|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kristus
|
Hej Michael.
Jeg har lige læst dit indlæg om mennesker, der lukker sig inde i deres egne "rum", i deres egne "kasser", som du benævner det, og jeg fornemmer bagved begrebet fremmedgørelse.
Der gi'r mig lyst til en replik, som jeg meget muligt ikke slipper godt fra - men forsøge ka' jeg da 
Når rigtig mange mennesker er samlet på et lille areal - hver med sit formål - er det vel naturligt at de "holder hinanden lidt på afstand" for ikke at drukne i overvældende kommunikation - "kommen hinanden ved".
Jeg bor på Sydsjælland, der jo ikke er så tæt befolket, og hvor det stadig kan ske, at to mennesker, der krydser hinandens vej, kan finde på at hilse, f.eks. med et blik og et nik med hovedet og eventuelt et "Hej", men så heller ikke mere - og uanset at de ikke kender hinanden.
Sidst, jeg var i et lidt større supermarked i en nærliggende mindre købstad, oplevede jeg noget nær det samme, som du beskriver - men alligevel på en helt anden måde.
De mange forskellige måder, mennesker ser ud, klæ'r sig, bevæger sig på, orienterer sig på, synes jeg fortæller hver sin historie om netop dét menneske.
Måske er historien ikke sand, men det er alligevel nemt at se forskel på den ældre måske lidt skødesløst klædte herre, der systematisk med sin indkøbsvogn bevæger sig rundt mellem varerne og ta'r lige præcis dét, han på forhånd havde bestemt - og så den unge smart klædte pige, der har gjort meget ud af at have et attraktivt udseende, og som yndefuldt bevæger sig mere tilfældigt rundt og gør impulskøb ind imellem det forudbestemte.
Det er jo nogenlunde en fast regel, at kunderne ikke taler til hinanden, ja faktisk at de lader som om hinanden ikke eksisterer, men sikke mange "romaner", der kan opstå, hvis man diskret lægger mærke til dem - og faktisk kan det ske, når man står uvirksom og venter i køen ved kassedamen, at der kommer lidt snak i gang.
Jeg har lagt mærke til, at det næsten altid stimulerer stemningen, der kommer flere smil, som afløser de tillukkede ansigter - som et solstrejf midt i gråvejret.
Og grundstemningen er jo god.
Mennesker kommer og får fat i de ting, de gerne vil ha' - noget nemmere end dengang, vi alene levede af jagt og fiskeri.
Lidt den samme stemning fornemmer jeg af og til også, når jeg ser træerne, der står med rødderne solidt plantet godt ned i jorden og rækker deres grene op mod himlen - i en slags jublende eksistens.
Jo, der er mange mennesker og andre levende væsener rundt om på kloden, der er i fortvivlende nød, men vi er jo også mange, der har grund til at juble over, hvor god vores skæbne er - i hvert fald lige nu - som om vi er elsket af denne klode - af verden - af ?
Kvarterets kat kommer regelmæssigt i min have.
Når jeg opdager, at den trænger ind på mine enemærker, får jeg instinktivt trang til at jage den væk - men den kigger bare på mig, som om jeg er en idiot - og det er jeg nok også
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
