De tog kærligheden, skønheden og hængte den på et kors, fordi den mindede dem om hvem de selv var. I Guds søns klare lys fremstod de for sig selv som de var, de så, at de var syndere og i stedet for at angre tog de Sandheden og korsfæstede den, således, at de så kunne slippe for at forholde sig til sig selv.
Det er jo sådan, at lyset oplyser mørket og i sandhedens klare lys kommer alt hvad der er i mørket for dagens lys.
Sandhedens lys stod foran dem og talte til dem og sandhedens lys vågnede i dem. I dette lys så de hvem de var … så de hængte Sandheden om dem selv på et kors, skabte et ikon som de tilbad og så kunne de til evig tid forblive hvad de var.
Jesus selv har fortalt os, at sådan vil de altid være. Man skal ikke gøre sig håb om at kunne skabe fred i verden, at afskaffe sult, fattigdom og nød, for det vil de ikke.
Men man kan handle i sit eget liv. Skabe glæde og fred i sit eget forhold til omverdenen. Der i nuet, som ikke er samfundsbevidstheden, kan man skabe sin egen virkelighed. Her kan man vælge frit ud fra sin egen forståelse og her kan man elske hinanden.
Når tiden så kommer, at menneskene i deres begærlige og grådige handlen, ødelægger verden med krig, vold, udnyttelse, fattigdom og sult, når det økonomiske system bryder sammen, når miljøet bliver ødelagt, når lovløsheden breder sig og der bliver krig og ufred i stadig større stil, så kan man sætte sig på en bænk og midt i ondskabens aldrig standsende virvar, kan man se om man bliver taget med eller om man bliver siddende.
Uanset hvad, så sidder der to mænd på en bænk. Den ene er i nuet, den anden er slet ikke.
Svar
Citer