Mit forår, Påsken, min dåb, mit "i Kristus liv; væren i Kristus, iklædning Kristus; Kristus der vinder skikkelse i mig" er nærmere et brud og en sprængning (end et identitetsoverlap (apropos simons kommentar (1)*) (hvorfor min væren i Kristus ikke har noget at gøre med substans)), hvor Gud her bryder, gennembryder, sønderbryder og springer mig (i stykker),, det er Kristus som den (Ordets og Kaldets) sandheds -indstiftende begivenhed i verden HAN er; hvor jeg brydes, sprænges og åbnes af Guds Kaldelse mig i Kristus, mit kald. Herom (Begivenheden Kristus: "a genuine road-to-Damaskus experience") siger Alain Badiou:

"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.

Denne forrykkelse i Kristus er det vi taler om (hvor mennesket er grebet og forrykket af Kristus, Ånden; det er Åndens ekstatiske nærvær som Gud i vores liv, vores begejstring). Denne ekstatiske excentriske forrykkelse og forrykthed er det vi taler om. Denne forrykthed, "gal -hed", besathed, grebethed, er det vi taler om, ja dette ekstatiske vanvid over vores liv. Vi mennesker kender det bedst fra forelskelsen.

Uden denne begivenhed og dette brud og indbrud ville jeg blot være mig selv, men nu er jeg mere end blot mig selv (jeg er brudt og åbnet i en tiltale og heri finder jeg min personhed, jeg er altså excentrisk stillet (formår at blive mig selv (mit naturlige selv) fri og løs i et ekstatisk entusiastisk kreativ omformende skabende virke i verden (også overfor mig selv))).

Nøjagtig som jeg har fornuft, har jeg også ekstatisk fornuft, altså igen, jeg ejer mere end blot fornuft, jeg ejer også ekstatisk fornuft. Disse ekstradimensioner med inde over mit liv fritager mig på ingen måder fra at være mig selv og bruge min fornuft og forblive mig selv, bevare og værne om min fornuft, men jeg er ikke bare indelukket i fornuften kun (og dets fornuftighed) og mit naturlige selv kun; jeg er fri af fornuftens tendens til system og fri af mit naturlige selvs tilbøjelighed for centrerethed og harmoni (selvcentrerethed og selvtilstrækkelighed) fordi jeg i Kristus brydes og åbnes, hvorved jeg stilles ud i en NY Skabelse, NY VÆRENS åbning og lysning til en altid ny begyndelse på mit liv med mig selv og andre (tilgivelsen sig selv er denne altid nye begyndelse med vores liv som vi har i Kristus).

Kristus, er det store ekstatiske brud og indbrud, gennembrud, i mit liv, åndens nouminouse, kreative spontane entusiasme og begejstring (indrømmer jeg har fået så meget af dette "stof" eller temperament i vuggegave (fødselsgave)).

""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell"

Tillich: "ekstatisk fornuft"; B. Russell: "spontaneous action of individual impulse"; videnskab om menneskehjernen: "forskning i depression (humør, livsmod), kreativitet og åndsfriskhed (demens), eller høj intelligens", samme emne, samme stof, samme problemstilling.

At forstå tingene i tværvidenskabelig forstand er altafgørende, ellers bliver det man taler om uvedkommende og uinteressant (som fx det med Paulus og Kristus).

2 filosoffer har lært mig vigtigheden af tværvidenskabelig forståelse i filosofi, B. Russell og Jørgen Døør.

Tertullian:"Ånden er Ordets legeme"; Paul Tillich: Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life (her kommer forskellen på vestens spiritualitet og østens tydeligst frem, og der er en verden til forskel hvorfor man må vælge, selv en mulig syntese, beror på et valg for vestens spiritualitet og ja til Thinkning (Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts)).

”I mennesket er intet ”blot biologisk” eller ”blot åndeligt”. Hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed (sproglighed).” Paul Tillich.

Mange kærlige hilsner HansKrist.

(1)*


simon der henviser til den kommende påske

Nu rabler da komplet for dig hansemand, og du taler om fornuften, jeg ser så absolut ingen fornuft i hvad du udgyder her med dette indlæg, en gang vrøvl med henvisning til dine filosofiske idoler.

Ikke et eneste menneske forstår dig vil jeg tro, det ender vel med at du tror at du er kristus selv en skønne dag, det skulle da ikke undre mig om du går med en jesus i maven, du er et godt eksempel hvad religion gør ved mennesker og dette er ikke positivt ment, jeg græmmes og takker for at jeg ikke er blevet greben af religionens klamme favntag, men lever uden gudelige bindinger på nogen måde, et frit og sundt liv uden hjernespind.

