|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
443
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Kære Arne.
Med bogen i hånden fængsles jeg af skønheden: Den i vandet flydende lotusblomst, symbolet for sindets renhed ("Oh du juvel i lotusblomsten"), som vistnok er et buddhistisk symbol (og mantra), og som vel allerede her på smukkeste vis afslører indholdets åbenhed for varierende opfattelser og oplevelser i forhold til, hvad der er kernen i digtets budskab - og altså umiddelbart synes dejligt fri for noget sekterisk.
Tak for din kommentar til bogen. Det er dejligt at læse, at du er glad for symbolikken med lotusblomsten. Vi var alle tre enige om, at der skulle være en lotusblomst på smudsomslaget og en skriftprøve af den såkaldte devanagari-skrift, som originalteksten er affattet i. Skriften er ikke en bogstavskrift, men en stavelsesskrift, og tegnene under lotusblomsten står for bha-ga-vad-gî-tâ, altså med langt ’i’ og langt ’a’.
For det tilfældes skyld, at smudomslaget skulle blive slidt op, er lotusblomsten også anbragt på side 57, hvor selve oversættelsen begynder. Her er tillige BhG, 5. rec., vers 10, anført.
Med juvelen i lotusblomsten hentyder du til det store mantra OM mani padme hum, som i særlig grad har tilknytning til den tibetanske buddhisme. Den tyske buddhist Ernst Hoffmann, der under navnet Lama Anagarika Govinda skrev fortrinlige bøger om buddhismen, byggede sin bog om den tibetanske buddhisme op over netop dette mantra.
Nu husker jeg ikke, hvor det var, jeg læste, at uanset hvilke veje vi vælger at følge op ad bjerget, så ender vi på toppen - med den samme udsigt - men hvor det så står, så synes jeg, det er karakteristisk for denne digteriske perles budskab.
Det, som du henviser til, er en udtalelse af den højlærde pandit Radhakrishnan, som én af de højt kvalificerede indologer og Gita-fortolkere Arvind Sharma omtaler. Det er nævnt på side 54, note 42.
Tre veje, der her særlig nævnes, og ses på meditativt: handlingens vej, indsigtens vej og hengivelsens vej, glæder jeg mig til at få tilstrækkelig ro i sindet til at læse om - eller snarere recitere – igen.
Jeg ved ikke, hvad man kan kalde det, men de ord, der umiddelbart falder mig ind er: åndeligt berigende og denne rigdom er foreløbig helt stor og uoverskuelig (kun læst bogen én gang).
I betragtning af at du indtil nu kun har læst værket én gang, synes jeg, at du har fået fat på kvintessensen helt fra begyndelsen af. Thi Gita’en er så righoldig, at ingen formentlig kan sige sig at være nået til vejs ende med den. Gandhi vendte tilbage til den gang efter gang hele livet igennem, og han fandt hver gang nye aspekter, som han kunne glæde sig over. Personligt har jeg det – uden sammenligning i øvrigt – på præcis samme måde. Sådan har jeg det også med Bjergprædikenen og det buddhistiske digt Dhammapada.
At digtet er blevet til hos mennesker, hvis levevis og horisonter er meget anderledes end vore her i den vestlige verden, åbner jo tillige for indsigt i livsindstillinger, der ellers er os fremmede.
Her tænker jeg først og fremmes på, hvad de kalder Brahman, og som vist slet ikke forekommer i vores religiøse kultur, der forekommer mig meget mere håndfast og jordnær (jeg fristes næsten til at tilføje: vulgær) end de højder, som disse indiske ariere præsterer.
Jeg vil på den ene side give dig medheld i, at et begreb som Brahman ikke forekommer i vor religiøse kultur, men på den anden side vil jeg sige, at vi finder paralleller i den kristne mystik, der tager sin begyndelse allerede med Paulus – den Paulus, som Hanskrist i sin uforstand skærer midtover og nøjes med at bruge halvdelen af.
Sagen er, at mystikken i et eller andet omfang synes at være uafhængig af den kultur i hvilken, den er groet frem. Dette er noget som såvel Vilhelm Grønbech (Mystikere i Europa og Indien) som Aage Marcus (Mystik og mystikere) har beskæftiget sig indgående med.
Jeg kan anbefale en rimeligt overskuelig og lettilgængelig bog om den kristne mystik i middelalderen. Den er udkommet på Reitzels Forlag i 1999, og forfatteren er mag. art. Aksel Haaning. Titlen er »Den kristne mystik – fra middelalderens verden«.
Her kan man for eksempel læse nærmere om den store tyske mystiker dominikanermunken Mester Eckehart (1260-1329). Lad mig allerede her anføre, at Eckehart er én af de mange kristne mystikere, som Radhakrishnan henviser til i sin store kommenterede oversættelse af Bhagavadgita.
Det ville føre for vidt, hvis jeg skulle redegøre i detaljer for Eckehart’s mystik, men lad mig sige, at hans gudsbegreb går ud på, at Gud fødes som et indre lys – en gnist – i dybet af menneskets sjæl. Gud behøver derfor mennesket for gennem dettes øje at kunne nyde sit eget skaberværk.
Det er imidlertid ikke nok – siger Eckehart – at mennesket har et sted i sig, hvor Gud kan virke. Mennesket skal tømmes helt for vilje og viden: »(…) her i denne fattigdom når mennesket igen det evige, som det har været.«
Disse kortfattede betragtninger skulle gerne være tilstrækkelige til at give en fornemmelse af, at det er de samme toner, der klinger i såvel den vesteuropæiske som i Gita’ens mystik.
Et andet åbenbart grundlæggende træk er den faste overbevisning om genfødslerne (der jo retfærdiggør kastesystemet) samt den lige så sikre opfattelse: at livet er lidelse, som det gælder om at frigøres fra.
Hvor kommer denne sikre tro på genfødslerne fra? - og hvordan kan det være et mål at frigøres fra livets lidelse?
Oprindelsen til troen på genfødslerne fortaber sig i historiens mørke. Der er steder i den allerældste litteratur – Vedaerne – der med lidt god vilje kan tydes i retning af en tro på sjælevandring, men sikker grund under fødderne får vi først med de ældste Upanishader, d.v.s. omkring 700 år f.v.t.
Her er sjælevandringen og dens nøje tilknytning til karma-loven udarbejdet i detaljer. Troen på sjælevandringen er ikke blot et hinduistisk fænomen, idet den i andre varianter også findes i Jainismen og i Buddhismen.
Men vi står her med noget, som ikke lader sig nå gennem diskursiv tænkning. Der er tværtimod tale om religiøs tro. Dette gælder også udgangspunktet om, at livet til syvende og sidst er lidelse. Det kan man i lykkelige stunder have svært ved at tage for gode varer, når jeg skal tale for mig selv.
Ræsonnementet går i Gita’en ud på, at man skal udføre sine handlinger uden at være knyttet til handlingens resultater. Men man skal ikke være passiv og afstå fra handling som sådan. Det, som man giver afkald på, er handlingens frugter, de være sig behagelige eller ubehagelige. Altså ikke afkald på handling, men afkald i handling.
Dette var nogle spredte kommentarer, men jeg vil naturligvis være parat til at fortsætte drøftelserne. Jeg vil til sidst give udtryk for det, som jeg finder allervæsentligst: Den egentlige mening i Gita’en er ikke éntydig. Ingen har patent på den rette forståelse. Den er at sammenligne med en musikalsk akkord, idet den består af de klange, der opstår i mødet mellem den individuelle læser og Gita’en, som den skrevet står.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
