|
0
registrerede
189
gæster og
105
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAI BABA
|
Hej Simon.
Jeg har læst dit indlæg nogle gange, fordi jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, du mener.
Du lægger megen vægt på menneskets angst for, og modstand mod, at dø, og du ser dette som en af årsagerne til at mennesker "flygter" ind under en eller anden religions vinger, hvor de så samtidig må underkaste sig den valgte religions dogmer og præsteskaber.
Det har du meget muligt ret i, men det er slet ikke dét, jeg har i tankerne.
Jeg er ganske vist også bange for at dø - frygten for det ukendte - frygten for udslettelse - selv om jeg også er lidt nysgerrig - nok pirret af mange menneskers beretninger om før-døds oplevelser.
Vi har selvfølgelig alle vores urgamle selvopholdelsesdrift, som jo nok er en væsentlig del af årsagen til at vi fortsat eksisterer som art.
Men mange af os ca. 7 mia. mennesker behøver jo ikke længere at bekymre os så voldsomt meget om dagen og vejen - og det giver jo overskud til et bredere perspektiv - til videre horisonter.
Naturvidenskaben kan jo fortælle os meget om verden - os selv medregnet - startende med Big Bang for en god halv snes mia. år siden og sluttende med universets forsvinden (er det vist nok) om ca. lige så lang tid - vist nok fordi universets ophør er indbygget i Big Bang, hvis årsag vi ikke kender.
Det giver mig en grundlæggende oplevelse af, at det at eksistere er et mirakel.
Du ka' vel ikke li' det ord, men jeg har ikke kunnet finde et bedre.
Imidlertid bare dét at eksistere, at være, at leve, det synes jeg er noget vidunderligt (Nå, så er den nok gal igen, men hvad skal jeg sætte i stedet for "vidunder"?  ).
Og at "vidunderet" ikke fortsætter i det uendelige, det mindsker ikke begejstringen, nok snarere tværtimod:
Jeg er levende, jeg er ikke død 
Hvordan livet så foregår - præget af tilfældigheder - ser det da i hvert fald ud til - det kan jeg ikke gøre mig klog på - det afhænger vel ganske meget af os selv.
Man kan "være sin egen lykkes smed", og man kan som andre sige: "Det er ikke, hvordan man har det. Det er hvordan man ta'r det."
Ud fra menneskets bl.a. fabulerende evner er der så opstået forskellige religiøse idéer, som så er blevet institutionaliseret - med al den råddenskab, dét medfører.
Det er jeg enig med dig i, at kassere.
Men selve idéerne vil jeg se på som tilbud, som inspirationskilder - og ikke på forhånd kassere dem til fordel for alene "den rene fornuft".
Det er så her, at menneskets iboende evne til kærlighed - til andre mennesker - til naturen - til verden - trækkes frem i lyset af forskellige former for religiøsitet.
En mand ved navn K.E. Løgstrup nævnte netop dette, som noget der naturligt bor i alle mennesker (hvis de da ikke er plaget for meget af neuroser eller evt. psykoser).
Min fornemmelse er, at det er denne menneskets iboende evne til til "ren" kærlighed der kan være en vej til et harmonisk liv - og måske endda også en harmonisk død
En fortælling fra Løgstrup (efter hukommelsen):
En mand kommer en kold dag forbi en mergelgrav. Et barn ude i vandet er ved at drukne. Manden springer ud i det iskolde vand - med fare for sit eget liv - og redder barnet. Hvorfor gjorde du det?, spø'r en anden. Manden svarer ikke: Af næstekærlighed. Nej han svarer: Fordi barnet var ved at drukne.
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
