|
0
registrerede
448
gæster og
38
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Kære Kristian, du er lidt småfræk må jeg sige. Sjældent svarer du på noget eller debatterer noget. Aldrig går du ind i en debat eller dialog (selv om jeg er kommet med masse af konkret kritik). Og nu vil du til trods herfor, alligevel til at diktere hvad jeg skal skrive og forklare dig (du som bestemt ikke er ajour med hvad jeg skriver og har skrevet gennem årene).
Og sjovt nok piller du gerne det mest uvæsentlige ud af det jeg skriver, men måske en smart manøvre at gå forbi der hvor du vil stå svagest i argumentation.
Jeg har meget travlt så det bliver skud fra hofterne før jeg må løbe.
Altså det er tydeligt at Paulus vender Platon på hovedet. At det med Gud for kristne er bestemt i og med Kristus. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Derfor blev de første kristne da også betragtet som ateister, dem der ikke troede på Gud, men noget med en Kristus. Hvor er Gud for de kristne? I den begivenhed (Kristusbegivenheden (inkarnationen)) hvor der bliver vendt op og ned på virkeligheden. Gud er trådt ind i kærlig engagement for det konkrete menneske i denne mangefoldige/plurale verden, dets vilkår og behov. Alle har fået (i Kristusbegivenheden) Gud som konkret virkelighed, og det er ikke filosoffernes Gud eller tanker/ideer om Gud (for vi har tankerne direkte fra Gud (alle ka nu sige deres mening og alle skal høres)), og Loven er også opfyldt, så vi er ikke under nogen religiøs forordning.
"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2.
Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Rom 13, 8.
Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.
Gud er det der sker med os og Kristus sammen. Gud er i historiske begivenheder og Gud for kristne er det der sker med Kristus og os sammen, altså Gud er i Kristusbegivenheden. Alle er lige i Kristus og i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod og al vores libido og engagement er i forhold til det konkrete menneske i den "plurale" verden.
Man siger nej (eller stiller sig selvstændig og kritisk) med Paulus til magthavernes religiøse (og politiske) ideologi og herretænkning og den kristne (oftest de udstødte) får en ny selvbevidsthed og stolthed og identitet med denne barske ideologikritik fra Paulus som ikke lader Marx noget tilbage. Man skal orientere sig imod hinanden og hinandens behov og byrde og vilkår, for her er Gud i Kristus, i dette engangement. Det er et 100% dennesidigt engagement, for her har Gud i Jesus Kristus stillet sig og Gud står her stadig i opstandelsesbegivenheden Kristus, der betyder at Guds solidaritet med os ikke er smuttet os af hænde, men Kristus er her stadig, altså vi har stadig i Kristus/Kristusbegivenheden hele guddomsfylden i kød og blod.
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).
Det vigtigste for Marx var menneskets menneskelighed der var blevet væk eller undertrykt.
Karl Barth betragter Feuerbach som en af de aller største teologer.
Både Barth og Tillich var socialister begge to og Marx og hans tænkning og filosofi spillede en afgørende stor rolle for dem begge.
Knud Hansen tidligere forstander for Askov Højskole har skrevet en fremragende bog om Marxismens store betydning for kristendommen og omvendt, hvor store ligheder der findes mellem disse to retninger og menneskesyn.
I dag er et par af de største moderne europæiske filosoffer også marxister (Alain Badiou og Slavoj Zizek) der er levende optaget af kristendommen (og positivt stemt) og da specielt Paulus.
Gud er ikke noget der ER, udenfor det der sker med os og Jesus Kristus sammen (Gud er ikke udenfor Kristusbegivenheden). Gud er i denne historiske begivenhed og bevægelse, socialistiske bevægelse og engagement hvor alle er lige i Kristus og alt skal gøres til gavn og opbyggelse for næsten (bevægelsen er i opstandelsen; altså at vi er med i denne begivenhed, og Gud også er trådt ind i vores liv som i Jesu liv (stillet sig på vores side i dette engagement), hvilket er opstandelsen, i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod (inkarnationen fortsætter, altså det dennesidige/hersidige engagement fortsætter og at Gud ikke kan være andre steder). Kristne kender ikke nogen Gud udenfor Kristusbegivenheden. Det hele er et spørgsmål om hvor mennesket har sit engagement og libido, kærlighed. Her eller hisset i noget fremmed. Og kristne har sammen med Hegel og Marx al deres libido og engagement Her på vores banehalvdel, vi tror på det der sker og som vi er med i som aktive medspiller. Som Hegel da også siger så har Gud ikke skjult noget for ham! Imponerende Paulinsk udtalelse der gælder os alle.
Hertil vil jeg med Barth (ifølge Bent Flemming Nielsen, i hans bog ”Karl Barth”, side 50), kunne sige følgende:
En skelnen mellem Gud ”i sig selv” og Gud ”i sin åbenbaring” slet ikke lader sig opretholde. Enhver tale om Gud ”i sig selv” er intet andet end en abstraktion, som tilmed udtrykker en menneskelig narcissistisk tendens til selvprojektion ud i det uendelige.
Derfor skal vi ikke finde Gud udenfor eller bag åbenbaringen men indenfor, ”i”.
Side 128 samme bog:
Den indre trinitariske væren er for Gud sammenfaldende med den ydre historiske virkelighed. Korsbegivenheden er den ydre, jordiske fuldbyrdelse og gentagelse af Guds eget indretrinitariske væsen.
Side 129 samme bog:
Det er nu ikke den usårlige, abstrakte Gud, der tales om. Men der tales om, at den Gud, som frit og af kærlighed lader sig såre, og som selv er virkelig i dette sammenfald af tid og evighed, ikke kan være fremmed for noget menneskes sår. Citater slut.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Helt sikkert har jeg argumenteret meget bedre tidligere for lighederne mellem kristendommen og marxismen og mellem Paulus og Marx. Men da jeg kun har lidt tid i dag og morgen, får du det her.
|
|
|
|