Fader vor, du som bor i stakkels menneskers hjerner, frels hansemand fra dit modbydelige klamme favntag, så han atter kan blive sig selv igen og fis så ad helvede til, hvor du hører hjemme - Amen.

et af mine indlæg fra religionsdebatten, i forbindelse en debat omkring en ateisme Kirke med stor succes i London, der nu skal brede sig til andre dele af verden.

mit indlæg kan godt læses, selv om den er taget ud af sammenhæng, følger her:


Hvordan det der er i hovedet, i himlen, får et udtryk!

Hej Flemming Vang, jeg kan næppe være uenig med dig


nu lidt mindre vulkansk tankeløst forsøger jeg at stramme op på det jeg ønsker at påpege:


et menneske i Kristus er helbredt (helbredelse er et godt moderne ord, begreb, at bruge, bedre end forløst og frelst, som begge er for belastede idag), og denne helbredelse i Kristus, bærer det kristne menneske med sig ud i verden i sit eget kreative (Helligåndens; Guds Åndens) udtryk og måde at indgå i kommunikation med omgivelserne på, og dette er at Kirke, det er KIRKEN i verden (Kirke i kommunikation (Helligåndens modus; eller sendelsen; ud-sendelsen)).

og helbredelse skal forstås radikalt eller konkret, der er virkelig tale om fuldkommen helbredelse i Kristus. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod, og det var denne form for kropslighed der helbreder os, gør os hele, jeg forsøgte at lege med, eksperimentere med i mit indlæg, hvor dette at være i Kristus bedst kunne forstås ved at tænke på Paulus og Marx, fordi enhver form for splittelse og neurose nu er udvisket, fjernet, fra vores sind og tænkning, forestillinger, vi har kun Kristus virkeligheden at bevæges i, åndens nye liv, ånden og tankerne direkte fra Gud kreativt at give udtryk for. Ja som Paulus siger imod slutningen af sit liv, jeg gider kun tale om det som Kristus har udvirket i mit liv. Paulus var besat (eller grebet) og lever sin besathed af Guds åndens numinouse kreative entusiastiske spontanitet (spiritualitet og begejstring) ud som Paulus, altså:


Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.



the "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich.



Med helbredelse i Kristus mener jeg at kristendom som ideologi eller idealisme (jeg burde nok skelne, men gør det ikke her) er slut, der er kun for den kristne i Kristus en eneste virkelighed at tage del i og give udtryk for (som Paulus siger imod slutningen af sit liv, jeg gider kun tale om det som Kristus har udvirket i mit liv), nemlig Kristus virkeligheden, eller Helligåndens kreative spontane numinouse entusiastiske udtryk som vi er bærer af og besat af (derfor, grundet Paulus er vesten så dynamisk kreativ foretagsom og virkelysten og eksperimenterende, fyldt med frihed, et overflod af frihedsgrader, meget mere end vesten er til statisk kontemplation og gnosis her). Et kristent menneske kan ikke præsentere og repræsentere andet end sin helbredelse i Kristus, som også betyder den ovenfor omtalte besættelse og besathed med inde over vores liv; så vi får Helligåndens Spontane Numinouse Kreative Civile Courage med ind over vores liv i den måde vi kommunikerer og indgår i sammenhæng med verden på, omgivelserne på, den måde vi står på i politik, i forhold til næsten, den fremmede.

Helbredelsen i Kristus kan kun forstås Paulinsk Feuerbachsk Marx -agtigt (ihvertfald for mig et symbolsk billede der sparker røv), hvor vi ser at Paulus afviser kristendom som gnosis og erkendelse og viden (ideologi, og overbygning, falsk religiøs og filosofisk bevidsthed og viden, den græske idealisme og visdoms filosofiske tradition afvises (mennesket bevidsthed skal ikke belastes med alle disse forestillinger), vores liv skal ikke bestemmes heraf, vi er i Kristus, Åndens nye liv, fri til en hel ny begyndelse, nyt eksperiment i Kristus.

Jeg tænker på (med Søren Matthiesen og Heidegger) de nye skabninger vi er i Kristus, det Guds ord, hvori Gud og mennesket bor sammen, hvori der findes et samspil mellem himlen og jorden, et samspil mellem Gud og mennesket. Dette samspil er virkelig et samspil, hvor både Gud og mennesket har et indspil. Guds nedstigen til tidens og det værendes verden i Kristus, hvorefter vi stilles overfor korsets gåde, den eneste vej til Gud som er kort og stejl og et radikalt brud med det værende (den græske visdomsfilosofi og VÆRENS filosofi's forståelse af det der ER noget), hvorefter mennesket istedet for er et vertikal mysterium under Tiden (historiens) og Livet's dimension med Kristus, hvor Gud er det kommer ud af os og Kristus sammen i verden. Ikke det der ER, det værende, men den ny skabelse i Kristus (det nye helbredte menneske i Kristus der er besatte), det/de (de nye mennesker) der kommer i og med Kristus, Ånden, gælder nu, får nu gyldighed (de der før ikke VAR noget i verdens øjne og forståelse, viden), denne vores besathed, eller grebethed af Gud Helligåndens kreative spontane numinouse indflydelse på vores liv, der er så fyldt til bristepunktet med civil courage hvis det behøves i en Kristi efterfølgelse for næstens ve og vel i verden.


