|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
319
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: arentzen
Emne: Re: Økumenisk gudstjeneste - sermon/prædiken
|
Her er googles oversættelse til dansk af Rowan Williams prædiken
Prædiken, Ærkebiskoppen af Canterbury, Dr. Rowan Williams
»Perfekt kærlighed kaster frygten ud '. Det er en velkendt bibelske tekst, i sin oprindelige indstilling, det handler om, hvordan vi lærer at have den rette form for tillid til kærlighed og tilgivelse af Gud. Og denne form for tillid, St John siger, kommer fra den forståelse, at vi er - mirakuløst - i stand til at stå på samme sted, som Gud selv. »I denne verden vi er som han er". Vores egen tillid, vores frygtløshed, er bygget på at se kærlighed på arbejdspladsen gennem os - ikke vores personlige varme følelser eller positive følelser eller sågar slags aktioner, men den kærlighed, som virkelig sætter folk fri og bringer noget nyt ind i verden: Guds kærlighed, der beskæftiger sig med den dybeste ledningsrod og knuder i vores situation, at kærligheden var essensen af Jesu liv og død og opstandelse.
Og de dybeste religiøse grundlag for vores engagement i det miljø, som Gud har sat os, er denne erkendelse, at vi er kaldet til at være, og er i stand til at være det sted, hvor Guds kærlighed til verden kommer igennem. Vi er nødt til at konkretisere i vores liv, at grundlæggende bibelske overbevisning, at når Gud ser på den verden, han finder det godt. Vi er nødt til at vise i vores liv nogle ekko af glæde Gud finder i skabelsen, der minder om den overraskende billede i Ordsprogenes Bog af Guds evige visdom spille og glæde i det hele spænder af universet.
Kærlighed kaster frygten ud. Hvis vi begynder fra den tro, at Gud ønsker at vi skal juble og glæde i den skabte verden, vores grundlæggende holdning til miljøet, vil ikke blive angst eller den desperate søgen efter måder at kontrollere den, og det vil være spændte og håbefulde søgen efter at forstå det og opfylde sin godhed og dens komplekse, indbyrdes afhængige skønhed. Hvis der er nogen 'frygt' her omkring, bør det være frygt for at ødelægge kulturarv givet os, for at glemme den overvældende omfang og dybde af gaven og om vores ansvar og omsorg for det, bange for at glemme, at vi er kaldet til at vise overensstemmelse og Offerskaal kærlighed til den skabte verden, som vi skal vise over for vores kolleger mennesker. Og som vi burde have lært nu, sandheden er, at vi ikke kan vise den rigtige form for kærlighed til vores kolleger mennesker, medmindre vi også arbejde på at holde jorden som et sted, der er et sikkert hjem for alle mennesker og for kommende generationer .
Men der er en anden form for frygt, vi er nødt til at tænke på, en frygt, som bør få os til at komme i kontakt igen med den kærlighed, der gjorde os og holder os. På nuværende tidspunkt står vi over for følgerne af generationer af manglende kærlighed til jorden, som vi burde, og vi står også over for de valg, der kunne gøre disse konsekvenser er mindre ødelæggende end de ellers ville være. Hver af os som en individuel, hver international business bekymring, hver national regering - alle af os har valg. Vi er ikke dømt til at fortsætte i en nedadgående spiral af grådige, vanedannende, kærlighedsløs adfærd, der har bidraget til at bringe os til dette punkt. Men det lader til, at frygten stadig regler vores hjerter og fantasi. Vi har endnu ikke været i stand til at tage omkostningerne ved de beslutninger, vi ved, at vi skal gøre. Vi er bange, fordi vi ikke ved, hvordan vi kan overleve uden bekvemmeligheder af vores nuværende livsstil. Vi er bange for, at nye politikker vil blive upopulær med en national vælgerne. Vi er bange for, at yngre og mere energisk økonomier vil benytte sig af os - eller vi er bange for, at ældre, historisk dominerende økonomier vil bruge den undskyldning af økologiske ansvar for at nægte os vores ret til ordentlig og retfærdig udvikling.
