|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
434
gæster og
158
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Der findes ingen synd
|
Hej Hanskrist.
For det første, hvorfor i alverden skulle jeg overhovedet ville kaste med sten?
Du fordrejer det jo fuldkomment Hanskrist, ligesom Paulus gjorde.
Det var i første omgang de som så sig selv som syndere, der samlede sten op for at såre eet andet menneske, angribe eet andet menneske. Eet menneske der var ligeså værdig som de selv var, men det så de ikke, for de så kun deres eget syndige selv-billede, og fornægtede at tage ansvar for det de troede på om dem selv, og projicerede så deres skyldfølelse over på denne kvinde, og angreb så i blinde, indtil Jesus gjorde dem opmærksom på, at de lige skulle tjekke deres selv-opfattelse, inden de fortsatte deres vanvid.
Det samme skete med Jesus selv. De mennesker som henrettede Jesus, de projicerede deres eget ego(synd, skyld og frygt) over på Jesus, og troede så de kunne tilintetgøre den syndige, skyldige og frygtbaseret selvopfattelse de havde af dem selv.
Jesus repræsenterede kun fred, kærlighed og tilgivelse, og dette er eenhedens symboler, og disse symboler er den største fjende for egoet, og derfor var det at Jesus skulle henrettes og korsfæstes.
Det siger jo sig selv hvad egoet står for, for det står for det modsatte af hvad ånden står for. Og hvis jeg siger at ånden står for kærlighed, fred og tilgivelse, så kan du vel selv regne ud hvad egoet står for.
Ville du mene at Gud kunne stå for andet end kærlighed, fred og tilgivelse?
Og jo, jeg tænker skam også selv, og når jeg ser på verden og hvordan mennesker behandler hinanden, så virker det ikke som om de giver udtryk for kærlighed, men mere giver udtryk for frygt, had, vrede og fordømmelse.
Når jeg ser at mennesker forenes i et fælles mål, hvor foreningen udtrykker noget universelt, så ser jeg mennesker der vælger kærlighed og eenhed(ånden), og fravælger frygt og adskillelse(egoet).
Når jeg ser at mennesker tilgiver hinanden, så ser jeg mennesker der ønsker at forene deres sind, og opleve eenhed og ikke adskillelse.
Jeg tænker meget over det budskab som er i EKIM, og jeg tænker også meget over hvad det er som gør, at menneskets verden er så konfliktfyldt. Jeg tænker også over, hvorfor det budskab som Jesus kom med for to tusind år siden, har ført til så meget splittelse imellem mennesker.
Var det det budskabet gik ud på spørger jeg så mig selv, og nej, det giver ingen mening hvis det var det budskabet gik ud på.
Hvis budskabet gik ud på, at mennesket igen skulle lukke kærligheden ind i deres bevidsthed, og behandle både dem selv og andre mennesker med accept, kærlighed, tillid og omsorg, så tænker jeg over hvad der er gået galt, siden der de sidste to tusinde år ikke er sket nogen forandring i menneskets måde at behandle hinanden på.
Jeg tænker over, hvorfor skulle der startes en religion på bekostning af det budskab Jesus formidlede til os. Havde han villet at hans budskab skulle blive til en ydre autoritet, som blev styret ved at udnytte skyld og frygt, så havde han nok selv givet udtryk for dette, og så giver det "sgu" ingen mening at han så skulle være sendt af een kærlig og fuldkommen Gud.
Jeg tænker også over, hvorfor der var så mange mennesker der blev dræbt i Kirkens navn. Og hvorfor der blev lavet love som skulle beskytte den religion Paulus´s fortolkninger og teologi var grundlag for. Hvorfor blev mennesker som ikke lige troede på hvad denne religion formidlede, set som vantro og straffet.
Har du nogensinde selv tænk over dette?
Sætter du selv nogensinde spørgsmålstegn ved det trossystem som religionen Kristendommen bygger på?
Det er jo de samme trossætninger der bliver brugt uanset hvad det er jeg spørger om. Både Flemming og Disciple kommer også med alle disse trossætninger, hvor Gud skulle ofre Hans Søn, for menneskets synder, og hvor man i troen ville finde Kristus og få evig frelse osv osv osv. Men disse ideer og trossætninger er fuldkommen i strid med enhver form for pædagogisk indsigt.
Hvis de trossætninger og ideer som fremkommer i Biblen, bliver undersøgt ved den indsigt mennesker nu efterhånden har erhvervet sig i pædagogik, videnskab og psykologi, så ville det trossystem og de ideer i Biblen ikke holde en halv omgang. Knockoutet i første omgang. ;)
Freud har undersøgt menneskets ego-sind, og hans psykoanalyse vidner om at dette ego-sind er et udtryk for splittelse og selvbedrag. Generelt er der stor enighed i de forsvarsmekanismerne dette ego-sind bruger, som er fortrængning, projektion og forvrængning. Efter noget er fortrængt, så sker der een projektion, og sindet forvrænger så det hele, har glemt det har fortrængt, og ser så det udenfor det selv som det ikke ønsker at se i sig selv. Det tror så det kan tilintetgøre det det ikke ønsker at se i sig selv, ved at angribe det udenfor sig selv.
