Hej RoseMarie

Jeg har lidt svært ved at forholde mig til, når du skriver at Ordet har taget bolig i dig og at du mærker det helt ind i kroppen. Ord er formidlere og det vi mærker er det, som ordet formidler.

Årsagen til at jeg skrev mit indlæg var netop, at jeg for nylig hørte en radioprædiken hvor præsten udlagde nogle af Jesu ord for sin menighed udfra sin egen forståelse af disse ords indhold.

Disse ord gjorde mig glad fordi denne radiopræst formidlede, brugte ord, udfra sin egen forståelse.

Når vi møder disse ord, som udspringer af præstens egen erkendelse, genkender vi dem og kan henføre dem til vores eget liv og vores egen dagligdag.

Derfra udspringer vores egen erkendelse og det er denne erkendelse, som vifter vore triste tanker bort og skaber ny glæde og forhåbning i os.

Det er ordet som formidler vores forløsning, men forløsningen er ikke ordet. Præstens budskab bør formidle et håb til os, et håb, som vifter vore bekymringer til side og bringer os ud af de knugende erindringer og triste forventninger, som gør vore ansigter triste.

Det er ikke kun ordet, der forløser, det er også ordet der knuger os. Erindringen om det vi har gjort forkert i vore liv, de forspildte muligheder, frygten for at være syndere, skyldfølelsen, er alle indrammede i ord. Ord, der binder os og som forhindrer os i at forstå.

Derfor er det så vigtigt at præsten ikke blot reciterer ord fra en bog, uanset hvor gammel og hellig men mener den er, men at han/hun derimod selv forstår og omsætter Biblens ord til sit eget daglige livs erfaringer og i stedet for at gentage døde ord, øser af deres eget livs erkendelse.

Alle sad de i søndags og var knuget af deres eget liv, deres egen fortid og mistrøstighed om fremtiden. Præsten formåede ikke at bringe dem ud i nuet, fordi han ikke selv forstod budskabet. I stedet for at formidle sin egen forståelse i kraft af ordene gentog han dem blot uden selv at forstå dem.

I nuet er der glæde og denne glæde er et resultat af selvglemsel, når fortidens knugende indflydelse fuldstændig glemmes. Men for at kunne formidle glæde må man selv være glad og for at kunne formidle forståelse må man selv være i stand til at forstå.

Så man kan blive seende til at kunne lede en blind.

Det mener jeg er en præsts ansvar, hvis han på nogen måde tager livet alvorligt.

Hej Treram

Jeg er godt bekendt med din aversion overfor kristendom og religion i det hele taget. Men dermed sætter du dig i en position hvor du ikke skelner. Fordi megen religion er forkert bliver du en Rasmus modsat overfor alt hvad der kommer ind under begrebet og du kommer derved til at bekende dig til den ældgamle fordom: ’’ fordi en grønhåret mand gør noget forkert, så mener jeg at alle grønhårde mænd gør noget forkert.’’ Det er rent og skært vrøvl.

Fordi jeg ser de evangeliske kristne i USA indoktrinere deres børn og derved ødelægge dem, eller fordi jeg ser at folk taler i tunger, bliver healede af mærkelige afrikanske mænd der rejser rundt og hyler og skriger om Jesus eller ser folk falde om på gulvet i bevidstløs trance – alt sammen noget, som jeg betragter som det rene og skære pjat – er det ikke ensbetydende med, at jeg skærer alle over en kam.

Hvad det ene menneske gør, kan det andet menneske ikke gøres ansvarlig for.

Bortset fra alle disse hysteriske, uvidende mennesker er der også mennesker der er oprigtigt kristne og man må lytte til det de selv siger og ikke tage de andres udtalelser til indtægt for de, der mener noget andet.

Grundlaget for sand kristendom er Jesu ord i Bjergprædikenen: ’’Gå ind i dit hus og luk din dør.’’ Det betyder at forholdet til Gud er det enkelte menneskes personlige forhold som intet andet menneske kan blande sig i. Ligesom intet andet menneske kan blande sig i om du ikke tror på Gud.

Derved bliver dette forhold,forholdet til Gud og religion, til et spørgsmål om alvor, modenhed og individualitet og af denne individualitet udspringer fællesskabet.

Kirkelige magtstrukturer er ikke fællesskab, men er derimod et udtryk for det ene menneskes magt over det andet eller de fås magt over de mange, som de forfører med deres ord og magtstrukturer som umyndiggør det enkelte menneske.

Fællesskab udspringer af ligeværdighed og individualitet, at vi respekterer hinandens forskelligheder.

Vi må lære at leve i fred som mennesker og respektere at det andet menneske har lige så meget ret til at leve som vi selv har.

Og så er det i øvrigt fuldstændig ligegyldigt om man taler om Gud, religion eller fanden og hans pumpestok.

Hvis vi alligevel ikke kommer hinanden ved i praksis.

Det er ikke ordet der har betydning men derimod den virkelighed det beskriver.

