Tanken og følelsen. Ordet og sentimentaliteten. Hvad er den, denne afgrundsdybe sentimentalitet?

Jeg har lige set gudstjeneste på DR1. Gud fri mig vel for triste ansigter. Jeg troede, at det var glædens budskab der blev forkyndt, men alle syntes at være grebet af tristhed, fanget i deres eget selv, mens de sang om Himmeriges dør som er oplukt for dem og om at elske sin næste, hvilket de aldrig gør i det daglige livs praksis.

Man kan ikke tjene både Gud og Mammon. Gud er friheden, glæden ved ikke at eje noget, ikke at være knyttet til noget i sit sind, mens Mammon er det velbjergede liv, sikkerheden og trygheden. Den faste forankring i fortidens og dens bevægelse gennem nuet ind i den fremtid, som den selv har projiceret, men som er ikke eksisterende fordi den altid kun kan blive virkelighed som nu.

Nuet er det eneste der eksisterer i al evighed.

Som det kristne budskab blev forkyndt i dagens gudstjeneste skabte det ingen glæde og forventning. Alle sad blot knugede i deres egen virkelighed.

Glædens budskab, virkeligheden, er mere flygtig end luft.

Friheden fra sig selv er en absolut forudsætning for glæden. Fortidens glemsel, den dybe knugethed forsvinder som dug for Solen når vinduet åbnes og kærlighedens brise flyver ind. Hvilken frihed i nuet.

Men der er ingen oplevelse af glæde i nuet, kun fortidens knughethed og den manglende selvglemsel.

Problemet er ordet. Ordet, tanken, er alt det vi er. Vi fungerer indenfor vores egen tankes rammer og når vi får budskabet formidlet så foregår det stadig indenfor rammerne af hvad vi er i stand til at opfatte. Derfor er traditionens kristendom så frygtelig knugende. Budskabet om frelsen, friheden, når ikke frem.

Det er kun sandhedens ord der frigør os og oplyser os, fordi de frigør os fra ordet. Sandheden må bruge ord for at formidle den sandhed som ligger bag ordet.

Alle andre ord end sandhedens udtryk er blot knugende og tyngende og binder os i vores manglende selvforståelse.

Sandhedens ord, derimod, gør os fri og frihed er glæde ikke tyngethed og knugethed.

Hvorfor tænker du hele tiden på dig selv? Tror du ikke at andre har levet et hårdt liv? Tror du ikke at andre længes og behøver ligesom dig?

Luk op og tænk på andre end dig selv. Glem dig selv og dine behov og læg mærke til de andres behov så åbnes Himmelens dør for dig og du forstår denne sandhedens modsætning:

Man kan ikke få opfyldelsen af sit eget behov ved at tage det, kun ved at forstå at den anden har det samme behov og give det.

Ved at handle for den anden får man sig selv fuldstændig i hænde.

I sandhed en sandhedens, forståelsens, modsætning. Gå ud og gør det. Kom hinanden ved for der sker ingenting hvis man blot tænker det. Kun hvis man rent faktisk gør det, bliver det til virkelighed.

Så derfor. Glem dig selv og vær der for andre og forstå dem.

Kun derved får du dig selv fuldt og helt tilbage.

Intet mindre end en sandhedens modsætning.

Jeg så også Gudstjenesten på DR1, og jeg må sige, at jeg så helt det samme som dig, Michael. Ja, det var dog en trist omgang at være "medkigger" til.

Af samme årsag ser jeg sjældent Gudstjeneste på TV, for jeg synes, at det ofte bliver meget kunstigt og alt for selvhøjtideligt, når man er "på" foran et kamera. Radiogudstjenesten er for mig en bedre "erstatning" for den egentlige Gudtjeneste, ja, og den kan faktisk også bruges som et regulært "tilskud".

