|
0
registrerede
426
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Hej Kristian - Kræn-P.
Tak for dit venlige og orienterende svar.
Det at skulle handle (pligten) uden hensyn til konsekvenserne - forstået på den måde, du (og Gita'en) så udmærket forklarer: "give afkald på handlingens frugter" og "ikke give afkald på handling, men afkald i handling - det at handle på den måde, synes jeg, jeg genkender i Nikolaos Kabasilas ord (fra hesykasmens gennembrud i den ortodoks kristne verden i 1300-tallet) om, at vi almindelige mennesker ikke - som munkene og nonnerne - skal efterligne englene, men at vi, som almindelige mennesker, skal søge at leve, som det fuldkomne menneske.
Ad intuitiv vej (er det vel) nåede jeg til noget, der ligner lidt, foran den Kristus Ikón, jeg ofte besøger: Det er godt nok at elske Gud, det guddommelige, sandheden bag verdens væren, eller hvad man nu vil kalde det - og at føle sig genelsket. Men bliv ikke hængende i dét. Gør noget! - det bedste du kan! Ellers er din kærlighed til det guddommelige og verden ikke ægte!
Vidt forskellige kilder lader "pilen pege i den samme retning", synes jeg.
Det er dejligt at se 
Og at indsigt ikke er helt af vejen, så man undgår at trampe rundt som en elefant i en glasbutik, det har "bogen med lotusblomsten" jo ret i.
Man må kende både sine omgivelser, verden, og sig selv, hvis det skal gå rigtigt til og være det bedste, man kan.
Det bli'r nok især det, jeg vil fokusere på i din nye udgave af Bhagavadghîtâ nu.
OM mani padme hum har jeg haft hængende over mit spisebord i køkkenet i en menneskealder (fra en udstilling Nationalmuseet engang havde om buddhisme i Brede, mens jeg endnu var ret ung).
Men det er først nu, det går op for mig, at lotusblomsten symboliserer hjertets renhed - og så er juvelen jo straks mere forståelig
Jeg tror, du har ret i at mystikere - uanset hvor vidt forskelligt de ofte udtrykker sig - i virkeligheden taler om en fælles intuitiv oplevelse eller indsigt.
For mig er det simpelthen skønt, at det er sådan, for jeg fornemmer, at de er så tæt på sandheden, som mennesker kan komme.
Det er jo meget muligt, at jeg er for fordømmende overfor vestlig kristendom, når jeg karakteriserer den, som næsten vulgær, men jeg kan ikke komme væk fra det indtryk, at vi her i Vesten er temmelig jordbundne i vores evner til at opleve.
Allerede arianismen fornægtede idéen om, at Jesus Kristus er Gud, og blev stærkt udbredt i Vesten - og mon ikke denne indstilling trives ganske godt stadig hos os, ligesom Helligånden nærmest er helt umulig for vestlige opfattelser.
Alligevel er der jo enkelte, der bryder igennem det jordbundne, som Mester Eckehart, dominikanermunken, gjorde i 1300-tallet, og som du fremhæver - med god grund, vil jeg mene.
Den på nogle områder forkætrede Jes Bertelsen bruger lidt over 5 sider på Eckehart i sin meget smukke bog: "Hjertebøn og Ikonmystik", Borgen, 1996, ISBN 87-21-00365-3, en bog, der udover at belyse især ortodoks kristendom og tibetansk buddhisme, også fremhæver fællesskabet mellem østlig og vestlig mystik.
Her skal det jo så også nævnes, synes jeg, at den romersk katolske kristne kirke anklagede Eckehart for kætteri, men ikke nåede at gennemføre anklagen, fordi "synderen" døde forinden.
Tænk, hvis vi kunne være lidt mindre smålige, småtskårne og snæversynede i stedet for nu, hvor den ene religion udelukker de andre - og al anden religiøsitet (samt ikke-tro) - tænk hvor åndeligt rige, vi da kunne være.
I stedet for som nu, hvor den ene eller den enden forbenede religion tynger os ned i spirituel fattigdom.
Men Bhagavadgîtâ hører ikke til dem, der tynger, vil jeg mene
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
