Nogle tror, at alle kan omvendes og de studerer kloge ord og tanker som de tilegner sig og som så ødelægger deres egen forståelse.
Tro er meget eksklusiv, se blot på religionsdebatterne, alle udtaler sig om alt, ingen erkender, at de intet ved og bliver stille.
Denne verdens obskøne bevægelse må høre op. Så ti dog stille, menneske. Kom og besøg os, her i nuet, vi findes ikke andre steder, ikke for enden af din tanke.
Men du kan ikke tie stille vel? Hvad er du bange for, menneske. Stilheden - hvor du møder dig selv?
Jeg tror ikke på noget. At tro på noget er ikke sandhed.
Hvis vi vil forstå sandheden må vi først og fremmest forstå os selv og det gør vi ved at være opmærksomme på os selv og andre i alle vore forhold til omverdenen.
Det kan vel blive lidt træls i længden så selvfølgelig skal vi give os selv lov til at drømme. Når bare vi kan skelne mellem drøm og virkelighed.
Men sandheden kan aldrig meddeles én af en anden man må altid selv forstå den. Derfor er forståelsen af sandheden forlenet med den ypperste menneskelige værdighed.
Den sandhed man forstår er én selv og det liv man lever. Denne forståelse er derfor fuldstændig uafhængig af éns sociale rolle. Berømmelse og dyrkelsen af autoriteter er i virkelighedn kun forfængelighed.
Kun dér, i livets virkelighed hvor man står ansigt til ansigt med sig selv, finder man Gud.