|
2
registrerede somo, Arne Thomsen
467
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: EN POLITISERENDE BISKOP
|
Hej Ransom!
Du har sikkert ret i, at biskoppens kritik af statsministeren ikke mindst går på, at det skete ”for åben skærm”. Det er måden og formen der falder biskoppen for brystet, hvilket fremgår af hans egen udtalelse, der også var ”for åben skærm” i TV-Lorry:
"Hvis jeg havde irettesat en af præsterne i Københavns Stift åbent og officielt i medierne, som statsministeren irettesatte sin minister her, så var der ikke gået fem minutter, før jeg havde haft tillidsmanden i røret, som havde krævet et møde med mig. Jeg synes ikke, det var loyalt."
Begrundelsen i citatet viser, at Norman Svendsen åbenbart ikke har fattet, at relationen mellem en statsminister og en minister han har udnævnt og som fungerer på hans ansvar, er en helt anden end relationen mellem en biskop og de ansatte præster og provster i det stift han er tilsynsmyndighed for. I personalesager er Kirkeministeriet i øvrigt højeste administrative myndighed.
At biskopper heller ikke kan finde ud af at håndtere personalesager inden for deres eget embedsområde på forsvarlig vis, er biskop Lise-Lotte Rebels usikre og vaklende håndtering af Grossbøll-sagen udtryk for. Præsteforeningen var således yderst kritisk over for biskoppens behandling af Grosbøll:
”... Præsteforeningen har ikke givet biskoppen en svarfrist, men det ligger i sagens natur, at det skal være hurtigt, siger foreningens formand, Helle Christiansen. Lise-Lotte Rebel har giver Grosbøll en frist, som udløb i går, til enten frivilligt at forlade embedet i Taarbæk eller imødese en tjenestemandssag. Som beskrevet andet steds i avisen i dag vil Thorkild Grosbøll ikke selv tage sin afsked, så en sag må være lige om hjørnet.
- Jeg forholder mig yderst undrende til, at dette forløb er sket uden en reel begrundelse for, hvad der ligger bag biskoppens udspil. Det stiller præsten i en yderst dårlig situation. Hverken vi eller præsten ved, hvilke anklager der ligger imod ham og ingen kan sige, om der bliver tale om en tjenestemandssag eller muligvis en læresag, siger Helle Christiansen. ...”
Ministre står i deres embedsførelse til ansvar over for folketinget og statsministeren. De er ikke ansatte og de kan af statsministeren fyres uden varsel hvis de efter hans vurdering er en belastning for regeringen eller ministeren kan tildeles en irettesættelse.
Statsministeren kan selvfølgelig ikke være tjent med, at en minister skaber spild i regeringen og sår tvivl om den politiske linie på et så vigtigt område som fremmedpolitikken. Statsministeren udtalte en skarp kritik af Rønn Hornbechs embedsførelse og slingrekurs. Det skete på et pressemøde i Statsministeriet og formålet med statsministerens redegørelse var netop at skabe fornøden klarhed over, hvad releringens politik er samt om ministeren overhovedet kunne forblive på posten i lyset af den omfattende kritik hun havde været udsat for fra mange sider. Rønn Hornbech have ligget i skyttegravskrig med partifæller, ombudsmanden udtalte 'tung kritik' af hendes ministerium, og forud for statsministerens irettesættelse havde også Folketingets Europaudvalg, der hører til de vigtigste kontrolorganer i folkestyret, givet integrationsminister Birthe Rønn Hornbech en irettesættelse.
Følgende fremgår af statsministerens pressemøde i Statsministeriet:
»Integrationsministeren blev citeret i en avis for at »have det skidt« og »føle sig utilpas ved« at have skrevet under på den administrative udvisning af to tunesere. Den udtalelse har skabt en uholdbar usikkerhed om den beslutning, som integrationsministeren selv har truffet«, sagde Anders Fogh Rasmussen.
