Først må jeg takke Hanskrist for inspirationen til dette debatemne. Det er jo velkendt her, at Hansemand tordner imod Richard Dawkins og "hans slæng" for at have et andet syn end Hansemand på teologi, men det var først, da han beskyldte Dawkins for at være determinist", at det gik op for mig, at Hansemand og andre troende bedst kan beskrives som overtroiske, uanset om de hævder, at de ikke tror på nogen bestemt gud.

Overtro er jo ikke nødvendigvis knyttet til guder, men til en tro på, at der er en deterministisk sammenhæng mellem visse fænomener, som derfor kan påvirke fremtidige begivenheder, og som de ikke-troende ikke forstår. Der adskiller religiøs tro/overtro sig afgørende fra videnskab ved, at de videnskabelige sammenhænge kan bevises, hvorimod de overtroiske sammenhænge er rent hjernespind hos den troende. Et yderligere kendetegn ved overtroen er, at den anses for uforanderlig, så den overtroiske er meget utilbøjelig til at skifte overbevisning.

Mennesket er det eneste dyr, der har anlæg for overtro. Ar det må være genetisk bestemt viser sig f.eks. i små børns leg med, at man ikke må træde på streger. Man kan gætte på, at det er en reminiscens fra vores fortid som jægere, hvor at træde på en afbrækket gren kunne røbe jægerens position. I dag er det så reduceret til en symbolsk overtroisk handling.

Ved at betragte alle former for tro som overtro, bliver det lettere at forstå politiske ideologier, teologi og pseudovidenskab som f.eks. Marx, Paulus og Freud repræsenterer, og det bliver også lettere at forstå Hansemand, Arne, Thomas og Michael m.fl., og også at forstå hvorfor en ateistisk tankegang er komplet uforståelig for dem.

Hvor ateisten kun kan acceptere et verdensbillede, der baserer sig på virkeligheden inklusive det faktum, at mennesket har følelser fremkaldt af fantasier og æstetisk sans, men erkender deres status som fantasier, der kan skifte, så klamrer de overtroiske sig til en bestemt fantasi, og udnævner den til virkelighed. Fritænkerens frihed i tanken bliver derfor et for dem utilgængeligt område.

Overtroen kan få unge mennesker til at føle sig klogere på livet end livserfarne, få "andegårdsbeboere" til at føle sig klogere på menneskeheden end globetrottere og få religiøse troende, der er fastlåst i en af mange tusinde forskellige trosretninger, til at føle sig klogere end ateister og videnskabsmænd.

Om ateisterne eller de overtroiske er de mest lykkelige, kan man diskutere. Men min erfaring viser mig, at ateisterne bedre kan klare en følelsesmæssig krise, fordi de kan komme til en rationel forståelse af deres eget følelsesliv og af de begivenheder, der fremkaldte krisen. De overtroiske erstatter blot deres gamle tro med en ny fantasi, der er lige så skrøbelig, fordi den ikke har rod i virkeligheden.

I min erfaring er ateisterne gennemgående de lykkeligste, for de lever i den tryghed, at intet kan trække tæppet væk under deres livsopfattelse, fordi den er baseret på den virkelighed, som vi alle er underlagt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Da det ser ud til, at Hansemand (og sikkert også andre) har problemer med at forstå min brede fortolkning af begrebet overtro som dækkende alle former for tro på virkelighedsfjerne ideer og opfattelser, skal jeg begrunde det nærmere.

Ordbøgerne trækker ikke nogen fast grænse mellem tro og overtro. F.eks. betegnes troen på nisser og spøgelser både som en tro og overtro. Hvis man undersøger den etymologiske betydning (historiske rod), ser man at tro er beslægtet med ordet træ, som blev synonymt med noget fast og ubøjeligt i forholdet til andre, og det karakteriserer jo fint både religiøs fundamentalisme og politisk fanatisme og den faste tro på ritualer, som vi i almindelighed benævner overtro, f.eks. "bank under bordet" og "aldrig fløjte på et skib" o.s.v.

Det gennemgående træk ved al tro/overtro er den stædige fastholdelse af et synspunkt. I en verden, hvor udviklingen af den menneskelige viden er ekstremt dynamisk, virker det derfor ikke særligt intelligent at fastholde et synspunkt på trods af ny viden, som modsiger den hidtidige opfattelse.

Forklaringen på denne uintelligente, ikke-rationelle opførsel må derfor søges i den psykologiske viden, vi har om mennesket i dag. Her viser de nyere undersøgelser ifølge bl.a. Susan Hart, at der er en sammenhæng mellem personlighedsudvikling og tro sådan at forstå, at troen blokerer for en videre udvikling af empati. De troende får sværere ved at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser.

