annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
Symbol
Hvem er online?
0 registrerede 318 gæster og 306 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Jeg fik et spørgsmål på facebook.

og så spø'r jeg:
Hvordan er du kommet afsted med, "at være i Kristus"?


skriver Arne.


Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Martin Luther.



Er troens dimension, åbenbaringens dimension. Det er numinouse forhold der på en uimodståelig måde vil gøre sig gældende i vores liv. Diskontinuerte begivenheder uden årsager som man slutter op omkring (menneskets historiskhed), altså friheden der er skør og ubestemt. Det er katastrofale og skelsættende ændringer, kriser og begivenheder i vores liv. Alle ens værdier ændres og selvforholdet ændres radikalt. Primært er det et brud, et voldsom brud, altså noget diskontinuert, som friheden (ånden) altid er uden årsager, ellers er det ikke frihed men nødvendighed, natur og naturlighed. Altså frihed (indeterminisme) og skabelse (skaberånden) er primær væren, det der er. Kristusparticipationen (eksistensen i Kristus) der overgår vores essens og væren (natur), der må lade sig forklare og forherlige af Kristus.

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/HansKrist).

Citat:
Through Christ we have our part in the Second Hypostasis, in the divine mystery which transpires within the inmost depths of the Holy Trinity.
The spiritual man enjoys freedom because he belongs to the generation of the Son. In Him is revealed the source of human freedom which comes from Christ.

In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of His other-self, that is to say, of man; for the Second Hypostasis of the Holy Trinity is Man in the absolute sense, and His revelation means the appearance of a new spiritual and eternal man.

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Berdyaev.

http://www.chebucto.ns.ca/Philosophy/Sui-Generis/Berdyaev/



Om Damaskusbegivenheden i mit liv (Møgeltøndergade Kbh) Kristusparticipationens virkelighed, Kristusvirkeligheden, mit liv med Kristus:

Jeg er i Kristus en ny skabning: jeg og Gud! - der er den person, jeg er, netop fordi Gud trænger ind i mit liv og dermed åbner mig og spalter mig (det mig, der ellers ville være mit selv, hvis jeg altså ikke var person i Kristus) til at være, hvad jeg endnu ikke er, men til stadighed bliver i Kristus. Det der ER (essensen og væren) mister betydning og vægt, overfor det der hele tiden bliver til (eksistens og tilblivelse (skabelse) karakter og personlighedsdannelsen ud fra ånden/friheden) som ikke er set før. Således kunne man sige at Gud er det der bliver ud af os og Kristus sammen. Derfor er kristendom ligeglad med det der ER (Natur), fordi den kristne Gud kalder på det der ikke er til så det bliver til (i Kristus: det er den Skabende Gud vi ligner og ikke skabningen i naturen (i synd og nødvendighed) uden Skaberen).

”Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv (kristen livsførsel)), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

Alt formår jeg i Kristus der giver mig kraft; og ikke jeg lever længere men Kristus lever i mig. I Kristus vi er nye skabninger, med åndens nye liv, der sejrer i en lang række forhold. Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. I Kristus har vi friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud/Selvet.