»Jeg har derfor haft en samtale med integrationsministeren, og jeg kan oplyse, at den usikkerhed nu er væk. Integrationsministeren har erklæret, at hun selvfølgelig står 100 procent bag sin beslutning om den administrative udvisning. Og har erklæret, at hun ikke har ændret sin opfattelse af, at de to tunesere er til fare for statens sikkerhed. Dermed er der skabt klarhed«, sagde han.
Derved skabte statsministeren den fornødne klarhed over regeringens politik.
Statsministerens kritik ramte ikke blot Rønn Hornbech, men også velfærdsminister Karen Jespersen (V), der fik en røffel for offentligt at have skændtes med Hornbech om regeringens holdning til dialog med ekstremistiske muslimske grupper som eksempelvis Hizb-ut-Tahrir.
Efter min bedømmelse har statsministeren håndteret sagen på en ganske udmærket måde som fortjener anerkendelse og ikke kritik. Der er nu skabt den fornødne klarhed og fodslag i regeringen hvilket er regeringschefens ansvar og opgave. Ingen kan vel herefter være i tvivl om, at hvis Rønn Hornbech atter går solo eller misrøgter sit ministerium, så bliver hun fyret.
Biskopper har selvfølgelig lige som alle andre borgere ret til at ytre sig offentligt om alle spørgsmål, også politiske. Men de har også, når de udtaler sig offentligt ”på skærmen” i egenskab af biskop en speciel forpligtelse til ikke at blande sig i politiske anliggender. Det gør Norman Svendsen når han offentligt blander sig i på hvilken måde statsministeren bør føre regeringen og udtaler en konkret kritik. Så udtaler han sig som øverste repræsentant for folkekirken og i den egenskab er han specielt forpligtet på ikke at sammenblande religion og politik.
I et interview i 2006 udtalte biskop Norman Svendsen denne holdning til spørgsmålet om kirkens indblanding i politiske anliggender:
Spørgsmål: "Mener du, det er på sin plads, at kirken blander sig i politiske anliggender?"
ENS: "Kirken forstået som kristne mennesker skal selvfølgelig blande sig i politik. Kristne mennesker henter naturligvis mange af deres værdier og deres etiske fundament i den kristne tro, også når de skal bedømme noget politisk. Og hvad angår præsterne og biskopperne, så er de jo også kristne mennesker, som nødvendigvis forholder sig til samfundet. Desuden har de ytringsfrihed, vi skal jo ikke have mundkurv på. Men når vi optræder som præster eller som biskopper, så gælder der nogle regler. Vi skal ikke fra prædikestolen udtale os om partipolitiske spørgsmål. Men vi må selvfølgelig skrive alle de indlæg til aviserne, vi vil, om samfundsforholdene. Kirken skal ikke have nogen politisk magt, men kristne skal naturligvis kritisere tendenser i tiden, som modsiger det kristne menneskesyn."
Rent juridisk og statsretligt befinder vi os nok i et slags gråzoneområde her. Problemet er egentlig ikke biskoppers ytringsfrihed, for selve ytringsfriheden er ubegrænset og den har biskopper som privatpersoner i lige så høj grad som alle andre borgere, med de konsekvenser som kan følge af straffeloven.
Det følger derimod af den danske folkekirkeordning, at politikere ikke blander sig i forkyndelses- og trosspørgsmål og modsat, at folkekirken som organisation ikke blander sig i politik. Selv om ingen kan tale på folkekirkens vegne, er det klart, at politiserende udtalelser med en moralsk fordømmelse af den måde statsministeren fører regeringen på, fremsat af formanden for bispekollegiet, der i offentlighedens øjne er en slags øverste talsmand for folkekirken, fordi dette embede er tillagt lidt større magt end de øvrige biskopper, vil blive opfattet som udtryk for manglende respekt for et af vort folkestyres grundprincipper.
