|
0
registrerede
438
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: En af Hinduismens trosretninger.
|
…fortsat.
Digterværket Bhagavadgîtâ er nedskrevet århundreder senere, end slaget på Kurusletten fandt sted, og digteren – eller rettere digterne – har brugt Krishna-figuren religiøst ved at lægge ham digternes egne religiøse opfattelser i munden.
Når vi angiver forfatterne i flertal, skyldes det, at der i Bhagavadgîtâ kan spores flere forskellige lag af indiske religiøse og filosofiske opfattelser.
Senere sker der en yderligere udbygning af begrebet Krishna som gud. Dette hænger sammen med opblomstringen af det som man kunne kalde en hengivenhedsretning, hvor man digter en partner til Krishna, som man kalder Radha.
Man må her forsøge at fastholde, at der for de gamle indere for eksempel omkring år 1000 e. Kr. og senere ikke var noget skel mellem frodig sanselighed og religiøsitet. For eksempel kan man på de mange templer der ligger i en lokalitet, der hedder Khajuraho, se relieffer, der ned i de mindste detaljer illustrerer samlejeteknikker, til hvis udførelse der er brug for akrobatiske evner.
I den såkaldte Bhakti-religion, der opstod omkring år 600 e. Kr. i den sydlige del af Indien møder vi igen Krishna, og vi møder ham atter i litteraturen omkring 1200 e. Kr., altså 2000 år efter slaget på Kurusletten, men nu som barn og ung. Skildringen af hans møder med hans elskede Radha hører til blandt verdenslitteraturens hovedværker. For mange indere den dag idag spiller disse erotiske, og tillige humoristiske fortællinger en stor rolle. Radha’s hengivenhed og kærlighed er symbolet for den troendes måde at forholde sig på over for sin gud.
Sammenfattende går den her skildrede opfattelse ud på, at Krishna-myten formentlig har en historisk kerne i form af en klanhøvding eller –fyrste, der afstamningsmæssigt hører til urbefolkningen, og som har været i forsvarsforbund med ariske fyrster.
Senere har eftertiden brugt ham som medium for at redegøre for religiøse holdninger og filosofier. Derved er han blevet en del af det store helteepos Mahabharata, hvori læredigtet Bhagavadgîtâ er indlejret med kun sparsom forbindelse til handlingen i det omfangsrige epos. Senere igen er gudebegrebet blevet udvidet gennem anden litteratur.
Dette har Hare Krishna Bevægelsens stifter, Prabhupada, imidlertid fået noget ganske andet ud af. Han angiver Krishna som den almægtige gud og skaber, der for 5000 år siden inkarnerede sig i Indien. Derfor bliver Prabhupada også nødt til at henlægge slaget på Kurusletten til denne fjerne fortid på trods af, at slaget fandt sted mere end 2000 år senere.
Yderligere må Krishnas barndom og ungdom tillige placeres i en tid, der ligger 5000 år tilbage, hvilket unddrager sig almindelige menneskers forståelse, fordi den hengivne dyrkelse af Krishna som bred folkereligion begyndte for mindre end 2000 år siden. Hertil kommer, at de mest folkekære fortællinger om Krishna og hans elskede Radha er affattet for ca. 800 år siden og derfor er samtidige med vor Saxo, der skrev Danernes Bedrifter.
For at få denne akrobatiske algebra til at gå op, oversætter Prabhupada for eksempel Bhagavadgîtâ med et ordvalg, der på de for Prabhupada afgørende steder er skåret til, så de passer med hans konstruerede synspunkt. Tillige forsyner han den med voluminøse kommentarer, der får de sidste brikker til at falde på plads.
I betragtning af, at Bhagavadgîtâ må henregnes til verdenslitteraturen og må placeres i klasse med for eksempel Homers Odysséen og Illiaden, Samuelsbøgerne i Det Gamle Testamente, Shakespeares og Goethes værker, er det en smertelig oplevelse at læse hans befamling af Bhagavadgîtâ og hans egensindige oppustning af værkets forståelse.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
