|
2
registrerede
(2 usynlige),
102
gæster og
24
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Buddhismen.
|
Buddhismen fortsat…
Buddhismen har også et centralt begreb, som er en lære om lidelsen. Her må vi indskyde en bemærkning om selve dette ord. I vor sprogbrug er ordet lidelse et dystert ord, hvilket ikke mindst de kristne har gjort det til.
I buddhistisk sammenhæng har ordet mange betydninger. Det betyder i sin mest dystre form lidelse, som vi kender det fra kristen sprogbrug, men herfra er der en glidende skala over sørgelig, tung, skuffende, ubehagelig op til vanskelig. Ordet forstås nok bedst, hvis vi anvender det, som psykologerne gør, når de taler om ulystfølelse på en glidende skala. Derfor vil jeg bruge dette danske ord.
Ulystfølelse kan skyldes at blive tvunget sammen med det, som man ikke bryder sig om. Den kan også skyldes, at man bliver skilt fra det, som man holder af. Fødsel, sygdom, alderdom og død er forbundet med ulyst. Ulystfølelsen har sin oprindelse i begæret, og hvis man skal undgå begæret, må man give afkald på det, som man begærer. Ja, holde op med at begære noget som helst.
Dette vil for mange nok kunne opfattes som en lære, der er vidtgående. Vi kunne for eksempel holde den sammen med et gammelt ord: »Vil du ingen sorger have, da skal du intet elske.« Mange ville måske stille sig derfor tvivlende over for, om vi kan bruge dette i sin rabiate form. Men vi kan jo bruge det som et grundlag for eftertænksomhed: »Er det, som jeg hænger så fast ved, noget, som jeg fortsat skal lade mit liv farve af?«
Buddhismens modstykke til dette tilsyneladende livsfjendske standpunkt er det etiske krav om medfølelse over for alle levende væsener og i det hele taget en etik, der mange steder kan stå mål med Bjergprædikenen og andre etiske normer, der traditionelt tilskrives Jesus af Nazareth. Personligt kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at noget af det, som Jesus af Nazareth gav udtryk for, har groet i Buddhas’s have.
Det er min opfattelse, at Buddhismen har mange tilbud til et moderne menneske. Hvis man ikke kan forlige sig med, at nogle kristne fundamentalister går rundt og dunker andre i hovedet med etiske forskrifter, som de hævder er fastsat af Gud selv, kan man gå til Buddhismen og læse stort set det samme.
Herved kan de på et ateistisk grundlag finde etiske anvisninger, der er svære at skelne fra det, som Jesus af Nazareth har fået lagt i munden af dem, der skrev om ham, efter at han var blevet henrettet. Men de kan naturligvis også forblive stående på et europæisk humanistisk grundlag.
Hvis man føler trang til at lade de grå celler arbejde med noget dybtgående inden for filosofi, kan buddhistiske tekster – som nævnt tidligere – give stof til eftertanke. Et meget skattet filosofisk skrift, der ikke indgår i selve den buddhistiske canon, er værket Milindapanha, der indeholder samtaler mellem den græskorienterede hersker Menander (Pâli: Milinda) og buddhistmunken Nagasena. Linket giver et indtryk af formen. Begge de nævnte samtalepartnere er utvivlsomt historiske skikkelser, men samtalerne har næppe haft den form, som er gengivet i værket. Det er at betegne som et stykke filosofisk litteratur.
Samtaleformen var meget yndet i hine tider, og der kendes tilsvarende fremstillingsformer fra hinduistiske skrifter, for eksempel Upanishaderne.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