Hvis Norman Svendsen forinden havde sagt, at i spørgsmålet om statsministerens håndtering af sine ministre, udtalte han sig ikke i egenskab af biskop, men som kristen borger i vort folkestyre, så ville han næppe kunne kritiseres. Problemet er også her det generelle, at når offentlige personer ”har flere forskellige kasketter på” så kan det være vanskeligt at afgøre i hvilken egenskab en udtalelse falder. Det er op til biskoppen selv at tydeliggøre med ”hvilken kasket” han udtaler sig, og det kan man efter min opfattelse bebrejde Erik Norman Svendsen for.
Hermed har jeg sådan set besvaret min opponents spørgsmål:
"Hvordan kan du afgøre om udtalelsen er en biskoppelig kritik?"
- Problemet er, at jeg netop ikke kan afgøre det, og den usikkerhed burde biskoppen havde ryddet af vejen, hvilket han undlod at gøre.
Til afslutning konstaterer min opponent:
"Der er flere eksempler på aktive præster i politik!"
Problemet er ikke, at præster selvfølgelig ligesom alle mulige andre erhvervsgrupper, som f.eks. komikere, politifolk eller fodremestre kan stille op og vælges til demokratiske politiske forsamlinger, men om de formår i deres hoveder, at adskille hvad deres religiøse tro fordrer og hvad demokratiet fordrer, således at de ikke begrunder deres politiske stillingtagen eller lovgivning på religiøse fordringer, men på rationelle argumenter. Her er folkekirkepræsterne så heldige at have en religion, der selv kræver adskillelse mellem politik og religion, jfr. Luthers lære om de to regimenter. Præster bør ikke blande sig i øvrighedens opgaver og pligter, men lyde øvrigheden og forkynde evangeliet til tro, kunne man fristes til at sige, igen med reference til Luther. 
Det er for mig ret så uforståeligt, at vi ikke for længst har vedtaget en lov, der forbyder præster samtidig både at bestride en præstegerning og et politisk embede.
Sognepræster har som en af de få erhvervsgrupper formelt mulighed for at kombinere deres embede som præst med en karriere i Folketinget, selvom næsten alle søger delvis orlov. Det gjaldt således i Poul Schlüters VKR-regering med tidligere minister Flemming Kofod Svendsen fra Kristeligt Folkeparti og i dag med Margrethe Auken, SF’s repræsentant i Europa-Parlamentet.
Asger Baunsbak Jensen var i sin tid sognepræst i Farum og valgt til Folketinget for Det Radikale Venstre. Det var hans opfattelse, at gerningen som præst og valgt politiker ikke kan forenes, og at præsten bør søge orlov. Og lokalpolitik skal man som præst helt holde sig fra, mener Asger Baunsbak Jensen. Den opfattelse er jeg helt enig i.
Katolske præster må ikke vælges som politikere, oplyser Erling Tiedemann, tidligere formand for Etisk Råd og katolik.
Om biskopper samtidig kan have en karriere som folketingspolitikere er jeg usikker på. Men i folkestyrets barndom var det endog muligt for en dungerende biskop at blive statsminister. I februar 1849 blev Monrad biskop over Lolland-Falster Stift og var samtidig medlem af Folketinget frem til 1865. I denne periode var han bl.a. departementschef i Kultusministeriet.
Efter Frederik 7.'s død i november 1863 dannede Monrad det ministerium som havde hovedansvaret for Danmarks politik under den fatale krig i 1864 mod Preussen og Østrig. Monrad var psykisk uligevægtig og i 1864, da han var regeringschef, var han udtalt manio-depressiv.
Monrad trådte tilbage efter nederlaget og emigrerede kort efter med sin familie til New Zealand, hvor han levede som primitiv nybygger. Han vendte dog tilbage i 1869 og blev sognepræst i Brøndbyerne og fra 1871 og til sin død i 1887 igen biskop i Lolland-Falster stift.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