Kære treram,

gu ve', hvordan vi selv ville se ud, hvis vi i en forsamling blev filmet? Hvorfor er det, at jeg konsekvent altid ser temmelig halvdød eller gudsforladt ud på billeder?

Nå, men jeg skal ikke forsvare denne tv gudstjeneste, for der kan sagtens være noget bedrøveligt over den, som både Michael og Rosemarie har observeret. Der er masser af systemfejl i den folkekirkelige gudstjeneste. Den ene af dem beror på det, at gudstjeneste deltagelsen er for passiv og triviel, hvormed præsterollen får karakter af at være den aktive og igangsættende. Fra det perspektiv bliver menigheden blot et objekt; nogen, der skal underholdes eller serviceres. Alternativet er, at præst og gudstjenestedeltagerne er menighed sammen med alteret som det sted, hvor alle kropsligt bevæger sig hen. I nogle kirke bruger man også det ritual, at man siger goddag til sine naboer på kirkebænken. For ikke så mange uger siden var jeg med på kirkedagene i Viborg, hvor jeg netop oplevede denne hilsen. Martin Modeús, som jeg nævnte i mit sidste indlæg (en svensk præst og teolog) har skrevet en bog, der hedder menneskelig gudstjeneste, og selvom jeg personligt ikke selv er så højmesse højtidelig, så finder jeg hos Modeús en genuin gennemgang af gudstjenesten og dens tre grundrelationer: relationen til Gud, til medmennesket og til sig selv. Modéus indleder hele bogen med at fremhæve gudstjenesten som det sted, hvor de tre grundrelationer skal udspille sig. Og dette sker på både kirke-, menighed- og individniveauet. Nu bliver det lidt teoretisk, men min pointe er, at det nok ofte er det menneskelige (indad til som udadtil), der på en eller anden måde ikke rigtig når frem i den folkekirkelige gudstjeneste.

Men i stedet for udelukkende at rette kritikken mod præsten, kunne man f.eks. også spørge menigheden (de, der deltager i gudstjenesten) om, hvorfor de er kommet til gudstjeneste og, hvad de evt. måtte forvente at få med sig hjem? Er de selv åbne, sårbare og engagerede, eller er de lukkede, søndagstrætte og blot tilstede for sædvanens skyld?

Jeg vil ikke bevæge mig yderligere ud i dette tema, fordi det er et facetteret område, som kan gribes an på forskellig måde.

Som sagt reagerede jeg på din generalisering eller projektion af gudstjenestedeltagere som syndere, for hvem gudstjeneste set fra din optik blev et meget dystert anliggende mellem den gudfrygtige synder og en faretruende gud..Man kunne jo også vælge at betragte gudstjenesten som en 'livets fest', hvor relationen til Gud, medmennesket og sig selv fejres/holdes i live.

I næste uge skal jeg formentlig til en gudstjeneste i Sverige, nærmere bestemt Vadstena, så det er jeg faktisk lidt spændt på (nu går jeg jo ikke så tit til gudstjeneste). Er du i Sverige i øjeblikket eller i det varme Thailand?

Mvh
Anne

Hej Anne
Tak for dine tanker og overvejelser om "døde" og "levende" gudstjenester. Og du har da fuldstændig ret i, at det er i et samspil, at det hele går op i en højere enhed i gudstjenestens øjeblik.

Men jeg kommer ikke uden om, at JEG bliver talt til af Ordets "stemme", og altså også af formidleren. Det er ikke helt rart for mig at være ved, at det er sådan, det er. For mig er sproget og udtryksformen en meget personlig ting. Så prædikenen betyder virkelig meget for mig, at menneske og Ord hænger direkte sammen i sprog, i stemmeføring, i kropssprog som et helt personligt og ærligt udtryk fra hjertet.

For mig betyder det en åbning i MIT hjerte, når jeg f.eks. hører ord udtalt fra et andet menneskes hjerte (og altså også tro). Det betyder noget for mig, at jeg kan høre et PERSONLIGT og MENNESKELIGT HJERTE bag f.eks. udtalen af ordet Evighed, udtalen af navnet på Jesus Kristus, udtalen af "Fredsordene" ved altergangen, og til slut når jeg hører ordene ved Velsignelsen.

Men jeg giver dig helt ret i, at den højere enhed og Helligåndens tilstedeværelse er helt afhængig af samspillet i hele gudstjenesten. Og lige med hensyn til den kommenterede TV-gudstjeneste, ja, så var denne her gudstjeneste ikke bare bedrøvelig, den var stendød og uden levende, blodrøde og bankende hjerter. Den var helt og aldeles uden Helligåndens tilstedeværelse ... synes jeg

Mange tanker til dig og god tur til det svenske
fra RoseMarie

Hej Michael
Jeg er en langsom skriver, og derfor nåede du at være på, mens jeg skrev svaret til Anne ... men det er vist næsten også fyldestgørende for mit svar til dig

Og så lige en tilføjelse om min brug af ordet Ordet ... For mig er forskellen Helligånden (Hjertet og samspillet mellem det personlige), og altså ikke bare citeret og oplæst bogskrift fra Biblen.

Mange tanker fra RoseMarie