Hejsa Venner.

Kristian(Kræn P) spurgte ind til hvad EKIM egentligt siger, og hvad budskabet er, og her i denne tråd kommer der lige en uddybelse af det svar jeg gav Kristian i den anden tråd(Den Skyldfri Verden).

Hvad Siger Det?

Intet virkeligt kan trues.
Intet uvirkeligt eksisterer.
Heri ligger Guds fred.

Sådan begynder Et Kursus i Mirakler. Det skelner fundamentalt imellem det virkelige og det uvirkelige; imellem viden og opfattelse. Viden er sandhed, under een lov, kærlighedens lov, eller Gud. Sandhed er uforanderlig, evig og eentydig. Den kan være uerkendt, men den kan ikke forandres. Den gælder for alt hvad Gud har skabte, og kun det Han skabte er virkeligt. Den ligger ud over hvad der kan læres, fordi den er hinsides tid og proces. Den har ingen modsætning; ingen begyndelse og ingen slutning. Den er blot.
Opfattelsens verden derimod, er en verden af tid, af forandring, af begyndelser og afslutninger. Den er baseret på fortolkning, ikke på kendsgerninger. Det er en verden af fødsel og død, grundlagt på troen på mangel, tab, adskillelse og død. Den er tillært og ikke givet, lægger vægt på selektiv opfattelse, er ustabil i sin funktion og upræcis i sine fortolkninger.
På basis af henholdsvis viden og opfattelse rejser der sig to vidt forskellige tankesystemer, som er modsætninger i enhver henseende. I videns rige eksisterer ingen tanker adskilt fra Gud, fordi Gud og Hans Skabning deler een Vilje. Opfattelsens verden derimod, er lavet af troen på modsætninger og adskilte viljer i stadig konflikt med hinanden og med Gud. Det opfattelse ser og hører synes at være virkeligt, fordi den kun tillader det at komme ind i bevidstheden, som er i overenstemmelse med opfatterens ønsker. Dette fører til en verden af illusioner, en verden der konstant må forsvares, netop FORDI den ikke er virkelig.
Når du er blevet fanget i opfattelsens verden, er du fanget i en drøm. Du kan ikke undslippe uden hjælp, fordi alt hvad dine sanser viser dig kun bekræfter drømmens virkelighed. Gud har sørget for Løsningen, den eneste vej ud, den sande Hjælper. Det er Hans Stemmes - Hans Helligånds - funktion at mægle imellem de to verdener. Det kan Han gøre, fordi Han på den ene side kender sandheden, og på den anden side også ser vore illusioner, men uden at tro på dem. Det er Helligåndens mål at hjælpe os til at undslippe drømmeverdenen, ved at lære os hvordan vi skal vende vore tanker om og aflære vores fejltagelser. Tilgivelse er Helligåndens store hjælpemiddel til at lære os, hvordan vi bringer denne omvending af tankerne i stand. Kurset har dog sin egen definition af hvad tilgivelse virkeligt er, ligesom det definerer verden på sin egen måde.
Den verden vi ser, afspejler blot vores egen indre referenceramme - de fremherskende ideer, ønsker og følelser i vore sind. >>Projektion laver opfattelse<<(T-21.in.1.1). Først ser vi indad, beslutter hvilken slags verden vi ønsker at se, og så projicerer vi denne verden ud, og gør den til sandhed SOM VI SER DEN. Vi gør den sand igennem vore fortolkninger af hvad det er vi ser. Hvis vi bruger opfattelse til at retfærdiggøre vore egne fejltagelser - vores vrede, vores lyst til at angribe, vores manglende kærlighed i hvilken form den end viser sig - vil vi se en verden af ondskab, tilintetgørelse, nag, misundelse og håbløshed. Alt dette må vi lære at tilgive, ikke fordi vi så er >>gode<< og >>barmhjertige<<, men fordi det vi ser ikke er sandt. Vi har forvrænget verden med vore forvrængede forsvar, og ser derfor noget som ikke er der. Efterhånden som vi lærer at erkende vore fejlopfattelser, lærer vi også at overse dem, eller at >>tilgive<<. På samme tid tilgiver vi os selv, og ser forbi vore forvrængede selvopfattelser til det Selv Gud skabte i os og som os.
Synd defineres som >>mangel på kærlighed<<(T-1.IV.3:1). Da kærlighed er alt hvad der er, er synd i Helligåndens øjne en fejltagelse som rettes, frem for noget ondt som skal straffes. Vore følelser af utilstrækkelighed, svaghed og ufuldkommenhed stammer fra den stærke investering i >>mangelprincippet<<, som styrer hele denne verden af illusioner. Baseret på dette søger vi det i andre, som vi føler mangler i os selv. Vi >>elsker<< en anden i den hensigt at få noget selv. Det er faktisk det der går for at være kærlighed i drømmeverdenen. Der kan ikke være nogen større fejltagelse end den, for kærlighed er ude af stand til at bede om noget.
