|
0
registrerede
97
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Hej Kristian - Kræn-P.
Der er så meget i det du skriver, som i mine øjne kalder på svar, at jeg ikke ved, om jeg magter det, men jeg ka' da gøre et forsøg.
Du refererer til Aksel Haanings opfattelse af mystik,og det går op for mig, at jeg nok alligevel ikke rigtig ved, hvad mystik er.
Wikipedia peger på ordets græske oprindelse: mystikós - indviet, og Haanings ord om, at mystiske oplevelser kan være noget ganske almindeligt og naturligt kan jeg helt bestemt også følge.
Men at placere mystikken mellem religion og filosofi, det gør oprør i mig.
Her vil jeg nok sige farvel til filosofiens (lidt for snusfornuftige?) logik og i stedet placere mystik som "en krone på religiøsitetens hoved".
At der ligesom med religiøsiteten - der kan "udarte" i etablerede religioner - også kan ske det, at mystik danner traditioner, såsom neoplatonisme, gnosticisme, jødisk kabbala, kristen mystik, islamisk sufisme, i buddhisme - og selvfølgelig også i hinduisme og andre former for tro - det er altsammen én ting.
Men ligesom den danske naturmystiker Johs. Anker Larsen (1874-1957) har beskrevet religioner med billedet af en slange, der skifter ham, og hvor den aflagte døde ham repræsenterer en religion, og den næste aflagte ham en anden religion - mens slangen selv er et helt andet sted - så tror jeg, man kan opfatte mystik lidt på tilsvarende måde.
Og jeg er helt med på, at oplevelser af mystik ikke er bundet til noget som helst, men selvfølgelig har bedre mulighed for at opleves i stilhed - og med noget "helligt" nærværende - end i dagligdags støj og hektisk larm (Her skal vi nok ikke glemme de kristne "Ørkenfædrene" i 300-400-tallet, men det lader jeg ligge her).
Når du "anklager" mig  med ordene:
"Jeg mener – men ret mig endelig, hvis jeg tager fejl – at din storladne oplevelse, som du har berettet om, var en spontan mystisk oplevelse, der ramte dig på et tidspunkt, hvor du ikke bekendte dig til nogen form for religion."
så må jeg "tilstå" - at du har ret.
Udtrykket "storladent" kan jeg dog ikke få til at passe, det var oplevelsen alt for simpel og jævn til - samtidig med, at det er det største, jeg nogensinde har oplevet - og som jeg bagefter indser, var kærlighed til mig, som fik mig til at genelske (men det vidste jeg egentlig ikke, da jeg var midt i det - og bevidstheden var "slået fra").
At det var "Unio Mystika" lyder alt for bastant i mine øren - selvom det jo er sandt, at det var en forening med noget guddommeligt - i kærlighed - og har været det mange gange siden.
Egentlig er det meget uforskammet, at en gammel nar, som mig, der havde smidt religionerne over bord, "ganske gratis" og uden en masse disciplineret yoga- eller anden meditationsteknik (som f.eks. den, de hesykastiske munkes meditative bøn på Athosbjerget dyrker) fik lov at "snuble" ind i denne alt overvældende ganske simple oplevelse.
Min eneste undskyldning er, at det jo ikke var noget, jeg søgte (det vidste jeg i hvert fald ikke), og at det kom fuldstændig bag på mig (og hvad dét så siden har ført mig til, lader jeg ligge her).
Jeg kender jo godt beretningen om Paulus, der fik "et syn" på vejen til Damaskus, og jeg burde helt sikkert tage mig sammen til at læse, hvad han menes at have skrevet - og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gider, men meget mere har lyst til Thomas Evangeliet.
Du nævner den ortodokse kristendom, og det er rigtigt, at jeg har søgt at lære den lidt bedre at kende.
Det startede med, at jeg - efter oplevelsen første gang sammen med Kristus Ikónen (som er her i billedgalleriet) - søgte at sætte mig ind i, hvad byzantinske Ikóner egentlig er for noget - og opdagede forklaringer på alt dét, som jeg allerede havde oplevet, nærmest i et glimt.
En bog af den afdøde danske folkekirkepræst Søren Prahl: IKONER, Nordisk Kulturhistorisk Selskab 1987, ISBN 87-89202-00-7, giver en, synes jeg, frydefuld introduktion med sine dejlige billeder og umiddelbart forståelige beskrivelser (Sammenligner man f.eks. Lukasevangeliets omtale i kapitel 1 af Marias bebudelse med den tilsvarende illustration og beskrivelse i Søren Prahls bog på side 90 og 91, er det påfaldende, synes jeg, hvor meget mere dramatisk og fantastisk og gribende hele denne situation er via Ikónen - som i øvrigt er russisk - Rusland fik deres ortodokse kristendom fra Grækenland).
Senere fik jeg fat i den engelske ortodokse biskop Kallistos Ware's The Orthodox Way, som er oversat til dansk af den ortodokse danske præst, Poul Sebbelov: "VEJEN", Hl. Silouan Forlag, ISBN 87-988460-0-0 - og jeg begyndte at se den to tusind årige ortodokse kristendom, der fik sin store renaissance med hesykasmens gennembrud (Gregor af Palamas, Athos) omtrent samtidig med humanismens genmbrud her i Vesten, som den oprindelige og stadigt levende kristendom, der omkring år tusind blev forladt af "biskoppen af Rom", som dannede den romersk katolske kirke efter samme model, som det romerske kejserriges struktur, hvorefter biskoppen af Rom blev kejser med titel af Pave, og hvis tilstand af korruption fik munken Martin Luther til ca. 500 år senere at bryde ud på skuldrene af det vestkirkelige "romer-imperium".
Luthers forsøg på at rette op på noget, der var korrupt, var da velment, kan man vel sige, men dels er der vel grænser for, hvor meget, man kan få ud af noget, der er råddent (set med mine øjne) og dels var Luther jo ikke just nogen engel.
Set i det lys finder jeg det underligt, at den stadigt yderst levende ortodokse kristendom, der i modsætning til vestkirken altid har været ret imødekommende overfor mystikere, at den nærmest er ukendt hos os (På Luthers tid troede mange, at de ortodokse kirker ikke overlevede osmannerne).
Jeg skynder mig at tilføje, at jeg heller ikke er ortodoks kristen.
Jeg har ganske vist ikke nogle præcise anklagepunkter, men jeg har "lært", at man ikke skal hænge sig i hverken teologi eller kirkevæsen - såmænd i kærlighedsfyldte øjeblikke i kontakt med "min" Ikón
Jeg bliver nødt til også at svare dig angående sandheden.
Jeg forstår selvfølgelig godt din skelnen mellem subjektiv og objektiv sandhed, men jeg tror ikke rigtig på, at de kan adskilles (det gjorde K.E.Løgstrup vist heller ikke).
Når jeg, som subjekt, ser universet, som objekt, så er jeg jo selv en del af objektet.
Her tror jeg på en absolut sandhed, der er hævet over såvel det objektive som det subjektive.
Mester Eckeharts og andres "Unio Mystica", hinduistiske "Brahman", J. Anker Larsens: "glimt af evig batur - øjeblikke, hvor den nære virkelighed udvider sig til at omfatte altet og evigheden" - og mine egne oplevelser - vejene op ad bjerget - de peger alle i den samme retning, synes jeg, mod udsigten, som jeg tror er der oppe: Den absolutte sandhed.
Men det er selvfølgelig bare noget, jeg tror...
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