Nå men for at gøre en længere udredning kort, så betyder for mig helbredelsen i Kristus at kristendom som et ideologisk bevidstheds fænomen er uigenkaldeligt hørt op med at eksistere (ikke dermed sagt at jeg ophøre med at været et kritisk tænkende menneske, at lovsynge med min forstand). Jeg helbredes fra kristendom som et ideologisk bevidstheds fænomen, idealisme, ideologi og en falsk overbygning med utallige trosforestillinger og iklædes konkret Kristusvirkeligheden (den ny skabelse og det ny menneske i Kristus) i denne helbredelse, Gud Helligåndens kreative spontane entusiastiske numinouse indflydelse og besættelse af mit liv. Denne totale forvandling mit liv, betyder sjovt nok ikke nogen udslettelse af min personlighed som David Suchet forundredes over i forbindelse med Paulus og som A Schweitzer her slår fast:


Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.



Og dog er jeg/vi totalt forvandlet i Kristus, som Paulus var det, men vi bevarer i den grad vores unikke særegne temperament og personlighed og frihed. Hemmeligheden heri (er dogmet sand gud og sandt menneske på samme tid og ikke et menneske kan rumme begge dele, men kun en person) er religionshistorisk set der hvor kristendommen udmærker sig og skaber det moderne individ i vesten af større og større frihed, individualitet og personlighed, som nu har bredt sig overalt på jorden, i alle kulturer, i en kulturel kristen sekularitet, der sagtens kan være bedst præsenteret og repræsenteret hos ateisterne; denne helbredelse, Åndens kreative spontane entusiastiske numinouse indflydelse og besættelse ind over vores liv. Det er denne kreative paulinske, åndens entusiastiske, foretagsomhed, initiativ og eksperimenterende virkelystighed, og spraglethed; overflod af frihedsgrader, der har skabt det moderne vesten, der nu er det alle vil have del i, jorden over, ihvertfald de unge (gamle traditioner er dog bange for Paulus, bange for det frie menneske (den Kristologiske Antropologi og Gudsmystik som Kritusmystik (hvor det sandt menneskelige bekræftes, den antropologiske dimension opløses ikke i Gud, eller Gudsmystik), bange for det kreative åndsmenneske eller gudmenneske, og modsætter sig dog som vi ser i nordafrika og mellemøsten denne udvikling imod at Kristus bliver alt i alle).


mange kærlige hilsner HansKrist


PS:


tak for din rummelighed og din lyst til kommunikation, samtale og debat, selv overfor typer som mig, rubæk og michael mmfl andre, selv om vi er meget forskellige.

der kommer så meget godt ud af at du gider ta med på vores udflugter og tankeflugter, diskurser og ikke mindst til tider vilde løbsk løbende ekskurser der er tænkt langt ude i skoven, hvor jeg fræser i Kristus dagligt som en paulinsk galning der eksperimenterer med hvad Kristus besættelsen og entusiasmen (Kristus memet) kan udrette af ting i mit liv

ofte gør jeg enhver tanke til en lydig fange under Kristus, så han kan bevare herredømmet over mit liv, forblive Herren i mit liv, og: "hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort (kristendom som ideologi eller noget forestillet og tænkt blot, qua et falsk eller goldt belief system) « – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er".

PPS:

jeg kan allerede høre Michaels kommentar til mine mange ord, tanker:

"BØVL"

og ja jeg bøvler vel ikke så lidt med at få den kristne tro, "den Kristologiske Antropologiske diskurs om mennesket", bechifret i den popperske verden 3 i et nutidigt sprog.

At få italesat eller bechifret "den Kristologiske Antropologiske diskurs om mennesket" har jeg arvet fra Nicholas Berdyaev og Paul Tillich. Og det vil nok være umuligt at forstå mit tankesæt og måden jeg tænker på udenom Nicholas Berdyaev og Paul Tillich.

Tillich oversatte og præsenterede løbende en lang række af Berdyaev's artikler for det interesserede amerikanske publikum.