"... I dag vil ingen tage Stalins forfatning fra 1936 med dens mange betydelige menneskerettigheder som udtryk for det sovjetiske samfund i samme periode. I dag ved vi, at der kun var ringe forbindelse mellem, hvad der blev erklæret i forfatninger og lovkataloger, og hvad der gjaldt. Men dengang var det acceptabelt at referere til kilder af den art. Den vestlige akademiske verden havde i virkeligheden ikke lært af eller bevæget sig væk fra ægteparret Sidney og Beatrice Webbs berømte bog Soviet Communism: A New Civilisation? fra 1935, som på over 1000 sider beskriver det sovjetiske samfund alene ud fra officielle kilder og når til det glædelige resultat, at en ny og bedre samfundsform er under opbygning. I anden udgave af værket blev spørgsmålstegnet i titlen strøget.

Mogens Fog refererer i sine erindringer debatten om Koestler (værket "Mørke midt på dagen", 1940) hvor han tillægger Christian Frahms 20-punkts gennemgang sandhedsværdi og taler om, at "der blev samlet materiale, der afslørede Koestlers upålidelighed"

Koestlers originalitet bestod som Orwells i den intuitive begribelse af den helt nye realitet: totalitarismen. Koestler blev senest i 1938 overbevist om Sovjetkommunismens dæmoni og skrev så om det litterært og journalistisk. Det var for ham et lige så vigtigt kald som under krigen at forsøge at overbevise den engelske offentlighed om, at der fandtes tilintetgørelseslejre i Tyskland, selv om få i England ville tro ham. At benægte Holocaust og Gulag blev for Koestler to sider af samme sag. Hvad Koestler konkret kunne vide om produktionsresultater og femårsplaner i Sovjet, var underordnet det sigte at karakterisere regimet som forbryderisk. Fakta om forholdene i en totalitær stat kan vanskeligt efterprøves.

Kravchenko-sagen

Også en anden fransk sag vakte stor opmærksom i verdensoffentligheden. Den sovjetiske afhopper Viktor Kravchenko skrev lige efter krigen bogen "Jeg valgte friheden", hvor han skildrede det Sovjet, han var flygtet fra. Bogen blev salgsmæssigt en kæmpesucces og solgte over en halv million eksemplarer i Frankrig. Også i Danmark kom en oversættelse i 1947 i flere oplag. Mit eksemplar er 2. oplag på 20.000.

Belært af taktikken mod Koestler valgte det franske kommunistparti at bagtale Kravchenko ved at påstå, at bogen var opdigtet og amerikansk propaganda. Kommunismens fellow travellers deltog i afvæbningen. Simone de Beauvoir kaldte Kravchenko "løgnagtig og giftig". Georg Lukacs kaldte både ham og Koestler villige redskaber for antikommunistisk propaganda i Die Zerstörung der Vernunft. Herhjemme forbandt Land og Folk ham med nazisme (12/1 1949).

Kravchenko følte sig tvunget til at anlægge injuriesag mod det kommunistiske blad Les Lettres Francaises. Under stor mediepostyr gennemførtes retssagen, hvor Kravchenko førte vidner i form af andre afhoppere og flygtninge fra Sovjet. Kravchenko vandt sagen, men "så grundigt var han blevet tilsølet af den, at han i mange år blev betragtet som en misliebig og utroværdig person". Han begik senere selvmord. Opinionsmæssigt havde kommunisterne vundet ved at skabe maksimal mistænksomhed omkring Kravchenkos bog.

Tredive år senere indrømmede chefredaktøren af Lettres Francaises, Claude Morgan, at Kravchenko havde ret i alt, hvad han sagde om kommunismen, men Morgan kunne da ikke få optaget sin artikel med titlen "Kravchenko, De havde ret" i den franske venstreorienterede presse.

Beviser?

Arthur Koestler er ingen dokumentarist, og uanset hvad han måtte have skrevet om Sovjetunionen omkring 1945-50, ville det være blevet imødegået som løgn, bagvaskelse og amerikansk inspireret antikommunisme. Det var vanskeligt at dokumentere forhold i Sovjetunionen på anden vis end ved at referere til personer, der var flygtet derfra, og disses vidnesbyrd blev igen anklaget for at være farvede, f.eks. af mange års ophold i Gulag.

I den berømte roman "Mørke midt på dagen" var Hemmeligheden, som Sovjetunionen skjulte så skinsygt, ikke af militær karakter; det var borgernes gennemsnitslevefod", skrev Arthur Koestler i "Yogien og kommissæren". Koestler interesserede sig ikke for tal og fakta på en måde, som en historiker eller ekspert er tvunget til at gøre. Koestler fattede impulsivt ret og vrang og følte en trang til at føre det frem.