Den arke-typiske Gud, vidner meget om den Gud som Biblen og Paulus gør mennesket bekendt med. En Gud der fordømmer og straffer, men også er kærlig når hans børn opfører sig som Han ønsker. Den måde mennesker behandler hinanden på, vidner meget godt om den måde Gud ifølge Biblen og Paulus behandler hans børn(skabninger) på. I virkeligheden er der sket en projektion fra ego-sindet overpå Gud, så Gud nu er blevet gjort ansvarlig for de sindsyge ideer og overbevisninger som er i dette ego-sind. På det metafysiske plan, er det en form for trekants-drama, hvor rollerne er offer, bøddel og helt. Men din gode ven Frued fik aldrig indsigt i, at hans psykoanalyse var en beskrivelse af noget der i virkeligheden skete på det metafysiske plan. Han forbandt sindet med hjernen ligesom stort set alle andre gør.
Videnskabeligt set, så er vi også kommet frem til, at tid og rum ikke er linieære størrelser. Universet er holografisk, og det afspejler også at sindet på det metafysiske plan er holografisk. Biblen bygger på een linieær opfattelse af både tid og rum, og det er ikke i overenstemmelse med hverken sindet eller de egenskaber som Gud besidder. Og videnskaben er også kommet frem til, at dualitet blot er een myte, og Biblen har i den grad en dualistisk opfattelse af både Gud og det fysiske univers.
Og pædagogisk set, så ved vi også at den bedste måde at kommunikere med børn på, er, først at skabe tillid og åbenhed, og så derigennem kunne vejlede hvis børns adfærd er til skade for dem selv og deres omgivelser. Og vi ved også, at når børn møder afvisning, så får børn nogle negative overbevisninger og ideer om dem selv, og det udløser som regel skyldfølelse, had, vrede og frygt, og ja, så kender du jo sindets forsvarsmekanismer, ik..
Den måde Biblen har beskrevet hvordan Gud har håndteret hans situation med hans børn på, vidner ikke om een Gud der har særlig meget pædagogisk indsigt.
Og slet ikke når Han sender sin Søn velvidende at han vil blive slagtet, så vidner det ikke om noget der er særlig gennemtænkt. Det kunne da kun frembringe frygt og skyldfølelse. Og at Gud ville korrigere een fejltagelse med død og lidelse, det vidner nu heller ikke om noget der er særlig gennemtænkt.
Jeg ville da aldrig i min vildeste fantasi ofre min søn, og se ham lide og dø, blot for at vise min barmhjertighed overfor en fejl jeg selv havde begået.
Og hvis jeg var en almægtig og fuldkommen altomfattende Skaber, så ville jeg i første omgang slet ikke være istand til at begå fejl. Og jeg ville i første omgang slet ikke være istand til at skabe noget der kunne begå fejl, hvis ikke jeg selv kunne begå fejl. Det ville da være ondt at skabe noget der kunne begå fejl, blot for at kunne straffe fejl.
Og hvor har mennesket den ide fra, at fejl skal straffes? Hvorfor straffer mennesker hinanden?
Hvis frygt kunne korrigere fejl, så ville der ikke være nogen mennesker der begik fejl. Og fejl der jo egentligt det som Kristendommen har gjort til synd.
Hvad er een synd? Og hvad er fejl?
Når eet barn slår eet andet barn, hvordan fortolkes så denne adfærd. Og hvad kunne korrigere denne adfærd? Hvad er det eet udtryk for når eet barn slår eet andet barn? Oftes så dømmes barnet(og nogle ville så sige at det er handlingen eller adfærden som dømmes, men barnet identificere sig med handlingen og adfærden, så reaktionen hos barnet bliver den samme hvis der dømmes), og barnet vil så få en opfattelse af at det er forkert, og så sker der den psykologiske proces som er ubevidst for barnet, hvor barnet ved mødet med afvisning, skaber sig eet negativt billede af både sig selv, og ja, et negativt autoritets-billede.
Når vi ser på de menneskelige forhold her i vores verden, altså hvordan mennesker forholder sig til andre mennesker og sig selv, så afspejler det virkelig så meget den ego-opfattelse af Gud der bliver beskrevet i Biblen.
Jeg har skrevet dette lidt som en provokation Hanskrist, da jeg ved efter at have læst i dit indlæg på Religion.dk, at du godt kan holde til det, eftersom du giver udtryk for ret stor evne til selv-erkendelse. ;)
Kærligst Jan.
|
|
|
|
