|
1
registreret Arne Thomsen
382
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Kære Kristian (er du ved at vågne op af "det", din dogmatiske Gîtâ søvn ('Det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende), det ka nok være at Ordet og kaldet kan vække manden (nå det er en anden snak at ord, begreber og tanker ingen afgørende væsentlig rolle spille i Gîtâen, stik modsat det er i Kristendommen)),,
du skriver:
Jeg beder dig venligst undskylde, at jeg har været fræk. Det er naturligvis en fejl, idet jeg kunne have sagt mig selv, at dette ville falde dig for brystet, eftersom du altid selv skriver så nænsomt til dine debatkolleger.
Jeg kritiserer nådesløst det folk tror på, også det jeg eventuelt selv måtte tro på. Og folk må ikke tage dette personligt, uanset hvor personligt det kan virke. Jeg nedgør og håner og latterliggør det helt bevidst, også i mit eget liv. Og jeg har i mange år været fortaler for at vi skulle have et verdensmesterskab i religion, hvor de forskellige trosretninger og menneskesyn skulle stille op til VM i en nådesløs fight imod hinanden. Hvor nedgørelse, hån og latterliggørelse der også er argumenterende er en af måderne at angribe og besejre sin modstander/konkurrent på. Jeg håner aldrig uden at jeg har en pointe og et argument med i samme ombæring. Hvorfor så nedgørelse, hån og latterliggørelse, jo fordi man må ha fat i det menneske der bærer sit underlige menneskesyn til torvs. Hvis det hele var argumenterende alene, så endte vi i logikernes metafysiske usande værdifrie himmel.
Så dersom jeg angriber dig eller andre (Thomas, Sero og jmp og Vang fx (dem det er gået hårdest ud over)) så er det for at komme ind under skallen på jer, få jer til at vågne op og stille spørgsmål og være kritiske overfor "det" I går og præsenterer for jer selv og andre som værende sandt eller værdifuldt (jeres illusioner). Jeg kalder det intra-cranielt-psycho-theologi-terror-kritik. Her er jeg lige så nådesløs som Paulus var i sin kritik af religion (Loven og dens bud) og filosofi (den græske filosofiske diskurs om mennesket). Folk tænker og tro på noget og de knytter sig til ideer og sandheder helt ukritisk.
Og i den sammenhæng er du en sjov fætter, der kommer med mærkværdige udtalelser om at du ikke er religiøs (Vor Herre på Lokum eller til hest siger jeg bare) du skriver også:
da jeg for længst har forladt kristendommen, er det andre ting jeg læser i dag.
Det må man sige og give dig ret i, du virker også blank på området og du er da slet ikke ajour med en af de førende kristne tænkere i Danmark, nemlig Hanskrist ("æv", hvilket betyder at jeg skal forklare tingene igen, men måske "hurra" for det, at jeg får bøvlet med en mand der er enøjet og har vendt det døve øre til vestlig filosofi og teologi og som er faldet i dogmatisk søvn i Østens "det" eller neutrum sjæleunivers der opløser det konkrete menneske af kød og blod).
Og det eneste du har forladt er dine fordomme om kristendommen, for kristendommen har du aldrig været i nærheden af at forstå eller stå i som en levende bevægelse hvor mennesket er til i frihed og kreativitet. Du er virkelig enøjet og har også vendt det døve øre til kristendommen, især som den har udfoldet sig i den Paulinske linie,,, Paulus, Luther, Descartes, Kant, Hegel/Marx, Nietzsche/Freud, Heidegger/Sartre og Barth/Tillich (og nyere franske og de moderne europæiske filosoffer).
Du har vendt dig imod "DET", imod et neutrum, imod noget. Og det er der nok af, der er nok af natur. Men mennesket er ikke kun natur, mennesket har natur, men mennesket er et kreativt/skabende fri historisk væsen, qua friheden og ånden fra alle de ting du beskæftiger dig med som binder mennesket på hænder og fødder 24 timer i døgnet, ved at man bliver stemt på noget der ER og gælder evigtgyldigt, som ovenikøbet er upersonligt og et neutrum. Der er masse af visdom og psykologisk almen viden i Gîtâen og der er vers af sublim, men desværre kvietistisk skønhed, og det konkrete unikke enestående selvstændige/forstandige frie historiske kreative menneske af kød og blod, hvor sjæl og legeme er en ubrydelig enhed, altså dette moderne menneske, findes ikke, der er ej heller kærlighed (selv kærligheden er kørt ud i noget upersonligt, neutrum det noget (stik imod Kristendommens inderste væsen)). Man kan ikke engang fornemme dette moderne jeg-menneske, Kristusmenneske. Mennesket, det konkrete unikke, tilkendes ingen værdighed, alt er til Krishna, enten direkte ved hengivelse og tilbedelse eller indirekte via nogle asketiske forløsende yogi veje, eller hvad det nu kaldes.