I samme bog er der et kapitel med overskriften "Statistik bløder ikke", hvor han frustreres over den britiske offentligheds træghed med at indse KZ-lejrenes gru i Tyskland. Koestler kan ikke råbe samtiden op. Millioners død i et andet land er bare statistik, men hvis naboens hund bliver kørt over, så er der opstandelse.

Men historien har givet Arthur Koestler ret. Han så præcist, hvad andre lukkede øjnene for. Han tog byrden på sig at få budskabet ud, selvom det øjeblikkeligt blev mødt med bagtalelse.

Koestler blev sat i bås som antikommunist og koldkriger, så selv sympatisører fandt det nødvendigt at tage afstand fra ham. Da de første numre af tidsskriftet Encounter, som var viet til kulturkamp mod kommunismen, udkom, blev Koestler sammen Raymond Aron holdt væk fra spalterne, fordi de var "for militante antikommunister" .

Bagtalelsens logik og effekt

Bagtalelse og hadefuld tale virker. Det påvirker den beherskede og borgerlige opinion, der er bange for alt "kontroversielt" eller "ekstremt", så ved at sætte stempel på personer eller sager, flyttes også den brede opinion. Det var kommunisternes effektfulde strategi i den kolde krigs begyndelse og det lykkedes. Koestlers pålidelighed blev antastet. Hans udsagn blev gjort utroværdige. Mainstream betragtede ham som problematisk. For kunne han bevise, at hans påstande om Sovjetunionen var fuldkommen korrekte? Når nu artikler fra Pravda kunne bevise det modsatte.

Udfarende i diffameringen var kommunistpartierne og deres kommissærer. Det gjaldt ikke sandt og falsk, men partilinie og doktriner. Men deres voldsomme udfald fik en virkning, kan vi i dag konstatere. Antikommunisme forblev et belastet begreb helt til i dag.

Den bløde borgerlighed, som i de europæiske lande udgør hovedparten af befolkningen og medierne, er så karaktermæssigt udvandet, at det er let at rokke dens stillingtagen, når tilstrækkeligt kraftige udtryk bliver benyttet.

Samtidig lykkedes det at gøre antikommunisme og antisovjetisme til tegn på en særlig hadefuld, fordomsfuld eller patologisk indstilling til sine medmennesker. Indtrykket har holdt sig op til vor tid med Den Store Danske Encyclopædi, hvor artiklen om antikommunisme beskriver fænomenet som "hysteri" uden at overveje berettigelsen af at være imod kommunismen. I samme opslagsværk beskrives Koestler som "desillusioneret" - det samme udtryk Land og Folk markedsførte for at lamme ham.

Samme linie forfølges mere taktfast i det venstreorienterede netleksikon (www.leksikon.org), hvor det hedder om den sidste tids opgør med venstrefløjen: "I Danmark trådte flere antikommunister frem på scenen i slutningen af 1990'erne. ... Fælles for disse typer er imidlertid deres ringe troværdighed. Deres personlige vilde politiske udsving synes nærmere at afspejle manglende psykisk stabilitet og en orientering efter aktuelle politiske strømninger, end en kvalificeret politisk analyse og kritik af kommunismen." Kritik af kommunisme eller venstrefløj diagnosticeres som en fobi og tegn på psykisk ustabilitet.

For vurderingen af Arthur Koestler indtraf en afgørende ændring i 1956 med Krustjovs tale på den 20. partikongres. Nu var lejre og deportationer ikke kun fjendens påstande, men blev bekræftet af systemet selv. "Arthur Koestler kunne ikke længere affærdiges som "forræder" af partiet med sine afsløringer af stalinismens brutalitet, som de 'progressive' med et mildt udtryk havde kaldt for "kommunismens børnesygdomme"."

I 1968 modtog Arthur Koestler i Danmark Sonningprisen. Det var Københavns Universitets rektor, den gamle kommunist Mogens Fog, der overrakte ham prisen i universitetets festsal. Fog havde i 1947 advaret studenterne mod Koestlers forfatterskab. "I gamle dage plejede Fog at udstede direktiver for, hvordan Koestler og hans værk bedst kunne bekæmpes, og gud nåde dem, der ikke fulgte direktiverne!" Nu blev Koestler hyldet og fejret og den kolde krig var for ham et overstået stadium. Sandheden i sidste instans er en vildfarelse i næstsidste.