|
3
registrerede Hanskrist, somo
,(1 usynlig),
250
gæster og
235
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Jeg har læst dit Berdyaev indlæg og det er da logik for burhøns.
Skriver du måske lidt flot Michael. Hvis det er tilfældet, da har du fået det store kørekort til religionsfilosofien. Det er klart og tydeligt forklaret det Berdyaev skriver, men det er på et meget højt plan, og jeg troede faktisk ikke der var nogen der religionsfilosofisk kunne fatte hvad der her blev sagt.
Ved at læse Erich Fromms bog ’’Hinsides illusionens lænker’’ har jeg fundet frem til at nøjagtig det samme er sket for psykoanalysen såvel som for marxismen. Det vertikale element er forsvundet og kun det horisontale står tilbage
Skriver du Michael.
Berdyaev siger nøjagtig det samme. Det oprindelige kreative vertikale begyndelses indslag/indbrud af noget kvalitativt nyt, nyskabt autentisk liv og impuls og bevægelse/dynamik går hurtigt til grunde og stivner i døde forbenede former og den oprindelige kreative impuls og nyskabende sandhed/ægtehed forsvinder ret hurtigt over tid.
Er godt eksempel er den katolske kirke omkring Jesus Kristus. Men idioterne (Kirken) havde gjort Paulus til kanon, og han sprang det hele under reformationen og han eksploderer igen lige indtil Kristusmystikken bliver korrekt forstået. Han er en farlig mand at have med ombord for enhver organisation der udarter siger A. Schweitzer.
Du skriver Michael:
Det er ikke denne horisontale dimension i Bhagavad Gita man skal lægge mærke til, det er den vertikale. Den vertikale dimension er tidløs og kan umiddelbart anvendes uafhængigt af hvilken historisk tidsperiode man tilhører.
Jeg har slet ikke bemærket den horisontale dimension i Gîtâ-en, det er alene den vertikale dimension jeg gør vrøvl over. Og det er også alene den Berdyaev kritiserer, den vertikale dimension. Det Berdyaev brokker sig over er at den vertikale dimension udsletter det konkrete menneske og dets personlige liv fyldt med kærlighed. Kristendommen er stik modsat, den stik modsatte bevægelse, her er det den åndelige eller den vertikale transcendente dimension, der åbenbarer det konkrete menneske og skaber og styrker det personlige menneskelige liv.
Det den vertikale bevægelse gør i kristendommen er at den åbenbarer det sande og det frie menneske med personlighed, som er en person, har billedhed og ansigt, gudsbilledhed. Kristendommen er nøjagtig den modsatte vertikale bevægelse som vi ser i Gîtâen. Det sidste der tales om i kristendommen er en sjæl der er ens for os alle og er til i neutrum, i det og natur. Kristendommens bevægelse er fremmende for forskel og differens (fremmer personligheden og ikke typen eller individet forstået som arten), nemlig det unikke konkrete menneske, hvor alle er forskellige og unikke. Fordi sjæl og legeme er uløseligt forbundet i kristendommen er alle mennesker forskellige, fordi de er konkrete og unikke, de er personer.
At den vertikale bevægelse er modsat i kristendommen ses i efterfølgende:
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).
Det ovenfor er der intet af, så absolut intet af i den tale jeg hidtil har fundet om selvet i forbindelse med Gîtâen. Og efterfølgende citat står for det stik modsatte af Barths udsagn:
I én af Upanishaderne finder vi en sætning, der er blevet berømt: Tat tvam asi, d.v.s. ’Du er Det’. I noterne til Gita’en bruger jeg paradokset ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman. Og jeg kan helt være med, når du kalder det sandheden bag altings væren.
Det er upersonligt, det er ren natur, altså "det", det er uden eros og kærlighed, det er statisk. Gud bliver aldrig i kristendommen sidestillet med naturlig upersonlig det væren. Ikke engang naturen i vest er forskelsløs.
Ånden Herren Kristus er kun til i frihed overfor væren, som brud på væren. Derfor er der menneskets transcendentale jeg fyldt med brud og indbrud, der bryder med det "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’".
Hvad er dette ikke at kunne bryde med eller komme fri af det "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’", det er depression. At være kreativ er det samme som ikke at være deprimeret og et kreativt menneske kender ikke følgende statiske tilstand:
"forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’"
Selv en bakterie er beskæftiget med at kun kende forskel på indenfor og udenfor. Altså selv en bakterie er til i differens.
I mange år har jeg været interesseret i symptomer og sygdomme. Stammer fra min tid som først psykologistuderende og så medicinstuderende på Århus Universitet. Og med psykologistudiet først studerende jeg medicin med 1. person perspektivet med inde over det vi beskæftigede os med.
Og jeg vil sige at "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’" for mig at se er symptomer på alvorlig åndelig apati; sløvhed/uoplagthed/ligegyldighed/interesseløshed; depression. Der er ikke spor tegn på ekstatisk kreativitet og skabende impuls. Ingen glæde, ingen vitalitet, ingen eros.
Den nye epoke fra og med Husserl har da også fundet alt andet end dette forhold bekræftet, alt peger på noget andet end dette:
"forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’"
Der er kun en ting at sige; det er nøjagtig ikke sandheden om mennesket og Ånden/bevidstheden og det kan umuligt skabe kultur og civilisation.
Mange kærlige hilsner buldrer-bossen Hanskrist.
|
|
|
|