Guds Ordet Kristus selv (altså Gud (Ånden selv) der kommer til os i en samtale/kommunikation som menneske (inkarnationen), som Kristus, der er en Guds fødsel i vores liv, menneskets liv, der i en efterfølgelse fordrer af os at vi også lader os føde i Gud (Helliggørelsen (Kristus der vinder skikkelse i os og os der iklæder os Kristus), at mennesket i en fri kreativ spirituel efterfølgelse reagerer og svarer på Guds kald, stemme (samvittighedens indre stemme) og lader sig føde i Gud, som Guds fødsel i menneskets liv (inkarnationen) der er den primære skelsættende begivenhed og som kaldes/benævnes Kristus (det sidste forhold er vigtig, at det i kristendommen er Gud der kommer til os, som begivenheden Kristus, Kristusbegivenheden (Damaskusbegivenheden), åbenbaringen der fortæller Jesus er Kristus, Peter’s bekendelse fx (Gud der åbenbarer sig for os i og ved og med Jesus af Nazareths liv og skæbne ikke mindst, altså død og opstandelse hos Paulus)) som de i en omvendelse pludselig vælger at følge/forfølge resten af deres liv. Mere end en dybere selvforståelse og mening er det et pludselig indbrud med uimodståelig voldsom kraft der byder sig til og perspektiverer og lægger afstand til ens tidligere liv under tilpasning naturen og verden, altså i synd. En ny intelligens (åndens nye liv), En ny indre kreativ dynamik og vilje, karakterstyrke, der pludselig gør sig gældende i ens liv og som kan blive til helliggørelsens personlighedsdannelse eftersom Kristus vinder skikkelse i os, eftersom vi får os iklædt Kristus. Hos Paulus beskrives det som en ny Frihed og en ny virkelighed der pludselig (via den “uforsåelige” Kristusbegivenhed) uimodståeligt byder sig til og bryder igennem til mennesket, hvor vores intelligens og virkekraft og livsmod, mangedobles. Kristusbegivenheden eller Kristus der er opstanden, lever for os i kraft af Gud, taler Paulus om. Og det er ikke noget man tror på, det er en ny virkelighed der pludselig gør sig gældende, man kunne også sige det er en ny dimension ved virkeligheden, vi pludselig er blevet bekendt med eller har fået andel i som før var skjult for os, ukendt for os eller os ubevidst.


Er det noget, der er åbent for alle, eller er det forbeholdt dem, der kan være "en i åndelig/spirituel forstand fri og kreativ skabning" - og dem, der er nået dertil, hvordan er det gået til?

Om Gud det vil (tænk på Peters bekendelse hvad Jesus her siger), det tilhører som sagt åbenbaringsdimensionen, og vi kan ikke selv forgøgle det eller fremmane det (forføje og disponere derover), måske vi kan disponere os til at være vågne og parate (Paulus og Heidegger og Tillich), oparbejde en receptiv openminded indstilling, stemme os selv positivt for åbenbaringsdimensionen, frem for at være stivsindede, snæversynede og fastlåste i vores selvforståelse og virkelighedsforståelse.


At du tillige gør kosmos til en del af mennesket og ikke mennesket til en del af kosmos, det oplever jeg som fuldstændig uantageligt - og som en hån mod skaberværket (hvis det er skabt).


At gøre mennesket til kun en del af skaberværket er syndefaldet og en hån imod Skaberen, i hvis billede vi er skabte, det er en hån imod Kristus, vores Kristusparticipation hvor vi ikke er en del af kosmos, men kosmos en del af os, da Kristus står over kosmos. Selv biologer (i deres tale om naturen i hovedet (og ikke kun hovedet i naturen (i kosmos el umwelt)) og autopoiesis fx) kan finde på at påpege de samme forhold, at mennesket ikke er kun en del af naturen og kosmos, men at kosmos og naturen er en del af os og gennem evolutionen blevet indlejret i os (mikrokosmos kan vi også tale om, mennesket er et i sig selv et autonomt (i Kristus) kosmisk væsen og altså ikke blot en sølle del, determineret og bestemt del (stykke kulstof aggregat i universet) af makrokosmos).

Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det, medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.

Derfor takket være ordet, sproget, altså tanken, står mennesket over naturen og er ikke kun natur, men altså en fri (tænkende) historisk skabning. Mennesket har natur men er ikke natur, fordi friheden (ånden (tænkningen)) har vi også. Dette forhold er meget vigtig at forstå, fordi mennesket dermed ikke kan reduceres, hvilket især indenfor den medicinske videnskab burde respekteres. Menneskets suveræne 1. personperspektiv og eksistentialistiske frihed til at udforme dets egen skæbne, karakter og personlighed, og dermed også biologi.

mange kærlige hilsner HansKrist.
Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Israelsk militær: Højtstående Hamas-m..
29/03/2024 00:25
Pavens tætpakkede påskeprogram: Vasker..
28/03/2024 23:53
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Nyheder fra Religion.dk