|
0
registrerede
358
gæster og
37
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Gud!
|
Hej Arne, du bringer følgende citat:
På andet stadium, den kontemplative betragtning af naturen, skærper den kristne sin erkendelse af skabelsens uomgængelige "væren til", og han opdager, at Skaberen er tilstede i alt.
At Skaberen er tilstede i alt? er dette ikke en form for panteisme?
Jeg opfatter Gud som hørende ind under Ånden og Ordet, således kan vi kun tale om Gud der hvor Ånden og Ordet naturligt hører hjemme, er inkarnerede størrelser, hvilket vi finder gør sig gældende for os mennesker, således kan der ikke være tale om en Guds menneskeløshed, eller vi kan ikke tale om Gud udenom, uafhængig, af mennesket.
Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre.
Min Gud, hvis jeg forgår,
da forgår også du,
blir jeg tilintetgjort,
tilintetgøres du.
Ja, Gud er Gud, og jeg er jeg,
men du må også tro,
at den som kender en af os,
han kender begge to.
Angelus Silesius
Hvis man under en kontemplativ bøn opfatter at Skaberen er tilstede i alt, så tror jeg mere det dækker over at mennesket føler sig i samhørighed med alt, fx samklang naturen, måske universet. Men igen hvis vi ikke havde ordene, ville vi ikke vide hvad vi skulle forbinde med naturen og universet og samhørighed etc etc.. Sproget udgør en grænse for vores erkendelse og forståelse.
At Skaberen er tilstede i alt, hvad så med holocaust, tsunamier, tyfoner, jordskælv? Skulle Skaberen også være der? Hvis han så ovenikøbet er almægtig, hvorfor greb han så ikke ind? Nej jeg kan ikke bruge en sådan gudsforståelse til noget som helst.
Gud taler direkte til mennesket, det er en spirituel "jeg - du" relation, og det har intet at gøre med en gud ude i naturen eller en gud der eksisterer uafhængig af os og i noget/'nogen' der er uden Ånd og Ord. Gud kan forstås som vores potentialitet (essens), altså Selvet og Kristus som vores potentialitet realiseret og differentieret i eksistens, konkret i tiden, altså vores Jeg-hed eller Jeg-legeme.
Gud er det vigtigste begreb overhovedet for menneskets begyndende forståelse dets selvbevidsthed, som dets essens og potentiale, og Kristus det vigtigste begreb overhovedet for menneskets mulige selvrealisering, individuation, i tiden, under eksistensens usikre og vanskelige vilkår.
Vigtig er det at vi ikke skubber Gud ud i naturen, altså væk fra os selv som Åndsvæsner og Sproglige væsner (tænkende væsner). Vi må have Gud på rette plads, og det er at Gud er os nærmere end vi er os selv nær, og det igennem sin Ånd og direkte Tale til os, Ånden og Ordet, og begge disse forhold inkarneret er vores væren i Kristus, vores Kristus-virkelighed:
Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Joel 3, 1 - 2.
Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for »hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?« Men vi har Kristi tanker. 1 Kor 2, 9 - 16.
Begge disse citater viser om noget hvad psykoanalysen drejer sig om, forholdet mellem vores ofte indskrænkede bevidsthed og bevidste indstilling til livet som vores rationalitet contra det ubevidste, det kollektive ubevidste ikke mindst, som er fortrængninger der kan ophæves og som vi ønsker ophævet, set både fra et religiøst perspektiv såvel som et psykiatrisk medicinsk perspektiv, ønsker vi nemlig kontakt til det ubevidste og da ikke mindst det kollektive ubevidste (alle vore iboende sider, hele vores væsen) med de mange arketyper der vil kunne opdrages eller kultiveres til at understøtte os i tiden under vores eksistens svære og til tider ret umulige og vanskelige vilkår, hvor vi netop har brug for at det ubevidste, såvel som det kollektive ubevidste bakker os op og da ihvertfald ikke er imod os. Vi har brug for at underbevidstheden bakker os op i tiden under eksistensens ofte usikre og vanskelig kår og vilkår.
mvh HansKrist.
PS:
Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden.
ovennævnte er tegn på en noumenal åbenbaring i Kant'iansk forstand. Undersøg begrebet noumenon, om det har nærmere interesse at forstå hvad jeg finder hos Paulus er tegn på en noumenal åbenbaring. Ja åbenbaringsdimensionen hører ind under vore noumenale erfaringer.
|
|
|
|