Kun sind kan virkeligt forenes, og hvem Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille.(T-17.III.7:3). Det er dig kun på Sindets Kristus-niveau sand forening er mulig, og den er faktisk aldrig gået tabt. Det >>lille jeg<< forsøger at fremhæve sig selv igennem ydre anerkendelse, ydre besiddelser og ydre >>kærlighed<<. Det Selv Gud skabte har ikke brug for noget. Det er for evigt fuldstændigt, trygt, elsket og elskende. Det søger at dele frem for at få; at udvide sig frem for at projicere. Det har ingen behov, og ønsker at forene sig med andre på basis af deres gensidige bevidsthed om overflod.
Verdens specielle forhold er destruktive, selviske og barnligt ego-centriske. Dog kan disse forhold, hvis de overgives til Helligånden, blive det mest hellige på denne jord - de mirakler som viser vejen tilbage til Himlen. Verden bruger sine specielle forhold som et sidste våben til udelukkelse og et bevis på adskillelse. Helligånden forvandler dem til fuldkomne lektioner i tilgivelse og i at vågne fra drømmen. Hvert eneste er en mulighed for at lade opfattelser blive helbredt og fejltagelser korrigeret. Hvert eneste er endnu en chance for at tilgive sig selv ved at tilgive den anden. Og hvert eneste bliver endnu en invitation til Helligånden og til at huske Gud.
Opfattelse er en funktion af kroppen, og repræsenterer derfor en begrænsning af bevidstheden. Opfattelse ser igennem kroppens øjne og hører igennem kroppens ører. Den bevirker de begrænsede reaktioner kroppen udfører. Kroppen er tilsyneladende stort set selvmotiveret og uafhængig, men faktisk reagerer den kun på sindets hensigter. Hvis sindet ønsker at bruge den til angreb i en eller anden form, bliver den et bytte for sygdom, alderdom og forfald. Hvis sindet accepterer Helligåndens formål med den i stedet, bliver den en nyttig måde at kommunikere med andre på, usårlig så længe der er brug for den, hvorefter den blidt lægges væk når den ikke er til nytte længere. I sig selv er den neutral, som alt andet i opfattelsens verden. Om den skal anvendes til egoets eller Helligåndens formål afhænger helt af hvad sindet ønsker.
Det modsatte af at se igennem kroppens øjne er Kristi vision, som afspejler styrke fremfor svaghed, eenhed fremfor adskillelse og kærlighed fremfor frygt. Det modsatte af at høre igennem kroppens ører, er kommunikation igennem Stemmen for Gud, Helligånden, der stadig er i hvert enkelt af os. Hans Stemme synes fjern og vanskelig at høre, fordi egoet, som taler for det lille, adskilte selv, synes at tale meget højt. Det er faktisk omvendt. Helligånden taler med umiskendelig klarhed og overvældende appel. Ingen, som ikke vælger at identificere sig med kroppen, kan på nogen måde være døv for Hans budskaber om udfrielse og håb, ej heller kan han undgå med glæde at tage imod Kristi vision i bytte for sit ynkelige billede af sig selv.
Kristi vision er Helligåndens gave, Guds alternativ til illusionen om adskillelse og troen på at synd, skyld og død er virkelige. Den er den eneste korrektion af alle opfattelsens fejltagelser, forsoningen af de tilsyneladende modsætninger denne verden er baseret på. Dens venlige lys viser alle ting i et andet perspektiv, og afspajler et tankesystem der vokser ud af viden, og gør tilbagevenden til Gud ikke blot mulig, men uundgåelig. Hvad der før blev betragtet som uretfærdigheder, begået imod een af en anden, bliver nu et råb om hjælp og genforening. Synd, sygdom og angreb ses som fejlopfattelser, der råber på at blive afhjulpet igennem mildhed og kærlighed. Forsvar nedlægges, fordi der ikke er brug for dem hvor intet angreb er. Vore brødres behov bliver vore egne, fordi de rejser sammen med os på vejen til Gud. Uden os ville de fare vild. Uden dem kunne vi aldrig selv finde vej.
Tilgivelse er ukendt i Himlen, hvor behovet for den ville være utænkeligt. Men i denne verden er tilgivelse en nødvendig korrektion for alle de fejltagelser vi har lavet. At tilbyde tilgivelse, er den eneste måde vi selv kan få den på, for det er en genspejling af Himlens lov om, at det at give og at modtage er det samme. Himlen er den naturlige tilstand for alle Guds Sønner, som Han skabte dem. Sådan er deres virkelighed i evighed. Den har ikke forandret sig blot fordi den er blevet glemt.
Tilgivelse er det middel vi vil huske med. Igennem tilgivelse bliver verdens måde at tænke på vendt om. Den tilgivne verden bliver porten til Himlen, fordi vi ved dens nåde endelig kan tilgive os selv. Ved at anerkende Kristus i alle vore brødre, anerkender vi Hans Tilstedeværelse i os selv. Når vi glemmer alle vore fejltagelser, og der ikke længere er noget fra fortiden som holder os tilbage, kan vi huske Gud. Herudover kan intet læres. Når vi er rede, vil Gud Selv tage det sidste skridt i vores tilbagevenden til Ham.