Når jeg oplever en Gudstjeneste som den nu omtalte, så kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvad det så lige ér, der gør en Gudstjeneste god og givende for mig? Hvad er det, der gør, at jeg åbner mig for Ordet, at jeg hører det og ta'r det ind som en berigelse? Hvad er det, der gør, at jeg mærker at Ordet har taget bolig i mig, når jeg går ud af kirken? At Ordet virker HELT IND I KROPPEN på mig, trods det at jeg har siddet stille en stor del af tiden? Hvad er det, der gør, at Helligånden har berørt mig med et vingestrejf, så jeg går ud af kirken som et nyt menneske i samme krop?

Jeg har ofte tænkt meget over de her spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svarene. Men jeg véd, at der er en verden til forskel på det flade og det Høje. Jeg hører det, jeg ser det, jeg mærker det.

Og Ordet er en stor del af det. Ordet og selve formidlingen af Ordet. Mange gange er det formidlingen (ægtheden i sproget og i stemmen)der gør hele forskellen. Ægtheden i at både stemme og sprog er helt personligt for på samme tid at være en del af Guds stemme. Og derfor falder alt til jorden med et brag, hvis man indenfor denne branche forsøger at gøre brug af sin egen "spindoktor". Det virker bare ikke. Ja, og det gør det jo egentlig heller ikke i politik.

Mange tanker fra RoseMarie

Hej Michael.

Du går åbenbart ikke meget i kirke, siden du kan blive så overrasket over alle de triste-sørgmodige ansigter du så i DR gudstjenesten.
Nu er det ikke fordi jeg kommer ret meget i kirker, kun til de sædvanlige folkekirkeservices,dåb,bryllup og begravelse, hvis jeg da ikke prøver at slippe for showet og det er de samme triste sørgmodige ansigter igen og igen og præsten i sit sorte skrud og for det meste et ligeså trist ansigt, liver heller ikke videre op.
Men det er da ganske klart, vi er alle syndere og må sænke blikket og være ærbødige når vi betræder de "hellige" haller, det kunne jo være at en gud så ned på os med tordenblik.

Det er næsten ligemeget hvilken religion, de er alle omfattet af en ærefrygt for hvad??? de menige medlemmer er bange for præsten, præsten er bange for bispen o.s.v.og de er alle bange for deres gud, hold da helt kæft hvor sølle en forsamling af padder.

Og hvad tales der om i kirken?? det samme igen og igen, ingen fornyelse, alle venter spændt på hvornår ham tømmerlærlingen dukker op igen, hvilket enhver med bare lidt hjerne, ved aldrig sker, imellemtiden må præsterne bruge de samme historier igen og igen, gu ved om de tror på, at der dukker en frem af tågen med det rigtige pas og parlør, deres hjerner er efterhånden gået helt istå, i forventen på bare et lille bitte mirakkel.

Og nu er der snart kæmpekonference om al gudehalløjet med mange kendisser, det kunne være man skulle sætte en dag af, til at høre på folk med de rigtige svar.

Kære treram

Sådan lidt selektivt får du lige en spids kommentar til følgende fra dit indlæg til Michael.. :-)



Det kan godt være, at det lyder godt i dine ører, men jeg mener ikke, at det har ret meget hold i virkeligheden. Det ville i hvert fald forudsætte en undersøgelse af gudstjenestens teologi og den folkelige religiøse deltagelse.

Jeg tror næppe, at størstedelen af folkekirkens medlemmer eller for den sags skyld gudstjenestens deltagere træder ind i kirken ud fra den betragtning, at de er syndere, der ærbødigt må sænke blikket for "den vrede gud". Her er det selvfølgelig vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, der udsiges i kirkerummet og det, menigheden forventer og/eller har behov for. Derfor er det vigtigt, som f.eks. den svenske teolog Martin Modéus gør, at fremhæve, at gudstjenestens udgangspukt ikke er syndsforladelse forstået som det, at menigheden - den faldne menighed - skal have genoprettet et gudsforhold. Der er nemlig ikke nogen vred Gud eller noget krav om, at menigheden skal komme krybende som små ængstelige børn. En sådan adfærd er noget, der opstår i menneskets eget hoved. Hvad der er vigtigt at understrege er, at Gud allerede har forsonet sig med mennesket/menigheden og det er, hvad fortællingen om Jesus fra Nazareth skal bevidne: Guds Ja til os står klokkeklart. Derfor kan vi godt begå fejl (være syndere), men vi går aldrig ind i kirken for at opnå noget som forsoning og et gudsforhold, for forholdet mellem Gud og mennesket (Guds forligelse med os) er allerede hændt. Og det er den hændelse som de kirkelige handlinger kan siges at være udtryk for.

