Jeg tror ikke, at det er religionerne der rækker armene op derimod – tværtimod. Tværtimod holder de os fanget på Jorden og i en begrænset fortid. De skaber skel mellem mennesker.
Religion er fortidens bevægelse der udtrykker sig som tanke og følelse. Gennem alle tider har de hver især hævdet at være i besiddelse af ’’sandheden’’ og derved har de skabt grundlæggende skel mellem mennesker ligesom nationalismen også skaber skel mellem mennesker.
Religionernes kæmpemæssige tankebygninger er, ligesom de politiske ideologier som kommunisme og kapitalisme, det, som Jesus kalder ’’Verdens Fyrste’’.
Det er tidens frygtelige bevægelse som gennem vores tilknytning til religioner og ideologier, skaber skel mellem de enkelte mennesker, alt dette er tanken.
det er ikke religionernes egoistiske bøvl, men det er hjertet som træder ud af denne tidens bevægelse, der skaber nød og elendighed i verden. Det er hjertet som træder ud i nuet og som i samme sekund ser al tankens fortrædelighed.
Det uendelige rum er overalt omkring os og i dette rum bevæger vi os. I dette rum er vi adskilt som mennesker fordi vi hver især hævder vores egen tro i modsætning til en andens, vores egen nationalitet i modsætning til en andens, vores eget ego i modsætning til den andens.
Derfor må tanken være helt stille, så falder fortiden bort og livet og evigheden begynder langt væk fra de evindelige tanker, meninger, holdninger, synspunkter og trosformer.
Så kan man løfte blikket og se den anden, som står lige foran én og så bliver jødedom, kristendom eller Islam blot idéer som vedkommende har i sit hoved. Det vil for altid adskille ham fra livet og fra mig, som står foran ham.
Det er denne virkelighed de alle søger og gør sig allehånde forestillinger om. Men den møder man kun når man forstår sig selv.
Når alting falder bort i forståelsens lys, i virkelighedens nu, så kan man vælge. I stedet for at ligge under for en autoritet kan man vælge at udtrykke sin hengivenhed.
Derfor er ordet ’’genfødt’’ vigtigt.
Hvis man er overtroisk så tror man, at f.eks. dåben og nadveren har en specielt magisk betydning, men sådan forholder det sig ikke. De er traditioner, som man holder i hævd. Som Jesus sagde, da Han indstiftede nadveren: ’’Gør dette til ihukommelse af mig.’’ Derfor gør man det – til ihukommelse -.
Traditioner er smukke når de er et udtryk for hengivelse, ligesom nadveren er smuk når den blot er et udtryk for hjertets hengivenhed.
Desværre tror jeg ikke, at religioner kan skabe fred i verden. Det er tåbeligt at tro at man har sin egen Gud.
Virkelighedens Gud kræver at man træder ud af sin begrænsning.
Jeg bryder mig ikke om Islam, men hvis jeg møder et muslimsk barn i nød, betyder det så noget? Jeg bliver nødt til at handle og mens jeg handler ser jeg min egen begrænsning af tanke og følelse.
Det er åbenbart uendelig svært for os mennesker at skelne mellem tanke og virkelighed. Man behøver blot at sætte sig ned et tilfældigt sted og foretage sig ingenting.
Straks bevæger tanken og følelsen sig og vi lader os rive med.
Kunsten er, ikke at lade sig rive med, men blot forholde sig stille.
At se og at lytte er ikke at tænke. At se og at lytte er en bevægelse i tavshed og opmærksomhed.
Højst sandsynligt møder man sin fortid for tanken og følelsen er fortidens reaktion. Denne reaktion er for det meste smerte, alt det man har ophobet og ikke turdet se i øjnene. Når smerten kommer så græder man og man holder balancen.
For smerten er virkeligheden, det man er.
Balancen er forskellen mellem mellem at hengive sig til smerten og til at flygte fra den ved at forklare den. Man skal blot føle den og forstå den.
Kan man føle sin smerte uden at hengive sig til den, fortæller den én hvad den består af og så forstår man sig selv.
Hvis man kigger nøje efter vil man se at smerten kun er den ene side af en mønt, denne mønt har også en bagside. Fordi vi flygter fra smerten, fordi vi flygter fra frygten, møder vi aldrig deres bagside.
Når vi møder alt det, som vi har hobet op, som er os selv - når vi møder det ansigt til ansigt - er der en enorm lettelse
Hvis vi ikke holder fast ved smerten, som er fortiden, men i stedet følger med lettelsen, vil vi opdage at vore tårer bliver til et smil og en glæde. Hvis vi løber ud på vejen og hopper, danser og synger mens alle kigger forundret på os, så gør det ikke noget.
Men man skal ikke tro, at nogen vil forstå én hvis man fortæller dem hvad der sker, for de har jo ikke personligt oplevet det.
Vi er så uløseligt forbundet med vores fortid, det liv vi har levet, at det er svært for os at gøre os fri af det.
Kun når vi møder os selv ansigt til ansigt bliver vi fri.
Det er ikke en slutning men en begyndelse. først dér begynder livet. Nu bliver vi nødt til at være sammen med os selv hvert øjeblik af vores resterende liv. Når vi er bange kan vi ikke flygte fra det, når vi lyver véd vi det, vi kan aldrig narre os selv.
Det kan være besværligt, men hvem har sagt at livet ikke er svært.
Det virkelige liv, Arne Thomsen, er dig og mig og alle de mennesker vi møder i vores hverdag. Det er altid vanskelige problemer der skal løses os mennesker imellem for altid går vi forbi hinanden og vi begår hele tiden fejl som vi undgår at rette. Vi bliver nødt til at være med os selv i det nuværende.
Men gør det noget, det nuværende er det evige liv.
Livet består af mennesker og vore indbyrdes relationer.
Og der i virkelighedens brændpunkt, livets evige nu, finder vi kærligheden og Gud, ikke i ideernes egoistiske verden.
Når tanken bliver stille vil jeg vove at påstå at ethvert menneske ved hvad kærlighed er.
Og hvad kærlighed ikke er, hvilket er nok så væsentligt.
Det er ualmindelig netryggende at vide, at livet er ganske almindeligt og vi er alle ganske almindelige mennesker der bestræber os på at leve det.
Men - har vi ikke glemt at sætte pris på selve dette, at vi lever?
Svar
Citer
Forrige tråd
Index
