Tydeligere kan det vel ikke siges. Arne har startet en ny debattråd, hvor han slutter sit indlæg med at frabede sig debat. Man må give Simon ret i, at Arne åbenbart opfatter trosfrihed.dk som sin private opslagstavle for sine meninger og fantasier.

Det bekræfter også, hvad jeg tidligere har nævnt, at Arne ikke ønsker at forstå andre mennesker. Han søger efter rygklappere, der vil bekræfte hans fantasier, og så er han egentlig ligeglad med, om deres tro er i skærende kontrast til hans egen, blot de vil skrive: "Hvor er det nogle smukke tanker, du har Arne. De har virkelig inspireret mig."

Arnes tanker om begrebet at elske er ret ligegyldige, for han har til overflod demonstreret, at hans påståede kærlighed til verden er begrænset til hans fantasier om den, og den tåler ikke mødet med virkeligheden, men da hans tanker ikke er til debat, vil jeg foreløbig lade dette ligge.

Man kan undre sig over, at Arne vælger at føre sig frem på en debatportal, når han netop ikke ønsker debat. Det vrimler jo med gratis tilbud om at oprette en egen blog, og her ville Arne jo kunne redegøre for sine tanker, og selv censurere de kommentarer, han får, så kun rygklapperne bliver offentliggjorte. Men han frygter måske (og med rette) at der vil være langt mellem læserne af hans blog.

Men en mere nærliggende forklaring på Arnes tilstedeværelse her er, at han åbenbart også har et behov for at håne og bagtale de mennesker, der ikke vil godtage hans fantasier om verden og om kærlighed. Det behov kan han jo kun tilfredsstille, hvor andres meninger kommer til udtryk, og det gør de jo her, hvor ytringsfriheden er stor, og Arnes ønsker om censur ikke vil blive imødekommet.

Heldigvis har Arne lovet at ignorere både mig og andre debattører, der forholder sig til virkeligheden, og som gerne debatterer synspunkter om den, men belært af tidligere erfaringer er det nok kun en løs påstand, som Arne ikke har tænkt sig at leve op til, for hvordan skal han ellers få afløb for sin galde.

Så vi slipper næppe for Arnes fortsatte hykleri om sin ubetingede kærlighed til verden som den ER.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Arne

Guderne skal vide, at jeg ikke er en tilhænger af Paulus, men efterfølgende er det smukkeste der nogensinde er skrevet om kærligheden:

Kærligheden

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Derfor er det så vigtigt at kende sig selv.

Der findes ingen kærlighed uden den dybeste alvor.

I dag beskrives alt i psykologiske termer, men dengang kaldtes det begær, frygt og forfængelighed.

Jeg kan ikke se nogen som helst grund til at elske verden for verden er et frygteligt sted.

Se og lyt endnu engang:

v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Og den smiler gennem tårer.

Kære Michael.

Det er måske det smukkeste, du har læst om kærlighed, men du har jo ikke læst alt, og det har jeg heller ikke. Men af det jeg har læst, er noget af det smukkeste det, der "står mellem linierne" i "Den Lille Prins" af Antoine de Saint-Exupery. Jeg har læst mange andre smukke og hjertegribende beskrivelser af kærlighed, så skønheden er en individuel opfattelse.

Men stærkere end alle disse beskrivelser er de eksempler på uselvisk og betingelsesløs kærlighed, som jeg har oplevet i det virkelige liv, og som ingen smukke eller romantiske beskrivelser kan måle sig med.

Du har ganske ret i, at verden er et frygteligt sted. At tro, at den er gennemsyret af kærlighed, er et selvbedrag, for livet er gennemsyret af egoisme, og den døde natur er gennemsyret af en ubønhørlig konsekvens blottet for medfølelse, en lovmæssighed som videnskaben forsøger at afklare.

Jeg er ikke enig med dig i, at kærlighed er et udtryk for den dybeste alvor. Alvor er kun et udtryk for mangel på forståelse. Kærlighed er en lykkelig følelse, der somme tider kan være iblandet smerte, men trods dette opleves som noget godt. Ulykkelig kærlighed er derimod blot en form for egoisme og mangel på forståelse for, at man måske ikke er guds gave til objektet for sin attrå.

At "smile gennem tårer" er blot et tegn på, at ens følelser er en blanding af egoisme og ægte kærlighed, for den sidste har ingen tårer, kun en følelse af glæde over livet.

Man forstår først sig selv helt og fuldt, når man har lært at forstå andre. Ingen forståelse er mulig uden et sammenligningsgrundlag, og det er netop, hvad de andre giver os gennem deres opførsel og udtrykte tanker.

Mvh

Ole Bjørn :o)