Og der kan selvfølgelig siges meget mere om gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men min indvending går udelukkende på, at du ikke kan slippe helskindet og fornuftigt igennem sådan en udtalelse (du er med andre ord gået i fælden og ser kun systemfejlene - akkurat som ateisterne har for vane at gøre! He he).

Mvh
Anne

Kære Anne.

Jamen kan du så give en fornuftig forklaring på at alle der går i kirke ser så gudsjammerlig triste ud, det var sådan set det at Michael og RoseMarie lagde ud med, hvorefter jeg kom med mine egne (ateistiske) kommentarer.

Du må da også have lagt mærke til alle de triste ansigter, ingen tør sige goddaw do til hinanden, man giver bare et ubetydeligt nik, kirken hvor før i tiden mange mennesker var samlet, var vist det eneste sted i verden hvor du kunne høre en knappenål falde til jorden, og folk tror ski da de er syndere og derfor skal være stille og ærbødige, det gælder både i protestantiske og katolske kirker.
Ok jeg ved da godt der er nogle nymodens præster, der gør alle mulige krumspring for at skaffe flere medlemmer, rock og gospelkoncerter for at nævne nogle, men det er jo kun i det små, om man ved disse liver mere op, ved jeg ikke, men tror det dog, men de gode gamle kirkegængere møder nok ikke op til denne form for halleluja.

Hej RoseMarie

Jeg har lidt svært ved at forholde mig til, når du skriver at Ordet har taget bolig i dig og at du mærker det helt ind i kroppen. Ord er formidlere og det vi mærker er det, som ordet formidler.

Årsagen til at jeg skrev mit indlæg var netop, at jeg for nylig hørte en radioprædiken hvor præsten udlagde nogle af Jesu ord for sin menighed udfra sin egen forståelse af disse ords indhold.

Disse ord gjorde mig glad fordi denne radiopræst formidlede, brugte ord, udfra sin egen forståelse.

Når vi møder disse ord, som udspringer af præstens egen erkendelse, genkender vi dem og kan henføre dem til vores eget liv og vores egen dagligdag.

Derfra udspringer vores egen erkendelse og det er denne erkendelse, som vifter vore triste tanker bort og skaber ny glæde og forhåbning i os.

Det er ordet som formidler vores forløsning, men forløsningen er ikke ordet. Præstens budskab bør formidle et håb til os, et håb, som vifter vore bekymringer til side og bringer os ud af de knugende erindringer og triste forventninger, som gør vore ansigter triste.

Det er ikke kun ordet, der forløser, det er også ordet der knuger os. Erindringen om det vi har gjort forkert i vore liv, de forspildte muligheder, frygten for at være syndere, skyldfølelsen, er alle indrammede i ord. Ord, der binder os og som forhindrer os i at forstå.

Derfor er det så vigtigt at præsten ikke blot reciterer ord fra en bog, uanset hvor gammel og hellig men mener den er, men at han/hun derimod selv forstår og omsætter Biblens ord til sit eget daglige livs erfaringer og i stedet for at gentage døde ord, øser af deres eget livs erkendelse.

Alle sad de i søndags og var knuget af deres eget liv, deres egen fortid og mistrøstighed om fremtiden. Præsten formåede ikke at bringe dem ud i nuet, fordi han ikke selv forstod budskabet. I stedet for at formidle sin egen forståelse i kraft af ordene gentog han dem blot uden selv at forstå dem.

