Ja, ikke sandt.

Over and out.

Derfor vil I aldrig kende Gud.

Selvfølgelig. Din mening er jo den eneste rigtige.

Det er fint hvis vi forstår det samme, så er det sikkert fordi der er noget om det.

Jeg kan dog ikke lade være med at anfægte dit Jalal al-Din Rumi citat:

"Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens mirakel
men selvsamme tegn er et slør der skjuler de evige Sandheder."

Undskyld mig, men det er noget vrøvl. Endnu engang bevæger vi os væk fra virkeligheden og ind i fantasiens verden.

Lige så snart sandheden bliver til en religion eller en hemmelig lære for de specielt indviede så er den ikke længere sandhed.

Ikke længere forståelsen af det, der til enhver tid er lige nu.

Det, som er lige nu er livet selv og det er godt nok for mig.

Nu er det ikke et spørgsmål om jeg kan lide ham eller ej (jeg kender ham ikke), men hans udtalelse er altfor velkendt.

Og den er jo lykkedes, idet du har den opfattelse at hverken du eller jeg kan svare på om det er vrøvl eller fantasi. Det kan jeg nu godt.

Disse mennesker ynder at postulere at de er i besiddelse af en speciel indsigt utilgængelig for almindelige mennesker. Og de måbende masser følger dem ganske ukritisk. Tænk bare på Sai Baba, som knuser ampuller i hænderne og kalder det for ''himmelsk aske''.

Jeg har vist aldrig reduceret livets nu til at være relationer mellem mennesker, derimod postulerer jeg, at der er ingen sandhed, som ikke er fuldt tilgængelig og forståelig for almindelige mennesker hvis de forstår at se den.

Livet og verden er overmåde virkeligt, det samme er den manglende kærlighed menneskene indbyrdes.

Det er nok bare en strid om ord, Arne Thomsen.

Som sagt kender jeg ikke den omtalte Rumi og alting må selvfølgelig udtrykkes i ord.

Det du kalder sandheden er skjult, utilgængeligt og ufatteligt. Derfor betyder det at erkende også i sandhed, at se at man intet ved.

Man behøver ikke at ''vide'' noget for at kunne leve. Tværtimod.

Livet er både at kunne manøvrere blandt andre mennesker og at kunne være alene.

Det er dette, at være alene, der forlener mennesket med den dybeste værdighed for så gentager man ikke hvad andre har sagt og gør det til en rettesnor for éns eget liv.

Det betyder ikke at man isolerer sig fra andre mennesker, men at man altid er alene i sit eget sind.

Dér bagved begejstringen og følelsen af et mirakel er der noget andet, som jeg i manglen af andre ord kalder stilheden og det uendelige rum.

I denne stilhed og i dette rum er Gud tilstede. Og der er man i fuldstændig frihed alene med sig selv.

Når tanken og følelsen bliver stille er der noget helt andet som ingen kan fortælle én om. Hver enkelt af os må selv møde det. Lige som vi hver især må møde os selv.

At vi alle er forskellige gør ikke så meget. Det er derfor, at det er helt unikt for hver af os, at kende os selv.

Hej Arne

Her kommer lige et temmelig forsinket svar på dit sidste indlæg til mig fra d. 24 april. Jeg vil gøre det kort



Ja, det jo lige præcis dét, der er centralt her. Hvem er Jesus - er han profet, et menneske, Gud selv eller noget helt andet? Her finder vi den afgørende forskel i forholdet mellem kristendommen og islam og i forholdet mellem kristendommen og jødedommen, hvor kristendommen, jf. Kalkedon synoden i 451, fastholder tanken om tonaturlæren; at Gud i inkarnationen antog den menneskelige skikkelse/krop (Joh 1,14; Fil 2,7; Gal 4,4).

Derfor er det også svært at spørge, hvem Jesus er, uden samtidig at spørge, hvem Gud er, fordi Gud er den, der sætter bevægelsen i gang, Gud er den, der taler og handler. Gud er med Barths ord, begivenhed (Kristusbegivenhed). Det er med andre ord i begivenheden, Jesus som Kristus, at åbenbaringen finder sted, dvs. det som er skjult for os, utilgængeligt om du vil, nu finder sted i vores liv og historie (som åbenbaret i Jesus Kristus). Derfor bekender vi, at Jesus er Kristus; Gud-mennesket: Gud, der handler i og med mennesket som Fader, Søn og Helligånd.

