Det er meget svært at forstå hvad det vil sige at meditere. Vores udgangspunkt er altid os selv og vores viden og i dette rum bevæger vi os.

Vi opbygger en idé om uselviskhed, men denne idé bygger altid på sin egen modsætning, vores selviskhed. Al vores tankevirksomhed har sit udgangspunkt i vores eget selv, os selv, det vi er.

Men selviskheden og uselviskheden har en helt anden modsætning.

Denne selviskhedens sande modsætning er dens egen negation.

Da alle tanker og følelser udspringer fra selvet, er alle de tanker og forestillinger som selvet skaber, udsprunget af selvet selv. Alle modsætninger (tankevirksomhed) er derfor indeholdt i hinanden og kun i negationen finder man selvets sande modsætning, som kaldes uselviskhed.

Enhver form for såkaldt uselviskhed er derfor en idé udsprunget af selviskheden selv og derfor i virkeligheden forfængelighed. Modsætningerne er indeholdt i hinanden og sand uselviskhed er slet ingenting i sig selv.

Med andre ord drejer det sig om hvem man er helt faktisk i sit udtryk som menneske. Den måde man reagerer på en udfordring viser hvem man er og her begynder meditationen og sandheden, i den ikke-valgte opmærksomhed på ''det, som er''. Dét man er.

Kærligheden i sig selv kan man aldrig nå, men man kan kende den ved dens udtryk eller som Jesus siger: ''På deres frugter skal i kende dem.''

Paulus er helt klar over dette i sit 1.Kor. kap. 13. For at nå ind til denne kerne, kærligheden, må han først udtrykke dens modsætninger. Efter at have nævnt hvad den ikke er (1. Kor. 13, 1 - 3), nævner han hvordan man så kan kende dens udtryk:

''Kærligheden er langmodig, Kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke Nag,

glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over Sandheden;

den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.'' (1. Kor. 13, 4 - 7).

Her opremser Paulus nogle af de frugter på hvilken man kan kende kærligheden. Som sagt kan man ikke kende kærligheden selv, man kan kun kende den på den måde den kommer til udtryk på i handling om det så er det man siger eller det man gør.

I resten af 13. Korintherbrev fortæller Paulus om sin egen meditation og det han siger her stiller ham helt på linie med Jesu ord: ''Den som ikke forlader fader, Moder, Søster og Broder, er mig ikke værdig.''

Men som sagt, så er meditation meget vanskeligt, så der er da en anden vej.

Vi er meget mere end selvet og jeget. Udenfor hele dette område, som vi kalder os selv, bevidst som ubevidst, er der noget helt andet. Hjertet.

Først når vi forstår os selv i forhold til omverdenen kan tanken blive stille. Først når vi sér os selv i sandhed, fra øjeblik til øjeblik, går døren op indtil forståelsen.

Dette andet, denne hjertets røst, er stilheden. Vores binding til fortiden dør og vi træder levende ind i livets evige nu som er den opmærksomhed som ikke er villet koncentration.

Denne opmærksomhed, denne stilhed, er det lys der hele tiden tænder sig selv i det evige nu, men for at træde ind i det må vi gøre os færdige med os selv. Vi må forstå os selv. (fra øjeblik til øjeblik )

Friheden er ikke en udslettelse af det man er men derimod en forståelse af det man er.

Denne forståelse er ikke tankevirksomhed, den er opmærksomhed, den højeste intelligens, at se og at lytte ude at lade tanken gribe ind, og den er, som sagt, det lys der hele tiden tænder sig selv.

I forståelsen, fra øjeblik til øjeblik, af sig selv, falder tanken, som er fortidens reaktion, væk på den måde at vi ikke længere er indfanget af den eller begrænset af den.

Uden anstrengelse er vi konstant i nuet og sér herfra hvordan tanken bevæger sig fra erindring om fortiden til forventning om fremtiden. Alting ser vi, i dette øjeblik, som er evigt.

Intet bliver udslettet, men i forståelsen af os selv er vi i en tilstand hvor vi kan vælge frit i stedet for ubevidst at være bundet af vores begrænsede baggrund og hele tiden føle os tvunget til at handle på en bestemt måde.

Den ubetingede frihed er ikke et sted, men er derimod en tilstand hvor vi ikke længere er bundet af fortidens reaktionsmønstre.

Tomhed betyder frihed fra fortiden fra fortidens begrænsede reaktion som tanke og stilheden er ikke andet end den ubetingede frihed.

Selvom Paulus nævner nogle af kærlighedens udtryk er der dog mange flere.

At acceptere sig selv, andre og alle vore forskelligheder er også et udtryk for et sind som er kærlighed og forståelse.

Man kan ikke stræbe efter at opnå kærlighed og forståelse for det vil altid være selvet der stræber og ikke kærligheden der virker.

Først når tanken er fuldstændig stille åbenbares sandheden.

Men den der ønsker at gøre tanken stille er selv tanken selvom han/hun ikke forstår det. ''Man'' kan ikke standse ''sine'' tanker, man bliver nødt til selv at standse op med hele sit væse.

Men nok om det.

Som sagt har kærligheden også et udtryk der accepterer alt og alle i deres forskelligheder ligesom i denne herlige sang og tegnefilm:



Sov godt.