Alle de lovmæssigheder og skønne sammenhænge du beskæftiger dig med (og da især alt det om den upersonlige sjæl), det er netop disse forhold gamle Adam er viklet ind i; men som vi i og med Kristusbegivenheden er fuldstændig fri af.
Der er intet i GÎtâen der kan udstyre mennesket, det enkelte menneske, subjektet, med stolthed, frihed/ånd, selvstændighed/forstandighed og frimodighed (fri taleret). Egoet, mennesket, subjektet (det moderne der begyndte med Paulus) opløses fuldstændig til fordel for eviggyldige upersonlige lovmæssigheder og sjælelige forhold. Stillet overfor alt det sublime om sjæl og Krishna der tales om i Gîtâen betyder det konkrete menneske af kød og blod intet, det er væk og hvis det ikke er væk så er der sørme en million millard anvisninger på hvordan man får det stolte jordiske væsen tilintetgjort, svækket og totalt udvisket i en upersonlig kraft fra en neutrum bombe.
Det er netop denne form for religiøsitet (binding) og filosofi Paulus hader, derfor finder vi også at Paulus, er indigneret, stormfuld, passioneret, temperamentsfuld, hård og frygtløs i sin tale, fordi han vil ha mennesket ud af dette slaveri.
Paulus er en ny begyndelse, han afviser alt dette og hos ham finder vi en kristologisk antropologi og ontologi. I stedet for sjæl (den upersonlige neutrum-sjælen), taler Paulus om de nye skabninger mennesket er i Kristus. Det var nøjagtig det der slog Barth med forundring, i forbindelse med at han skrev sit første banebrydende værk om Romerbrevet.
Fordi Thomas nævner ordet antropologi i forbindelse med mig, skyldes at jeg på den anden debat i flere år har nævnt den kristologiske antropologi og ontologi, men i indeværende år har jeg bombarderet folk med den kristologiske antropologi og ontologi, så folk er blevet øre i hovedet af det. Det har intet at gøre med filosofisk antropologi, det er kristologisk antropologi og ontologi ud fra Paulus (den Paulus der hadede filosofi og var anti-filosof).
Du skriver:
Her skal vi for at få øje på forskellene have fat på den anden af de to giganter, som gik til forelæsninger hos Schlegel, nemlig Søren Kierkegaard, som Knud Hansen også beskæftigede sig indgående med. Thi hvor Marx’s medmennskelighed var relateret til det ydre, var Kierkegaard’s relateret til det indre. Kierkegaard’s filosofiske antropologi var derfor anderledes end Marx’s.
Kirkegaard er efter min mening og mange andres, ikke nogen gigant. Men han har tilfældigvis fået en uforholdsmæssig stor plads i filosofihistorien, som han bestemt ikke fortjener siger B. Russell. Kirkegaard står hysterisk og skingrende skør skrigende udenfor Kristendommen/Kristus som han ikke tør møde, men han reflekterer så meget over sin angst for at møde Kristus at han indimellem kommer til at sige noget væsentligt om kristendommen.
Kirkegaard tør ikke ta skridtet til at iklæde sig Kristus, eller han kan ikke på grund af sin biologiske eller psykiske konstitution. Det er svært at afgøre hvad der er gal med manden, så han bliver aldrig moden i Kristus sammenhæng, Kristus vinder aldrig skikkelse i manden, men han kredser neurotisk eller introspektivt refleksionssyg omkring forholdet og så dør han sgu pludselig den gode mand førend han når sin manddom (Hegel og Martensens og Løgstrups modenhed). Men selvfølgelig kan vi lære meget af en mand der er så bange for kristendommen som Kirkegaard og som konstant kredser omkring hvorvidt han skal træde indenfor eller blive stående som subjektiv iagttager.
Kirkegaard amputerer den Paulinske kristendom med sin inderliggørelse. Res exstensa er så vigtig og afgørende en kategori hos Paulus (hvor legems metaforen og legemlighed går igen i alt), og Kirkegaard magter ikke dette det konkrete inkarnatoriske princip og han åndeliggør tingene, så i den forstand ikke så mærkeligt at du kan bruge ham, når man tænker på at Gîtâen "sjælelig-gør" alt om mennesket i en grad der ryster mig.
