|
0
registrerede
438
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: En af Hinduismens trosretninger.
|
…fortsat.
Bevægelsens tekstgrundlag er angiveligt det vediske, altså de ældste dele af den klassiske sanskritlitteratur, og det, som man kalder det vediske (vediske tekster, vedisk videnskab etc.) er af overordentlig stor ælde. Langt ældre end nogen videnskabeligt baseret indologi vil lægge navn til.
Det kan derfor have interesse at beskæftige sig med en indologisk tilgang til den vediske kulturs rødder. Den klassiske indologi beskæftiger sig med for eksempel den vediske sanskrit, den klassiske sanskrit, middelindisk sprog (for eksempel pâli), indisk religionsfilosofi og det ældste Indiens historie.
Den klassiske indologi når til andre resultater end det, som Prabhupada kalder vedisk videnskab, som i øvrigt også står i et modsætningsforhold til moderne erfaringsvidenskaber. Det er derfor ikke overraskende, at bevægelsen opfatter indologer og naturvidenskabsmænd som den store stygge ulv, der må jages hele året. Bevægelsen kalder dem »hunde og æsler«, og dens debattører bruger af og til denne betegnelse, som er et ekko af deres afdøde guru.
Hvornår den vediske historie begynder, hersker der en vis usikkerhed om, men der er i indologien enighed om, at det er de såkaldte arier, som vi skal tage udgangspunkt i. Arierne holdt til i det store steppeområde i det sydlige Rusland og den vestlige del af Asien. Herfra bredte de sig gennem mange århundreder mod vest mod det sydlige Europa, mod syd til det nuværende Iran og mod sydøst ned i Afganistan og det tilgrænsende område af Indien.
Arierne var i militær henseende overlegne i forhold til den eksisterende befolkning, navnlig på grund af deres brug af tohjulede stridsvogne, hvor hjulene havde eger i modsætning til urbefolkningens vogne med tunge skivehjul. Også på det intellektuelle område bragte arierne noget nyt med sig, nemlig et højt udviklet skriftsprog, som vi kalder vedisk sanskrit.
Indvandringen i det nordvestlige Indien fandt sted i det andet årtusinde f. Kr., og den ældste vediske tekst, Rigveda, er blevet til i perioden 1300-1000 f. Kr. De første ariske kongeriger var små og blev grundlagt efter år 1000 f. Kr., hvorefter arierne trængte videre frem mod øst gennem Ganges-bækkenet.
Den oprindelige befolkning var karakteriseret ved en mørkere hudfarve, end arierne havde, og derfor hæftede arierne betegnelsen sorte eller mørke på dem. Sanskritordet er »krishna«, og man kan heri måske – men også kun måske – se oprindelsen til gudenavnet Krishna, der i senere perioder fik stor betydning for dele af Indiens religiøse praksis.
Til grund for et gudenavn ligger af og til en historisk skikkelse, som man kunne betegne med det mytologiske udtryk »helt«. Arierne havde kun i yderst begrænset grad noget til overs for urindbyggerne; disse var efter arisk opfattelse nogen, der blot skulle indordne sig under de ariske herskere og tjene disse.
Derfor blev de også betegnet med sanskritordet »dasa«, der betød tjener eller slave. I moderne sprogbrug ville vi formentlig kalde arierne imperialistiske racister. Betegnelsen »dasa« bruges inden for Hare Krishna-bevægelsen af og til som egennavn, således at den hengivne herved betegner sig selv som Krishna’s tjener.
Når man ser afbildninger af guden Krishna, bemærker man, at hans ansigt er blåt. Dette er ét – blandt flere – indicier for, at den historiske kerne bag guden Krishna kan være en af de mørklødede urindbyggere, der har opnået en sådan position, at han har kunnet optræde i helterollen.
Vi véd, at der efterhånden skete en vis sammenblanding af arierne og urindbyggerne. I et vist omfang var der tale om, at der på fyrste/stammehøvding-plan blev indgået alliancer, der blev beseglet med giftemål. Arierne giftede sig i et eller andet omfang ind i klanerne, der boede på foden af Himalaya ned mod Ganges-bækkenet.
Noget typisk for disse klaner var, at de havde en exogam ægteskabspraksis. Fremmedordet betyder, at to fra samme klan ikke må gifte sig. Arierne havde derimod i deres kasteopdeling en endogam praksis, og fremmedordet betyder, at to, der gifter sig, skal være fra samme kaste.
Dette måtte man imidlertid se bort fra ud fra en betragtning om, at en alliance, der kunne sikre freden, var vigtigere end at overholde reglen om, at en arier skulle holde sig til sin kaste. Derfor blev der dispenseret fra ariernes regel ud fra princippet om, at hensigten helliger midlet. For klanhøvdinger forelå der ikke noget problem, fordi de i forvejen var forpligtede til at hente hustruen uden for klanen.
Af disse årsager kunne der forekomme krigssituationer, hvor ariske fyrster kæmpede side om side med mørkhudede klanhøvdinger mod en fælles fjende. Derfor er der noget der tyder på, at den Krishna, som vi møder i det litterære værk Bhagavadgîtâ som fyrsten Arjuna’s samtalepartner under slaget på Kurusletten omkring år 800 f. Kr., har været en af de nævnte klanfyrster.
Denne er så blevet idealiseret og er blevet til en helt – i mytologisk forstand – som man har brugt i den videre opbygning af begrebet Krishna som gud.
Fortsættes…
|
|
|
|
