fra?
Min klare fornemmelse er, at der er noget under overfladen, og den smule, jeg synes, jeg aner (om et mirakel), giver mig en lykkefølelse og en mening med mit liv.
Dialog med andre, der har andre opfattelser, giver mig mere klarhed, og det generer mig ikke, hvis jeg er alene om min oplevelse af min verden
Så kommer jo spørgsmålet: Hvorfor er der andre, der ikke ka' li', at jeg opfatter verden som jeg gør?
Hvad er det, der ser ud til at genere dem?
Hvorfor må vi ikke have hver vores individuelle måde at opleve verden på - og hvorfor må vi ikke fortælle om det - også selv om det i sagens natur ofte ikke kan underbygges logisk (hvem kan bevise, at der kun eksisterer det logiske)?
Eller med andre ord:
Hvorfor giver vi ikke hinanden mulighed for
Hjertets fred og udvikling?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