Kristendommen er ikke nogen neurotisk idealitet, men en af Gud i Kristus skabt ny virkelighed, konkretionernes konkrethed. Bevægelsen er ikke imod ånd og inderlighed, men imod åbenbaring af et nyt konkret menneske med guddomsfylden i kød og blod, og nye næsteforhold og samfundsforhold. Paulus taler endda om at Kristus, der er hans liv, skal komme til syne i fuldt offentlighed til legemlig beskuelse. Og Kirkegaard gør nøjagtig det stik modsatte, ved at sætte res exstensa overstyr og inderliggør og subjektivere kristendommen.
Din fjollede bemærkning til sidst virker malplaceret, men jeg skal nok vise dig, hen af vejen, som jeg har vist de andre på den anden debat, hvor meget Paulus og Marx slægter hinanden på. Der er så store overensstemmelse de to imellem at det ej heller er mærkeligt at vore dages førende europæiske marxistiske filosoffer har taget Paulus hjertevarmt til sig.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
Du kan så spørge mig om hvordan ind i helvede jeg igen og igen kan nævne Descartes som en af de første og helt store europæiske filosoffer der tilhører den paulinske Kristus eller Jeg-linie, når de 2 har så forskelligt et syn på res exstensa. Selvfølgelig har den Frankensteinske akrobatiske katastrofe-kaotiske HansiKristi-lige hæslige teolog, allerede fundet en egnet syntese. Men hvis du er interesseret i at lære mig at kende som "tænker", da kræver det længere tids debat, hvor du begynder at slå dine lytterlapper ud og bevæger dig ud af din dogmatiske selvtilfredse Gîtâ søvn. Vågn op Kristian! Hører du ikke kaldet, hører du ikke Ordet, Kristus, det sidste ord.
Ufærdig HansKristi-lig prædiken:
Åbenbaringen trosbegivenheden Kristus er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, hvori godt nok Gud kommer til udtryk i vores liv, men hvor dog både Gud og mennesket har et indspil, noget at skulle ha sagt. Paulus siger at vi har frimodighed overfor Gud, hvilket betyder fri taleret. En frimodighed eller fri taleret som i den grad Johannes's Jesus benytter sig af på det groveste, hvilket bliver for meget for jøderne.
Åbenbaringen er et drama men da også en kærlig dialektik mellem mennesket og Gud, at det er et drama skyldes at mennesket ikke er bestemt/determineret af Gud, for ånden og åbenbaringen (Kristus/Herren) er kun der hvor også friheden er.
Det der bliver os åbenbaret og det teologerne skriver om kristologien må have samme udspring. I Kristusbegivenheden er det Åbenbaringens Gud der kommer mennesket så nær at vi bortrykkes fra vores egne indsnævrede forestillinger om Gud, for åbenbaringens Gud er den levende Gud der kommer i jubel og kraft og er en bevægelse af os, er os der bevæges af Gud, for her sker der noget med os, her hvor Gud guder, det er Guds tordenvejr og vi rammes af Værens lyn.
Åbenbaringen er forudsætningen for at vi kan høre de meget tænk-værdige ord (Guds ord) om samspillet mellem mennesket og Gud (altså Kristologien). Forudsætningen for, at vi kan høre ordet som Guds tale til os er altså givet af Gud selv i åbenbaringsbegivenheden Kristus, for det er her Gud kommer os så nær som virkelighed at alle vore ideer og formeninger/for-meninger og fordomme må vige til fordel for denne virkelighed, Kristusvirkelighed, i hvilken Gud kommer nær til os i sit ord, som svarer til Gud selv. Det er den Kristustroens begivenhed, hvorved mennesket oplever at bo digterisk i Guds nærhed og ved hjælp af ordet at opbygge en bolig i værens lys.
I samtalen med Gud, i Kristusvirkeligheden, træder mennesket vertikalt (bliver mennesket født fra oven) fra evigheden/Værens grund ud i tiden, hvorved det bliver til som en afbildning af sit guddommelige ophav. Idet Gud har bragt vores tilværelse ind i sproget, må vi afgøre med os selv om vi vil svare Gud. I samtalen kommer det guddommelige til orde, og en verden bliver til, der åbner for et betydningsspillerum der lader det forskellige værende fremstå i dets særegenhed og udstyrer det med personhed og ja i det hele taget bliver det til omsorg for det værende som helhed.
Det er ikke en flugt fra tiden og det værende i tiden,,,,,
|
|
|
|