Det stemmer jo også fint med, at jo stærkere troen er, jo mindre tolerance har den troende overfor andre menneskers synspunkter. Det viser sig både i de ideologiske og religiøse konflikter, som hærger verden, og såmænd også her på denne lille debatside, hvor de stærkt troende ikke vil have kontakt med anderledes tænkende, og ikke vil diskutere deres egen tros virkelighedsindhold eller mangel på samme.

Som et kuriosum kan jeg nævne, at Hansemands gamle lærer på psykologistudiet, Helmuth Nyborg, har offentliggjort resultatet af undersøgelser i 137 lande af sammenhængen mellem religiøs tro og intelligens, som han tolker som et tegn på, at troende mennesker gennemsnitligt er ca. 12% svagere begavede end ateister.

Jeg er ikke enig. Årsagen til den signifikante forskel er nok mere kompliceret end undersøgelserne giver udtryk for.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ohøj Ole..

"At det må være genetisk bestemt viser sig f.eks. i små børns leg med, at man ikke må træde på streger. Man kan gætte på, at det er en reminiscens fra vores fortid som jægere, hvor at træde på en afbrækket gren kunne røbe jægerens position. I dag er det så reduceret til en symbolsk overtroisk handling".

- Njah, det viser nok kun lidt om generne, mere om børnenes bearbejdning og forståelse af visse regler der i dette tilfælde ka’ udelukke én fra legen, ødelægge det morsomme og spændende, der hvor man griner og har det sjovt sammen. Det er muligheden for at være med/ikke med. Det er regler for samspil i fælleslege, sociallege som voksne overfører til børnene gennem en masse informationer, som er indikationer for andre sociale forhold. Der er altid en vis moral i mange lege, men de skal først bearbejdes kognitivt. Børn der aldrig har hinket ell. lign. og derfor ikke kognitivt har bearbejdet disse regler for sociale samspil, de ville sandsynligvis bare træde på streger m.m. uden at tænke videre over det, for det ville ingen konsekvenser ha’.
Det samme gælder jægeren der færdes i naturen, også dér må børn jo lære at færdes med en stor forståelse for hvordan samspillet mellem dyrearter fungerer, ved netop at forstå sproget/koderne, iagttage og skærpe sanseindtryk, hvorfor der også her overføres information om spilleregler der ka’ melde én ude. Dog er det her afgørende for fødekammer og overlevelse. Hukommelsen og det hurtigt at kunne hente nyttig information i særlige situationer er her det særlig interessante, en disciplin der indøves fra vi er små og langsomt beherskes og fuldbyrdes.

Man ka’ her sige, at udfaldet fra instinktive handlinger der aflæses fra informationer, er afgørende for tilliden til egne sanseindtryk. Har man succes og metoden virker, da stiger glæden (og visse kemiske stoffer udløses i hjernen, ligesom maven blir glad), modsat stiger modfaldet og der opstår tænkning omkring forhindringer der ska’ klares og disciplineres. Det er indøvelse gennem lege der hjælper os til at beherske et eller andet indenfor et særligt område, uden lege, ville vi alle være ilde stedt. Men det er jo ikke en overtro, men derimod en overføring af discipliner med visse sociale kompetencer – der igen skaber overlevelse af måske arten. Det afgørende er hvordan det kognitive fungerer i samspil, om det stimuleres og hjernen lærer at beherske impulser lynsnart, om informationer ka’ omsættes i handling med stor succes. Dér stiger selvværdet i legene og børnene blir glade – og lærer i øvrigt meget af hinanden.
Overtroen i sig selv er uden nytte for individet selv. Den begrænser bare menneskets indlæring, fordi mennesket tvinges til social indretning efter informationer der kun knytter sig til følelser overfor noget der i reglen ikke bygger på erfaring – og ka’ leges med. Derfor ka’ man ikke ha’ tillid til overtro, hvorfor den må undersøges nærmere som alle andre informationer. Det er selve begrænsningen der er overtroens virke – den skal beherske det sociale med et troshierarki. Her ka’ fx. præsten, kongen osv. være autoriteter, uden på nogen måde at levere nyttig information til et fællesskab. Et såkaldt socialt bedrageri – af dimensioner i kulturer.

Ser vi i den forbindelse lidt nærmere på denne Hans, så udfordrer han jo slet ikke noget som helst, hverken sig selv eller informationsværdien fra overtroen om gudens eksistens. Tværtimod accepterer han fuldt ud informationsværdien som gyldig, ene og alene fordi han har lært at være autoritetstro og indrette sig efter de spilleregler præster engang satte – og leger derfor rollen som præst i det skjulte, dvs. på debattens chatportal, hvor der ingen fare er forbundet med at lege præst.
Det har sikkert været en barnedrøm at stå på talerstolen og med himmelvendte øjne fortælle horden lidt om livet, ja om alle de nyttige informationer for fællesskabet. Så han har i bund og grund givet efter – og himler kun op i det skjulte overfor kritik, fordi den ødelægger barnedrømmen og afslører den som en unyttig beskæftigelse – eller hyr? ;)

mvh
Simon