Jeg tror, at den velkendte tonaturlære formulering, at Jesus både er sandt menneske og sand Gud, ofte volder os problemer, og det er måske slet ikke så underligt. Risikoen er nemlig fundamentalismen og det, at man gør trossætninger til rationelle men forvrængede sandheder: Jesus er Gud!. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer mennesket, Jesus. Det er nu en gang her, at vi kan spejle os og måske endda opleve, at Gud og mennesket ikke kan adskilles. Jeg mener, at det lige præcis er den enhed, som tonaturlæren skal give udtryk for. Vi kan også kalde det virkelighedsopfattelse: Guds og menneskets virkelighed er en og samme virkelighed. Derfor kan jeg også med Bonhoeffer sige, at kristentroen ikke er en religion, en bestemt religøs akt, en ideologi, men derimod det at være menneske. Her retter Bonhoeffer faktisk en kritik af Barth og den daværende bekendelseskirke (jfr. et fængselsbrev fra Bonhoeffer til vennen, Bethge), idet Bonhoeffer mente, at kristne på det tidspunkt (og vel stadig den dag i dag) forskansede sig bag kirkens tro. Set fra det perspektiv er det ikke vigtigt, at forarges over, hvad Jesus nu sagde eller gjorde og kalde dette for overtro (jf. ateisternes påstande), for det handler i stedet om, hvad Gud er i stand til, ja, hvad der er Guds. Og hvis denne Gud - for nu at forsøge mig lidt med din terminologi, Arne - er den skjulte kraft til dette mirakel af en verden, vi nu en gang lever i, hvorfor skulle denne Gud ikke være i stand til at vise sine mirakler (sin kærlighed) gennem begivenheden, Jesus Kristus?

Der er masser af mystik i kristendommen. Når vi kalder det for Kristusmystik i stedet for gudsmystik, skyldes det for mig at se, at det mystiske/skjulte/åndelige omkring denne Gud får KROP og menneskelighed i Kristus. Gud er faktisk blevet personlig på den måde, at Gud skaber relationer, ja, måske vi kunne sige, at Gud er relation. Som du sikkert selv kender til de gode relationer, så forudsætter de et personligt forhold. Gud inviterer netop mennesket som den hele person ind i en relation, hvor vi gerne må tale, græde, grine, handle, ja, være! Med Kristus er Guds virkelighed og menneskets virkelighed en polemisk enhed - dvs. en enhed der ikke er enhed uden polemiske forhold, da mennesket og menneskets virkelighed aldrig kan blive identiske med Gud, men heller ikke adskilt.

Jeg mener, at det er i det ovenfor skildrede, at vi finder væsentlige forskelle i det Gudsbillede/-forståelse (og i måden Gud rent faktisk får lov at virke i verden) kristendommen giver os ift. islam. Men jeg er også åben for, at der kan være noget i mystikken generelt, der udspringer af samme enhed - eller i hvert fald kan virke/forandre mennesket akkurat, som Kristus ønsker det: "Mennesket skal ud af det skjulested, som hun/han har bygget sig" (Bonhoeffer). Vi skal på den ene side turde være os selv, mennesker med alt, hvad vi nu er, og på den anden side turde træde ud foran Gud. Vi har intet at skjule.

Du spørger så til, hvad det er, der gør, at jeg er så glad for Bonhoeffer. Efter at jeg har læst en del af hans værk, Ethic, kan jeg sige, at Bonhoeffer både som teolog, kristen og menneske rammer mit hjerte dybt. Hans teologiske tilgang til Guds og menneskets virkelighed, inkarnationen/kristologien og ekklesiologien er noget af det mest rammende, jeg endnu er stødt på. På trods af Bonhoeffers radikalitet (jfr. Nachfolge), ja, så var han yderst opmærksom på, hvad der rørte sig i tiden, han var bevidst og gennemskuede tidens nazisme og kirkens hykler. I sine fængselsoptegnelser møder vi Bonhoeffer som en person, ja, et menneske, med megen varme og betænksomhed for familie og venner, en hengivenhed over for Gud og men ikke mindst en essentiel forståelse af, hvad kristen tro er, ikke bare dogmatisk men også etisk, dvs. at troen er noget man udøver/udlever (en deltagelse i Jesu-væren-til-for-andre jfr. sætningen, at Gud er Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden) ikke som en bestemt religøs akt eller en bestemt etisk mening men ved at være mennesker fuldt ud. Etikkens grundlag er nemlig ifølge Bonhoeffer ikke bestemte ytringer eller moralske beskrivelser, men udspringer af Guds virkelighed åbenbaret i Kristus. Ved at tage del i Kristus står vi på samme tid både i Guds virkelighed og i verdens virkelighed.

I Kristendommen har myten derfor heller ikke magt andet end det mennesker gennem historien påberåber sig at bemægtige (menneskets magt). I kristendommen møder vi en handlende Gud, der kalder mennesket til stede i virkeligheden uden om magten i det skrøbelige og sårbare Gud-menneske-liv.

Mvh
Anne

P.S
Jeg ville faktisk have skrevet helt kort, Arne, fordi jeg ved, at jeg har svært ved at følge op på debatterne. Men nogle gange kan jeg ikke holde igen, hvis jeg begynder med Bonhoeffer. Faktisk ville jeg have fortalt, at jeg omtrent samme tid som vi debatterede i slutningen af april mødte et menneske, der heller ikke bekender sig til kristendommen som en personlig tro/overbevisning, men også finder en som Rumi interessant. Når vi taler sammen, viser det sig, at vi alligevel næsten taler samme sprog og deler samme bevidsthed/skelnen (tanker/følelser osv). Her oplever jeg åbenheden, og det at man kan være sig selv, som en gave. Jeg håber, at de mennesker jeg møder på min vej kan være sig selv, eller komme til at mærke sig selv, for så er jeg sikker på, at troen og livet nok skal skal åbne sig for dem, sådan som de har brug for det dér, hvor de er (ligesom jeg ønsker for mig selv) - dét er kærlighed og at komme ud af det skjulested, man genenm livet har fået bygget sig.