|
0
registrerede
192
gæster og
155
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: SAI BABA
|
Hej Arne..
”Jeg har stadig meget svært ved at få fat i, hvad det egentlig er, du mener… Jeg opfatter ikke mig selv som en "institutionel tyran", hvis det er det, du mener, og jeg anerkender bestemt heller ikke, at nogen eller noget andet skal have lov til noget sådant på livsanskuelsesområdet (det religiøse medregnet)”.
- Det sætter vi bare på plads. Jeg besvarede tankeindholdet i det, du skrev:
”Ud fra menneskets bl.a. fabulerende evner er der så opstået forskellige religiøse idéer, som så er blevet institutionaliseret - med al den råddenskab, dét medfører. Det er jeg enig med dig i, at kassere. Men selve idéerne vil jeg se på som tilbud, som inspirationskilder - og ikke på forhånd kassere dem til fordel for alene "den rene fornuft"…
Meningen er, at det netop er vigtigt at der er en dybere fornuft i idéer der udtrykkes gennem (også de religiøse) institutioner. Dog bliver det omvendt svært at få øje på, hvad der egentlig er tilbage som noget inspirerende for dig, dersom man vælger at udelade fornuften fra idéer man måtte ønske opslutning omkring? Hvordan forestiller man sig at kommunikere idéer, uden fornuftige betragtninger der relaterer sig til nogle behov der skulle tilgodese medmennesker – gennem ”rationelle følelser”? ;)
Også kærlighed gives et meningsindhold der tilfredsstiller visse helt rationelle forventninger for samlivet, det betyder jo ikke at kærligheden derfor lader sig diktere. Men at institutionel tyranni har mange ansigter, betyder blot at den ikke kun viser sig i religiøse trossamfund, men i et utal af samfundsorganer i enhver tids kulturform. Men vi stiller også dér store krav til fornuften i forordninger. Love er jo ikke nødvendigvis rigtige, medmindre noget rigtigt kommer til udtryk i dem. Så jeg søgte selvsagt at flytte dit fokus tilbage til selve sammenhængen mellem idé og fornuft, dog med en forklaring ned i sociale processer, der må strømme fra refleksionen i samfundsdiskussioner rundt om i verden.
”Tværtimod er det - for mig at se - nødvendigt, at hvert enkelt menneske har sin fulde individuelle frihed på dette område”.
- I mine første ord søgte jeg netop at påpege, hvad det var ateister almindeligvis forholdt sig til, når de blev konfronteret med menneskers mystisk-religiøse oplevelser af livet og vores fælles verden, samt hvordan skæbnen var blevet behandlet og hvad der grundlæggende kunne kendetegne ateisters syn på den skæbne vi alle deler, i mødet med erkendelsen af at vi skal dø. At se sin egen skæbne i øjnene, giver netop en frihedsfølelse, hvorfor mange ateister ikke begriber et pluk af de usammenhængende anekdoter religiøse troende forskanser sig bag. For hvorfor skulle mennesket drives ind i en række selvbedrag fra kulturers religioner, for at opnå en frihed de i forvejen havde til at fylde livet med mening?
”Jeg mener heller ikke, at beretningen om manden, der redder det druknende barn, er tænkt som et moralsk bud til andre om, hvad de skal gøre, og som jeg forstår K.E. Løgstrup, var dét bestemt heller ikke hans mening - tværtimod - Løgstrup er fuld af beundring og begejstring over, at vi mennesker kan have den egenskab (hvor vi så har den fra) at tilsidesætte egen fare til fordel for at hjælpe andre”.
- Tror du da eksemplet viser noget om selve mennesket som individ, der bare handler ud fra den rene kærlighed? Eller tror du, eksemplet viser en handling der genereres, fordi mennesket i visse situationer handler i overensstemmelse med genspejlingen af frygten i andre menneskers øjne, som netop instinktivt stikker dybt i en forståelse af handlerens selvopholdelsesdrift?
”Og det er vel så egentlig stort set det samme, Sai Baba udtrykker på sin særlige måde”.
- For det første, havde Løgstrup svære forklaringsproblemer i sine forsøg på at forklare den religiøse tro ad filosofisk vej – Heidegger var bare en blandt mange der gik hjem uden en fornuftig forklaring i bagagen! For det andet, er allegorien ”Der er kun én religion: kærlighedens” lodret forkert, idet der er væsentlig forskel på at omfatte sin religion med kærlighed og omfatte kærligheden med sin religion.
Ligesom Løgstrup forgæves søgte at gøre sin religion til en filosofi, søgte tidlige apologeter at gøre religion til kærlighed. Dette havde sin forklaring i en nyttefilosofi, hvor meningen netop var en politisk forordning hvor man ved at implicere menneskets behov for kærlighed i religionen, mente sig i stand til at implicere selve mennesket som individ i en religiøs kontekst. Men det er et overgreb på menneskets frihed, ikke mindst på kærligheden. Den holdt bare ikke vand Arne. Derfor er det også vanskeligt at forstå hvorfor nogen fortsætter. Tror du virkelig inderst inde, at mennesker flest tilbeder kærligheden som en gud, eller erkender du, at nogle mennesker derimod kan nære kærlighed til ret forskelligt, bl.a. religion?
”Det er så her, jeg også synes, at hele diskussionen om eksistens eller ikke-eksistens af en eller flere guder er meningsløs”.
- Det kan aldrig være meningsløst at redegøre for et standpunkt du har, du implicerer jo netop hele menneskeheden deri, ikke sandt? Tværtimod er det meningsfyldt at forklare hvad der ligger til grund for dit standpunkt, og dette med synspunkter menneskeheden faktisk kan genkende sig selv i.
”For det første er begrebet "Gud" for mig at se håbløst ubrugeligt som andet en et rent praktisk symbol på alle de former for kraft, magt, vi ikke er herrer over - og for det meste heller ikke forstår - ja, vel endda ofte end ikke erkender”.
- Det er netop mennesker der er ansvarlig for at tolke verden ind i gudeforestillinger. Og vi kan sagtens forklare og forstå hvad religiøse troende mener og har ment, når de forklarer vores fælles verden og mennesket ind i gamle verdensbilleder. At religiøse troende har forklaringsproblemer når den verden der undersøges og beskrives slet ikke hænger sammen med deres tro, viser skam ikke noget om menneskets manglende evne til erkendelse, men derimod noget om deres trosanskuelser!
”At sådan kraft imidlertid eksisterer, er der vel ikke rigtig nogen, der vil benægte”.
- Naturkræfter viser bare lige så lidt om guder som kærligheden viser om religioner. Det er når troende tolker menneskeheden ind i trosanskuelser, at vi med rette kan udbede os en fornuftig forklaring – vi udgør jo trods alt en del af menneskeheden, men ikke derfor en del af trosanskuelserne. Og da kan det altså ikke nytte at den troende overfor fornuftige forklaringskrav pludselig beslutter at ophæve fornuften, for også det viser kun noget om gamle forklaringsproblemer.
Mvh
Simon
|
|
|
|