I nuet er der glæde og denne glæde er et resultat af selvglemsel, når fortidens knugende indflydelse fuldstændig glemmes. Men for at kunne formidle glæde må man selv være glad og for at kunne formidle forståelse må man selv være i stand til at forstå.

Så man kan blive seende til at kunne lede en blind.

Det mener jeg er en præsts ansvar, hvis han på nogen måde tager livet alvorligt.

Hej Treram

Jeg er godt bekendt med din aversion overfor kristendom og religion i det hele taget. Men dermed sætter du dig i en position hvor du ikke skelner. Fordi megen religion er forkert bliver du en Rasmus modsat overfor alt hvad der kommer ind under begrebet og du kommer derved til at bekende dig til den ældgamle fordom: ’’ fordi en grønhåret mand gør noget forkert, så mener jeg at alle grønhårde mænd gør noget forkert.’’ Det er rent og skært vrøvl.

Fordi jeg ser de evangeliske kristne i USA indoktrinere deres børn og derved ødelægge dem, eller fordi jeg ser at folk taler i tunger, bliver healede af mærkelige afrikanske mænd der rejser rundt og hyler og skriger om Jesus eller ser folk falde om på gulvet i bevidstløs trance – alt sammen noget, som jeg betragter som det rene og skære pjat – er det ikke ensbetydende med, at jeg skærer alle over en kam.

Hvad det ene menneske gør, kan det andet menneske ikke gøres ansvarlig for.

Bortset fra alle disse hysteriske, uvidende mennesker er der også mennesker der er oprigtigt kristne og man må lytte til det de selv siger og ikke tage de andres udtalelser til indtægt for de, der mener noget andet.

Grundlaget for sand kristendom er Jesu ord i Bjergprædikenen: ’’Gå ind i dit hus og luk din dør.’’ Det betyder at forholdet til Gud er det enkelte menneskes personlige forhold som intet andet menneske kan blande sig i. Ligesom intet andet menneske kan blande sig i om du ikke tror på Gud.

Derved bliver dette forhold,forholdet til Gud og religion, til et spørgsmål om alvor, modenhed og individualitet og af denne individualitet udspringer fællesskabet.

Kirkelige magtstrukturer er ikke fællesskab, men er derimod et udtryk for det ene menneskes magt over det andet eller de fås magt over de mange, som de forfører med deres ord og magtstrukturer som umyndiggør det enkelte menneske.

Fællesskab udspringer af ligeværdighed og individualitet, at vi respekterer hinandens forskelligheder.

Vi må lære at leve i fred som mennesker og respektere at det andet menneske har lige så meget ret til at leve som vi selv har.

Og så er det i øvrigt fuldstændig ligegyldigt om man taler om Gud, religion eller fanden og hans pumpestok.

Hvis vi alligevel ikke kommer hinanden ved i praksis.

Det er ikke ordet der har betydning men derimod den virkelighed det beskriver.

Kære treram,

gu ve', hvordan vi selv ville se ud, hvis vi i en forsamling blev filmet? Hvorfor er det, at jeg konsekvent altid ser temmelig halvdød eller gudsforladt ud på billeder?

Nå, men jeg skal ikke forsvare denne tv gudstjeneste, for der kan sagtens være noget bedrøveligt over den, som både Michael og Rosemarie har observeret. Der er masser af systemfejl i den folkekirkelige gudstjeneste. Den ene af dem beror på det, at gudstjeneste deltagelsen er for passiv og triviel, hvormed præsterollen får karakter af at være den aktive og igangsættende. Fra det perspektiv bliver menigheden blot et objekt; nogen, der skal underholdes eller serviceres. Alternativet er, at præst og gudstjenestedeltagerne er menighed sammen med alteret som det sted, hvor alle kropsligt bevæger sig hen. I nogle kirke bruger man også det ritual, at man siger goddag til sine naboer på kirkebænken. For ikke så mange uger siden var jeg med på kirkedagene i Viborg, hvor jeg netop oplevede denne hilsen. Martin Modeús, som jeg nævnte i mit sidste indlæg (en svensk præst og teolog) har skrevet en bog, der hedder menneskelig gudstjeneste, og selvom jeg personligt ikke selv er så højmesse højtidelig, så finder jeg hos Modeús en genuin gennemgang af gudstjenesten og dens tre grundrelationer: relationen til Gud, til medmennesket og til sig selv. Modéus indleder hele bogen med at fremhæve gudstjenesten som det sted, hvor de tre grundrelationer skal udspille sig. Og dette sker på både kirke-, menighed- og individniveauet. Nu bliver det lidt teoretisk, men min pointe er, at det nok ofte er det menneskelige (indad til som udadtil), der på en eller anden måde ikke rigtig når frem i den folkekirkelige gudstjeneste.

