Kære Arne,

Er SÅ enig med dig her i det, du skriver - og taknemmelig for det, du allerede har givet mig med på MIN vej. :))

Tænker lidt over, om vi hver især har "sjæleopgaver" med til dette menneskeliv, og jeg kunne virkelig ønske - for mig selv i hvert fald (og måske for andre med) - at disse budskaber må blive modtaget med lidt mere nænsomhed af andre, når de kommer til udtryk - også i tilfælde, hvor de ikke lige måtte passe i ens eget indre univers.

Nænsomhed og ømhed er - som egen erfaring - begyndende skridt og gode søstre til TILGIVELSE.

m.v.h.
Zenia

Arne har nu fremlagt sine meninger om debatten i form af en række idealer, som han aldrig selv har levet op til, og formentlig heller aldrig vil kunne.

Jeg vil derfor fremsætte mine meninger, som er baseret på det grundlag, som fik Peter og mig til at tage initiativ til oprettelsen af trosfrihed.dk.

§ 1. Trosfrihed er en debatportal, hvor man frit kan debattere alt, og hvor de eneste begrænsninger af ytringsfriheden er dem, som er fastsat i debatreglerne og i Danmarks lovgivning.

§ 2. I tvivlstilfælde eller ved uoverensstemmelser gælder § 3.

§ 3. Der er kun en moderator. Hans navn er Peter Arentzen, og hans afgørelser er inappellable.

Al deltagelse er frivillig, og hvis man ikke kan lide betingelserne, kan man nøjes med at læse, hvad de andre skriver, eller forlade sitet. Så enkelt er det.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Godmor´n Arne og tak. ...

Op af erindringens hav dukker et eksempel, som for mig viser betydningen af, hvordan en Sjæleopgave kan vise sig. ...

For år tilbage fik en nær veninde til mig den tanke, at hun ville hjælpe Moskvas gadebørn. ...

Hun havde set en udsendelse i t.v., og den erindrede hende om det, hun engang - inden dette liv - havde lovet. (Som jeg ser det). ...

Arbejdet gik i gang, og vi var flere som deltog med større eller mindre engagement i projektet med at samle effekter sammen til et børnehjem i Moskva m. m.

På et tidspunkt blev vi kaldt sammen til et lille møde, hvor hun orienterede os om, hvordan arbejdet skred frem.

De russiske myndigheder havde gjort det rigtig svært med at komme igennem med effekterne til børnene, og vi lyttede alle til problemerne og genvordighederne med arbejdet. ...

Og nu kommer jeg til det, jeg mener kendetegner en sjæleopgave:

For mig var det helt tydeligt at se på reaktionen, at det for min veninde (og et par andre) var tale om en Sjæleopgave, de var i gang med. ...

Hvor jeg og andre tænkte: "Øv, hvor ærgerligt, men så må der da være andre, vi kan hjælpe!", blev de - som havde det som opgave fra Sjælen - kun mere ansporet til at hjælpe, desto større vanskeligheder de mødte. ...

Husker, at min veninde sagde noget med, at hvis vi ikke gør det, får børnene ingen hjælp! ...

Til slut blot dette, som er min egen erfaring:

Når inspirationen melder sig - og jeg lige har tænkt over, om det nu også er til bedste for andre og mig selv - og igen for mig sker det ofte, lige inden jeg åbner øjnene om morgenen - ja så er der tale om en Sjæleopgave, som jeg ved, jeg må følge, hvis jeg vil opleve virkelig LYKKE. ...

Med skal det, at jeg da har oplevet at blive mødt med stor modstand, men så tænker jeg helt egoistisk, at jeg ville have det meget værre, hvis jeg ikke fulgte impulsen, ... og måske er der sået et lille frø via mig ... og så må det guddommelige altså tage sig af resten. :)))

Tænker, at du med din beretning om mødet med Ikonen følger en Sjæleopgave, og at den glæder mange, selvom du måske ikke får responsen her. ...

Altsammen noget, som ikke kan bevises, men da det jo heldigvis er en side om frihed, vover jeg gerne at gå ud på det dybe vand også her. ...

God week-end ønskes du og alle andre
Zenia