Tanken og følelsen. Ordet og sentimentaliteten. Hvad er den, denne afgrundsdybe sentimentalitet?

Jeg har lige set gudstjeneste på DR1. Gud fri mig vel for triste ansigter. Jeg troede, at det var glædens budskab der blev forkyndt, men alle syntes at være grebet af tristhed, fanget i deres eget selv, mens de sang om Himmeriges dør som er oplukt for dem og om at elske sin næste, hvilket de aldrig gør i det daglige livs praksis.

Man kan ikke tjene både Gud og Mammon. Gud er friheden, glæden ved ikke at eje noget, ikke at være knyttet til noget i sit sind, mens Mammon er det velbjergede liv, sikkerheden og trygheden. Den faste forankring i fortidens og dens bevægelse gennem nuet ind i den fremtid, som den selv har projiceret, men som er ikke eksisterende fordi den altid kun kan blive virkelighed som nu.

Nuet er det eneste der eksisterer i al evighed.

Som det kristne budskab blev forkyndt i dagens gudstjeneste skabte det ingen glæde og forventning. Alle sad blot knugede i deres egen virkelighed.

Glædens budskab, virkeligheden, er mere flygtig end luft.

Friheden fra sig selv er en absolut forudsætning for glæden. Fortidens glemsel, den dybe knugethed forsvinder som dug for Solen når vinduet åbnes og kærlighedens brise flyver ind. Hvilken frihed i nuet.

Men der er ingen oplevelse af glæde i nuet, kun fortidens knughethed og den manglende selvglemsel.

Problemet er ordet. Ordet, tanken, er alt det vi er. Vi fungerer indenfor vores egen tankes rammer og når vi får budskabet formidlet så foregår det stadig indenfor rammerne af hvad vi er i stand til at opfatte. Derfor er traditionens kristendom så frygtelig knugende. Budskabet om frelsen, friheden, når ikke frem.

Det er kun sandhedens ord der frigør os og oplyser os, fordi de frigør os fra ordet. Sandheden må bruge ord for at formidle den sandhed som ligger bag ordet.

Alle andre ord end sandhedens udtryk er blot knugende og tyngende og binder os i vores manglende selvforståelse.

Sandhedens ord, derimod, gør os fri og frihed er glæde ikke tyngethed og knugethed.

Hvorfor tænker du hele tiden på dig selv? Tror du ikke at andre har levet et hårdt liv? Tror du ikke at andre længes og behøver ligesom dig?

Luk op og tænk på andre end dig selv. Glem dig selv og dine behov og læg mærke til de andres behov så åbnes Himmelens dør for dig og du forstår denne sandhedens modsætning:

Man kan ikke få opfyldelsen af sit eget behov ved at tage det, kun ved at forstå at den anden har det samme behov og give det.

Ved at handle for den anden får man sig selv fuldstændig i hænde.

I sandhed en sandhedens, forståelsens, modsætning. Gå ud og gør det. Kom hinanden ved for der sker ingenting hvis man blot tænker det. Kun hvis man rent faktisk gør det, bliver det til virkelighed.

Så derfor. Glem dig selv og vær der for andre og forstå dem.

Kun derved får du dig selv fuldt og helt tilbage.

Intet mindre end en sandhedens modsætning.

Jeg så også Gudstjenesten på DR1, og jeg må sige, at jeg så helt det samme som dig, Michael. Ja, det var dog en trist omgang at være "medkigger" til.

Af samme årsag ser jeg sjældent Gudstjeneste på TV, for jeg synes, at det ofte bliver meget kunstigt og alt for selvhøjtideligt, når man er "på" foran et kamera. Radiogudstjenesten er for mig en bedre "erstatning" for den egentlige Gudtjeneste, ja, og den kan faktisk også bruges som et regulært "tilskud".

Når jeg oplever en Gudstjeneste som den nu omtalte, så kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvad det så lige ér, der gør en Gudstjeneste god og givende for mig? Hvad er det, der gør, at jeg åbner mig for Ordet, at jeg hører det og ta'r det ind som en berigelse? Hvad er det, der gør, at jeg mærker at Ordet har taget bolig i mig, når jeg går ud af kirken? At Ordet virker HELT IND I KROPPEN på mig, trods det at jeg har siddet stille en stor del af tiden? Hvad er det, der gør, at Helligånden har berørt mig med et vingestrejf, så jeg går ud af kirken som et nyt menneske i samme krop?

Jeg har ofte tænkt meget over de her spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svarene. Men jeg véd, at der er en verden til forskel på det flade og det Høje. Jeg hører det, jeg ser det, jeg mærker det.

Og Ordet er en stor del af det. Ordet og selve formidlingen af Ordet. Mange gange er det formidlingen (ægtheden i sproget og i stemmen)der gør hele forskellen. Ægtheden i at både stemme og sprog er helt personligt for på samme tid at være en del af Guds stemme. Og derfor falder alt til jorden med et brag, hvis man indenfor denne branche forsøger at gøre brug af sin egen "spindoktor". Det virker bare ikke. Ja, og det gør det jo egentlig heller ikke i politik.