Men i stedet for udelukkende at rette kritikken mod præsten, kunne man f.eks. også spørge menigheden (de, der deltager i gudstjenesten) om, hvorfor de er kommet til gudstjeneste og, hvad de evt. måtte forvente at få med sig hjem? Er de selv åbne, sårbare og engagerede, eller er de lukkede, søndagstrætte og blot tilstede for sædvanens skyld?

Jeg vil ikke bevæge mig yderligere ud i dette tema, fordi det er et facetteret område, som kan gribes an på forskellig måde.

Som sagt reagerede jeg på din generalisering eller projektion af gudstjenestedeltagere som syndere, for hvem gudstjeneste set fra din optik blev et meget dystert anliggende mellem den gudfrygtige synder og en faretruende gud..Man kunne jo også vælge at betragte gudstjenesten som en 'livets fest', hvor relationen til Gud, medmennesket og sig selv fejres/holdes i live.

I næste uge skal jeg formentlig til en gudstjeneste i Sverige, nærmere bestemt Vadstena, så det er jeg faktisk lidt spændt på (nu går jeg jo ikke så tit til gudstjeneste). Er du i Sverige i øjeblikket eller i det varme Thailand?

Mvh
Anne

Hej Anne
Tak for dine tanker og overvejelser om "døde" og "levende" gudstjenester. Og du har da fuldstændig ret i, at det er i et samspil, at det hele går op i en højere enhed i gudstjenestens øjeblik.

Men jeg kommer ikke uden om, at JEG bliver talt til af Ordets "stemme", og altså også af formidleren. Det er ikke helt rart for mig at være ved, at det er sådan, det er. For mig er sproget og udtryksformen en meget personlig ting. Så prædikenen betyder virkelig meget for mig, at menneske og Ord hænger direkte sammen i sprog, i stemmeføring, i kropssprog som et helt personligt og ærligt udtryk fra hjertet.

For mig betyder det en åbning i MIT hjerte, når jeg f.eks. hører ord udtalt fra et andet menneskes hjerte (og altså også tro). Det betyder noget for mig, at jeg kan høre et PERSONLIGT og MENNESKELIGT HJERTE bag f.eks. udtalen af ordet Evighed, udtalen af navnet på Jesus Kristus, udtalen af "Fredsordene" ved altergangen, og til slut når jeg hører ordene ved Velsignelsen.

Men jeg giver dig helt ret i, at den højere enhed og Helligåndens tilstedeværelse er helt afhængig af samspillet i hele gudstjenesten. Og lige med hensyn til den kommenterede TV-gudstjeneste, ja, så var denne her gudstjeneste ikke bare bedrøvelig, den var stendød og uden levende, blodrøde og bankende hjerter. Den var helt og aldeles uden Helligåndens tilstedeværelse ... synes jeg

Mange tanker til dig og god tur til det svenske
fra RoseMarie

Hej Michael
Jeg er en langsom skriver, og derfor nåede du at være på, mens jeg skrev svaret til Anne ... men det er vist næsten også fyldestgørende for mit svar til dig

Og så lige en tilføjelse om min brug af ordet Ordet ... For mig er forskellen Helligånden (Hjertet og samspillet mellem det personlige), og altså ikke bare citeret og oplæst bogskrift fra Biblen.

Mange tanker fra RoseMarie