|
4
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(2 usynlige),
192
gæster og
125
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: SAI BABA
|
Hej Arne..
Ateister kan i fravalget af troen på gud(er) anse mennesket som frit, frit fordi der dermed ikke findes forud givne værdier før mennesket selv skaber dem – i hvilken forbindelse, der heller ikke findes noget menneskeligt, før mennesket selv skaber det!
Vores kulturhistorie er bl.a. beretningen om menneskets bitre kamp mod sin egen skæbne, hvor selve tanken om dødens uundgåelighed skabte en rastløs handlingsiver der kastede religiøse troende ud i alverdens anekdoter om mystisk-religiøse oplevelser af alle tings sammenhæng, hvortil opfattelser af kunsten så blev menneskets mulighed for at ”behandle” sin egen skæbne. Men for ganske mange ateister er den nøgne ”klistrede” eksistens selve tilværelsens absurditet, hvor mennesket som et udspring fra naturen jo kan opleve sin egen overflødighed, hvor erkendelsen af verden som obskøn og nihilistisk, kun ansvarliggør individet for at se sin egen skæbne i øjnene!
Religionernes uredelige anekdoter er sentimentale verdensbilleder, med en naturforståelse der skulle danne skjold imod denne erkendelse, men den religiøse troende dømte sig ved underdanigheden til en slags livslang vandring som statist i et sådant antikt skuespil - hvor prisen for at lukke øjnene for de mørke kendsgerninger så fratog den troende ansvaret for hovedrollen i sit eget liv. Det afgørende for mange ateister er nok, at ingen fortæller mennesket hvad det skal gøre, eller hvorfor det skal gøre det, dvs. ingen, uden mennesket selv. I dette lys, er verden ikke på forhånd forståelig, og har ingen anden betydning end den mennesket giver den, hvorfor det tilkommer mennesket og kun mennesket selv, at vælge en mening med verden. På dette livsanskuelsesgrundlag bliver menneskets handlinger så kriteriet for enhver tænkelig moral, fordi man derved ansvarliggør sig selv overfor hinanden, idet eksistensen får en sammenhæng med humanismen, der altså udelukkende har mennesket som udgangspunkt og endeligt formål.
”Der er kun én religion: kærlighedens. Der er kun én kaste: menneskeheden”.
- Teologisk akrobatik hjælper ikke religiøse paradokser noget som helst! Teologien stod og faldt med menneskets nysgerrige søgen efter fornuft og viden, og dermed erkendelsen af hvad religioner egentlig har at tilbyde individet såvel som menneskeheden. Ej heller hjælper det at gøre kærligheden til en religion, for det at forpligte mennesket til at elske et andet, strider i sig selv imod naturen og man forgriber sig blot på menneskets frihed til at vælge øjeblikket såvel som dets egen fremtidsudsigter, hvorfor denne ”kærlighedens dogmatik” bare bliver et anliggende som slet ikke forudsætter at mennesker kan bygge fornuftige grundlag for sameksistens i kultur og samliv.
”Ateister, som ikke kan bruge ordet: "én Gud", kunne måske i stedet bruge udtrykket: "én verden". Det er svært at se, at en sådan hinduistisk religion skulle kunne være skadelig”.
- Jeg håber da du ser et fornuftigt skel mellem mulig erkendelse af en fælles verden, og umulig erkendelse af gud(er)?
Men vi mennesker kan jo forudse vores eget endeligt. Når så vi ved, at forudsætningen for alt levende er et inderligt ønske om at overleve, da bliver det næppe vanskeligt at tænke sig efterspørgelsen efter forklaringer på dilemmaet der skabtes i konflikten mellem menneskets selvopholdelsesdrift og visheden om at døden venter til slut. Alle religionerne tilbyder på en eller anden måde omgåelser af livets forgængelighed via div. tilbud om et liv i en anden dimension, genfødsler etc. Det er bare en central del af pakken. Men du anser ikke det at omgå erkendelsen af din egen forgængelighed som værende en skadelig tilgang til virkelighedsopfattelsen? Desuden har jeg ærlig talt svært ved at tillægge en mand der praktiserer sin næstekærlighed som pæderast positiv opmærksomhed, det må jeg sige – hvilket åbenbart også indgik i pakken.
Mvh
|
|
|
|