Mange tanker fra RoseMarie

Hej Michael.

Du går åbenbart ikke meget i kirke, siden du kan blive så overrasket over alle de triste-sørgmodige ansigter du så i DR gudstjenesten.
Nu er det ikke fordi jeg kommer ret meget i kirker, kun til de sædvanlige folkekirkeservices,dåb,bryllup og begravelse, hvis jeg da ikke prøver at slippe for showet og det er de samme triste sørgmodige ansigter igen og igen og præsten i sit sorte skrud og for det meste et ligeså trist ansigt, liver heller ikke videre op.
Men det er da ganske klart, vi er alle syndere og må sænke blikket og være ærbødige når vi betræder de "hellige" haller, det kunne jo være at en gud så ned på os med tordenblik.

Det er næsten ligemeget hvilken religion, de er alle omfattet af en ærefrygt for hvad??? de menige medlemmer er bange for præsten, præsten er bange for bispen o.s.v.og de er alle bange for deres gud, hold da helt kæft hvor sølle en forsamling af padder.

Og hvad tales der om i kirken?? det samme igen og igen, ingen fornyelse, alle venter spændt på hvornår ham tømmerlærlingen dukker op igen, hvilket enhver med bare lidt hjerne, ved aldrig sker, imellemtiden må præsterne bruge de samme historier igen og igen, gu ved om de tror på, at der dukker en frem af tågen med det rigtige pas og parlør, deres hjerner er efterhånden gået helt istå, i forventen på bare et lille bitte mirakkel.

Og nu er der snart kæmpekonference om al gudehalløjet med mange kendisser, det kunne være man skulle sætte en dag af, til at høre på folk med de rigtige svar.

Kære treram

Sådan lidt selektivt får du lige en spids kommentar til følgende fra dit indlæg til Michael.. :-)



Det kan godt være, at det lyder godt i dine ører, men jeg mener ikke, at det har ret meget hold i virkeligheden. Det ville i hvert fald forudsætte en undersøgelse af gudstjenestens teologi og den folkelige religiøse deltagelse.

Jeg tror næppe, at størstedelen af folkekirkens medlemmer eller for den sags skyld gudstjenestens deltagere træder ind i kirken ud fra den betragtning, at de er syndere, der ærbødigt må sænke blikket for "den vrede gud". Her er det selvfølgelig vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, der udsiges i kirkerummet og det, menigheden forventer og/eller har behov for. Derfor er det vigtigt, som f.eks. den svenske teolog Martin Modéus gør, at fremhæve, at gudstjenestens udgangspukt ikke er syndsforladelse forstået som det, at menigheden - den faldne menighed - skal have genoprettet et gudsforhold. Der er nemlig ikke nogen vred Gud eller noget krav om, at menigheden skal komme krybende som små ængstelige børn. En sådan adfærd er noget, der opstår i menneskets eget hoved. Hvad der er vigtigt at understrege er, at Gud allerede har forsonet sig med mennesket/menigheden og det er, hvad fortællingen om Jesus fra Nazareth skal bevidne: Guds Ja til os står klokkeklart. Derfor kan vi godt begå fejl (være syndere), men vi går aldrig ind i kirken for at opnå noget som forsoning og et gudsforhold, for forholdet mellem Gud og mennesket (Guds forligelse med os) er allerede hændt. Og det er den hændelse som de kirkelige handlinger kan siges at være udtryk for.

Og der kan selvfølgelig siges meget mere om gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men min indvending går udelukkende på, at du ikke kan slippe helskindet og fornuftigt igennem sådan en udtalelse (du er med andre ord gået i fælden og ser kun systemfejlene - akkurat som ateisterne har for vane at gøre! He he).

Mvh
Anne

Kære Anne.

Jamen kan du så give en fornuftig forklaring på at alle der går i kirke ser så gudsjammerlig triste ud, det var sådan set det at Michael og RoseMarie lagde ud med, hvorefter jeg kom med mine egne (ateistiske) kommentarer.

Du må da også have lagt mærke til alle de triste ansigter, ingen tør sige goddaw do til hinanden, man giver bare et ubetydeligt nik, kirken hvor før i tiden mange mennesker var samlet, var vist det eneste sted i verden hvor du kunne høre en knappenål falde til jorden, og folk tror ski da de er syndere og derfor skal være stille og ærbødige, det gælder både i protestantiske og katolske kirker.
Ok jeg ved da godt der er nogle nymodens præster, der gør alle mulige krumspring for at skaffe flere medlemmer, rock og gospelkoncerter for at nævne nogle, men det er jo kun i det små, om man ved disse liver mere op, ved jeg ikke, men tror det dog, men de gode gamle kirkegængere møder nok ikke op til denne form for halleluja.