Fortsættelse følger.

Kærligst Jan.

Det kan godt være at tilgivelse er en vej at gå, det lyder da meget plausibelt. Men for at tilgive må der være en vilje til at tilgive og det er den der mangler.

Sålænge mennesket handler udfra egoet vil det isolere sig fra andre mennesker og derfor pådrage sig lidelse i kraft af sine selvisolerende handlinger.

En bevidst tilgivende handling vil sikkert skabe sin egen inerti, men det er ikke forståelse.

Sålænge mennesket ikke forstår sig selv kan selv Gud ikke redde det fra dets egen uvidenhed.

Men andre mennesker kan handle, hvis de vil og tør og det er det det drejer sig om. Det drejer sig ikke om Gud, men om hvad vi mennesker vælger at gøre.

Et valg er en frihedens handling, det er ikke spor deterministisk.

På den anden side. Der er ingen grund til at skrive side op og side ned om at tilgive. Det kan man bare gøre.

Hvis Ipso Facto var klog havde han her fundet sin ultimative modsætning.

Altid at tilgive = aldrig at tilgive.

(men det er selvfølgelig en negation og en sådan er svært tilgængelig)

Hej Michael.

Som altid kommer du med een indsigt der går næsten lige ind til kernen.

Hvis man forstår, at alt smerte og lidelse er forårsaget af ens manglende villighed til at tilgive, så forstår man også hvad det er man i virkeligheden tilgiver.

Tilgivelse er ikke at reagere på det som er falsk. Så jo, først må det forståes og erkendes hvad der er sandt og hvad der er falsk, og som du også så klogt har påpeget(i et andet indlæg), så må det sande være tilstede for at det kan ses hvad der er falsk.

Men helt klart, så må det forståes, at det i virkeligheden ikke er noget udenfor een selv man reagere på i forbindelse med relationer til andre mennesker og omgivelser. Det er vore egne fortolkninger og domme som fremmer vores måde at reagere på overfor hinanden, og hvis grundlaget for vore domme og fortolkninger er falske, så vil vi også reagere på noget som er falsk. Og siden vi ofte er ubevidste om vores dyberliggende overbevisninger og ideer om os selv, så er der meget stor sandsynlighed for at vi reagere på noget vi ikke aner hvad er. Og jo, vi reagere på een måde der skal retfærdiggøre de domme og fortolkninger vi basere på ideer og overbevisninger der stort set aldrig har nogen hold i virkeligheden.

At praktisere tilgivelse hæver ens bevidsthed op over det personlige, og det er enormt befriende ikke at tage tingene i vores verden personligt. Den giver indre fred ikke altid at skulle gøre sig til dommer og fortolker af hvad der sker her i vores verden.

Som jeg har skrevet før, så er den eneste fortolkning som ikke er i konflikt med sandheden, den fortolkning der altid enten ser et udtryk for kærlighed, eller et råb på kærlighed.

Hvis det forståes, at det ikke giver nogen mening at fortolke eet råb på kærlighed som værende eet angreb, så er man nået rigtig langt, og så forstår man også sig selv på eet meget dybt plan.

Men at tilgive er noget som læres, ligesom alt andet vi lærer her i verden.

Når vi lærer noget, så er det motivationen som bestemmer hvor hurtig det læres. Hvis motivationen er drevet af glæden og kærligheden til det som vi lærer om, og vi forstår at det vi lærer vil bære frugt for ikke kun os selv, så tillader vi også at essesen af livets sande natur vil vejlede os i vores anstrengelser.

Vi har evnen til at tilgive frem for at dømme/fordømme, og spørgsmålet er at bevidstgøre denne evne, og så gøre det til vane at bruge denne evne, ligesom det er blevet gjort til vane at dømme. Men igen som du er inde på, så må vi også forstå os selv, for ellers giver det ingen mening hvad end det er vi gør.

Fjing fjong og ding dong.