|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Buddhismen.
|
Kære debatkolleger..
I et indlæg 30/08/2008 09:52 til Tros i en anden tråd har jeg været inde på den særlige japanske variant af Buddhismen, som sædvanligvis kaldes Zen. Når man beskæftiger sig med en religion, som for eksempel Buddhismen, tror jeg, det vil være hensigtsmæssigt at se på den pågældende religion ud fra to forskellige indfaldsvinkler.
Den ene indfaldsvinkel vil jeg kalde den religionsfilosofiske, og den anden kunne vi benævne som den alment praktiserede religion.
Men lad os med henblik på at illustrere komplexiteten i det overordnede spørgsmål tage udgangspunkt i Kristendommen: Hvad er Kristendom?
Er det den romerske katolicisme, Luther’s protestantisme, den anglikanske kirke, de reformerte, baptisterne, metodisterne, Dansk Indre Mission, Grundtvigs mageløse opdagelse, etc. etc. ?
Eller er Kristendommen lig med det, som vi kan læse i Bibelen, hos Augustin, Plotin, Thomas af Aquinas, Mester Eckehart, Theresa af Avila, Luther, Grundtvig, Søren Kierkegaard, Pavens dogmer, når han udtaler sig ex cathedra etc. etc. ?
Hvis vi i overskuelig form skal sige noget meningsfyldt om Kristendommen, bliver vi derfor nødt til at beskrive nogle få overordnede træk, vel vidende, at vi kun har at gøre med den allerøverste top af isbjerget.
Det samme må vi gøre, hvis vi i kort form skal beskæftige os med én af de store hovedreligioner, in casu Buddhismen. Selve ordet er en slags samlebetegnelse for et uoverskueligt antal af buddhistiske varianter. På samme måde er ’Hinduisme’ også en samlebetegnelse.
Set ud fra en religionsfilosofisk indfaldsvinkel er der ingen tvivl om, at Buddhismen ikke har nogen guddom. Dette er alle religionshistorikere enige om. Derfor er det korrekt at betegne den som en ateistisk religion. Men det er lige så evident, at der findes buddhister, der forholder sig til Buddha, som om han var en gud.
Personligt oplevede jeg, at en buddhist, med hvem jeg besøgte et buddhistisk tempel ude i Østen, kastede nogle farvede træstykker på jorden, og da de faldt på en særlig gunstig måde, havde han ifølge traditionen god udsigt til at få en bøn til Buddha opfyldt. Han betroede mig, at hans hustru var gravid, og derfor havde han bedt Buddha om, at det var en søn, der var på vej.
Buddhismen opstod i Indien og var vel nærmest et polemisk oprør mod den ældre Hinduisme, der postulerede én gud, der ganske vist kunne optræde i utallige skikkelser, men alligevel var én og den samme. Denne ene gud, Brahman, var den samme, som menneskets og alle andre levende væseners inderste sjæl, som man kaldte Atman.
Buddha bestred begge dele. Men hvad var da det inderste i det levende væsen? Her gav Buddhismen udtryk for, at dette måtte man da så sandelig selv finde ud af, idet man opfordrede folk til selv at se efter i deres eget indre. Herved måtte man erkende, at man havde sindet og dets stemningsmæssige fluktuationer at holde sig til. Men intet andet.
Buddha brød ikke totalt med den hinduistiske Brahmanisme, idet han opretholdt årsagsloven, også kaldet karmaloven: Du bliver til det, som du ved dine gerninger gør dig til.
(Fortsættes . . .)
|
|
|
|