Der er i et ord, ingen mangel på gode undskyldninger for at dreje væk fra beslutninger, der vil betyde en reel ændring. Men i det mindste lad os være ærlige om, hvor de kommer fra: det er frygt - ikke nødvendigvis irrationel frygt, ikke nødvendigvis er rent egoistisk frygt, men frygt alligevel. Og så længe, der dominerer vores beregninger, forstærker vi tilbage fra kærlighed - kærlighed for oprettelse selv, som vi skal se på, som Gud ser på det, kærlighed til hinanden og for de generationer endnu ufødte, der har brug for os at gøre, hvad vi kan for at sikre en stabil, produktiv og afbalanceret verden at leve i - ikke en verden af helt kaotisk og forstyrrende ændring, ødelæggelse og ørkendannelse, af biologiske forarmelse og nedbrydning.
Kærlighed kaster frygten ud. Sandheden er, at hvad der er størst sandsynlighed for at få os til at træffe de rigtige beslutninger for vores globale fremtid er kærlighed. Fristelsen er at understrege, frygt for at overtale en anden af de presserende situation: tingene er så slemt, så truende, at vi er nødt til at gøre noget. Og faktisk er der øjeblikke, hvor vi måske tror, snarere bittert, at den menneskelige race er stadig ikke bange nok ved udsigten til, hvad det har gemt sig for sig selv. Men dette er til at tvinge en sygdom af en anden. Denne form for frygt kan simpelthen lammer os, som vi alle ved, det kan få os til at føle, at problemet er for stor, og vi kan lige så godt trække op sengetøjet og vente på katastrofe. Hvad mere er, kan det friste os til bare skyde skylden på hinanden, eller vente til en anden til at gøre det første skridt, fordi vi ikke har tillid til dem. Vi har brug for mere end for lifegiving forandring til at ske.
Og det er det, vi er her for at sige i dag. Vi mødes som mennesker af tro i forbindelse med dette kritiske øjeblik i menneskets historie, og så vi ikke er her bare for at påberåbe sig eller moralpræken, endsige at tilskynde til panik og rædsel. Vi er her for at sige to enkle ting til os selv, vores naboer og vores regeringer.
For det første: Vær ikke bange, men spørge, hvordan de politikker, du følger, og den livsstil, som du tager for givet se i lyset af kommandoen til at elske verden du bor. Spørg, hvad der ville være et sundt og bæredygtigt forhold til denne verden, et forhold, der ville på en måde åbenbart både glæde i og respekt for jorden. Start med de positive spørgsmål - hvordan kan vi vise, at vi elsker Guds skaberværk?
Andet: ikke adskille dette fra spørgsmålet om, hvordan vi lærer at stole på hinanden i en verden af begrænsede ressourcer. I en sådan verden der ikke kan være tillid uden retfærdighed, uden sikkerhed for at vide, at min nabo er der for mig, når jeg står over for usikkerhed og risiko. Hvordan skal vi opbygge internationale institutioner at sørge for de ressourcer komme derhen, hvor der er brug for - som for eksempel, vil "grønne afgifter" levere mere sikkerhed for de dårligst stillede, at overgange i økonomiske mønstre, som ikke vil veje mest på de mindste rustet til at klare ?
Kærlighed kaster frygten ud, og det løfte, som giver mening i alt dette er det løfte, vi hørte i læsningen fra Paulus brev til romerne: hvis vi tillader Gud at lære os tillid, og hvis vi lærer at leve i tillid, de Hele skabt orden føler virkninger. Den »slaveri« pålagt den oprettede bestilling af menneskets syndighed og egoismen må vige for befrielsen, menneskelige frihed og opfyldelsen af den skæbne i verden omkring manifesterer sig sammen, og resultatet er herlighed.
I denne sæson i advent, fornyer vi vores tillid til, håber, at en sådan fremtid er mulig. Vi takker for den julegave, der er brudt gennem vores egoisme og begyndt at arbejde i vores befrielse. Vi bekræfter vores overbevisning og engagement i kærlighedens navn, og vi siger ikke være bange "for alle, som står usikkert på kanten af beslutningen. Vær ikke bange for, at handle af hensyn til kærlighed.
|
|
|
|
