|
0
registrerede
448
gæster og
38
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Jeg fik et spørgsmål på facebook.
|
Hey venner og småtbegavede særlinger 
Jeg fik et spørgsmål fra en af mine venner på facebook, hans bror er direktør i udlændingeservice, omkring tro. Jeg tror han undrer sig over at jeg er hard core kristen og gerne ville have mig til at uddybe hvad jeg forstår ved min tro. Jeg svarede ham som følger:
Hej Jacob, som svar på; “skal man tro eller ikke tro”, kommer her kort hvad de mest moderne fortolkere af Paulus og Nye Testamente siger (blandt andet mig selv ):
Nej man skal ikke tro, tro betyder ikke at tro noget (1)* som vi tænker eller forestiller os det i dag. Troen betyder ikke at der er noget at tro på. Troslivet dækker over ikke at være af verden og udelukkende tilhører verden ( men nok i verden), tro dækker over ikke at tilpasse sig verden, ikke at være slave af nødvendigheden og vanens magt, men dette at være en i åndelig/spirituel forstand fri og kreativ skabning hvor næstekærligheden står over alt andet (kernen i den kristne paulinske spiritualitet). Mennesket er ikke en del af noget, af verden, naturen eller kosmos, men kosmos er fx i stedet en del af mennesket (mennesket er ikke natur, men har natur). Synd er tilpasning og middelmådighed og dette at være bestemt af loven (fx den politiske dagsorden) og naturens nødvendighed og tvang (misbrug fx: alkohol, stoffer, piller, psykofarmaka og mad mmm), hvorimod Guds Riget er uafhængigheden heraf, nemlig den spirituelle (åndelige) kreative frihed eller intelligens, hvor mennesket er frisat (ubetinget, autonom og numinous) en i sidste ende uafhængig og fri skabning i forhold til naturen og verdens politiske eller religiøse gang, hvor menneskerettighederne gang på gang krænkes. I verden har næstekærligheden (og menneskerettighederne) yderst svære vilkår, men kravet i kristendommen er at mennesket i Kristus, er fri af disse verdensforhold og er forpligtiget på i denne sin frihed og ånd (kreative intelligens) fra Gud over verden, straks sammen med menigheden, straks som Kirke (altså i Kristus) at ændre på disse umenneskelige forhold. At være i Kristus betyder at mennesket står over verden, over naturen, over nødvendighed, over vanen og tilpasning, middelmådighed og ligedannelse verden, loven fx (ikke dermed sagt at man skal bryde loven, men af alt magt forsøge at ændre den), fordi dette at være i Kristus betyder friheden og ånden fra Gud, hvor vi er forpligtigede på næstekærligheden, som vi netop kan opfylde fordi vi ikke er en del af verden og loven, den politiske orden. Som kristen er det fx soleklart hvad man skal mene om VK og DF’s pointsystem, man er ud fra NT, ud fra Paulus tvunget til at arbejde imod alt det man kan, dog uden vold. Arbejder man ikke af alt magt på som menighed (altså som i Kristus værende) imod denne lov, da er man ifølge NT og Paulus ikke i nærheden af at være kristen, at være Kirke, at være i Kristus. At kristendemokraterne og VK’s kernevælgere aldrig har været i nærheden af at være kristen i Paulinsk og NT forstand har i mange år været grotesk tydeligt, en ren parodi på NT og Paulinsk kristendom er det. De fleste Frikirker i Danmark, der er et bibelfundamentalistisk (republikansk) USA fænomen er også i strid med Paulus og NT, det nye testamentes skrifter. Troen betyder Kristus selv, at være i Kristus, som igen betyder at have friheden og ånden fra Gud til at være fri af verden og naturen, loven og nødvendigheden, tilpasning og dorskhed (vanens magt) og middelmådighed. Er man Kirke, dvs man er i Kristus, da er man qua Gud, fri og uafhængig af verden og forpligtiget på næstekærligheden, af alle kræfter at rejse sig op over loven og verdens gang så vidt forholdene her strider imod evangeliets menneskesyn.
Det siger sig selv at de såkaldte kristne er helt rundt på gulvet over den sidste nye moderne Paulus forskning. Frikirkerne i DK og de satte kristne i Dk der stort set alle er af småborgerlig u-Kristi-lig observans er rystede og de trues af ateisterne på den ene side og nu trues de og revses de på den anden side af Paulus selv, som den katolske kirke blev udsat for det under reformationen.
(1)*:
Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Martin Luther.
Der findes ingen formelle definitioner af tro, ingen formel for en definition af tro.
Derfor er de 3 trosbekendelser der hagler ned over os i Kirken også et problem, så længe de opfattes som dem (det) man tror på. Ikke dermed sagt at disse trosbekendelser og dogmer, er meningsløse, men at begynde med dem vil svare til at man i første klasse i skolen i matematik præsenterer eleverne for de matematiske fysiske ligninger i forbindelse med relativitetsteorien og kvantefysikken. I første omgang bør man glemme alt om disse trosbekendelser som skulle værende nøjagtig det man tror på som kristen (i så fald ville man også blive firkantet i hovedet).
Nogle mennesker kender ikke Kristus, altså friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud (de er slaver under kejseren eller naturen, sindet). Disse mennesker er ikke frie af sig selv (frigjorte og kreative og intelligente) de magter ikke at blive sig selv fri, løse af sig selv, og de underkaster sig verden og det der er i verden i en form for fetish dyrkelse/tilbedelse (man ser her at psykoanalysens metode også arbejde med den samme frihed, eller emancipation).
Man is a slave because freedom is difficult, whereas slavery is easy. Nicolas Berdyaev.
Bibelfundamentalisme (ortodoks lutherdom fx og Frikirkerne her i dag i DK, der er et moderne fænomen fra republikanske USA) er slaveri og tegn på at mennesket ikke kender Kristus; friheden og ånden fra Gud, hvorfor de omsætter og forråder Kristus (ånden og friheden fra Gud) til bibelkonkordantisk mentalitet, bogstavelig bibellæsning, og de tilpasser sig den politiske verdens gang og opfatter Gud som almægtig herskende. Paulus siger at disse mennesker har underkastet sig dødens lov og ikke kender friheden (og ånden) livets ånds love i Kristus, Guds kærlighed Kristus. Hvis Gud er almægtig (som især bibelfundamentlisterne tror), eksiterer mennesket ikke (der foregår intet drama mellem Gud og mennesket, fx syndefaldet (ond frihed, ondskab i verden)), det vil igen sige at Kristus ikke eksisterer (Guds kærlighed Kristus ikke eksisterer). Men nu blir det meget svært og jeg vælger at stoppe. Vil dog lige sige at dersom Bertrand Russell havde kendt den moderne Paulus forskning (Alain Badiou, Zizek og Agamben mfl), han ville nok have stillet sig lidt anderledes.
For at forstå kristendommens tale eller diskurs om mennesket (subjektmetafysik) er Nicolas Berdyaev nok den vigtigste enkeltforfatter eller åndelige vejleder man overhovedet kan finde.
|
|
|
|
