I et indlæg vedr.den nye afsløring af de tyske Jeuiterpræster, skrev en debatør at katolske præster er noget særligt og noget som børnene så op til.
Et gennemgående træk indenfor katolismen er, at dets præster er meget børnevenlige, endda betydeligt mere end loven tillader, de skåner ingen midler for at få samkvem med de børn de har i deres varetægt.
Om så børnene ser op til dem, må vi vist spørge børnene om, men grundet deres ophøjede stilling som alfaderlige menneskevenlige og beundrede i deres karnevalsdragter, tør mange børn næppe komme frem med hvad der virkeligt rør sig bag den fornemme katolske facade.
Mon nogensinde at disse latterlige sygelige katolikker kan komme på andre tanker.
Og som før skrevet, det ser stadig ud til, at vi kun har set toppen af isbjerget.

En hel religion hvis præster må og skal leve i cølibat, kan kun give problemer, for dem de skal tage vare på. Samtidig kan man sige, at hvis man ellers var troende, så er det en fornærmelse mod deres skaber, han har sku ikke skabt dem til at leve i cølibat.
Så hvis de så vil leve livet som katolske præster må de ind vilje i at blive kastreret, så kan børnene få et liv uden at blive frataget deres værdighed.

Jeg har aldrig set religion (institutionel, dogmatisk) udvirke noget godt. Det er sager på sager og en bunke hykleri.

Men ophavsmændene, de tilbedte... - Det er en helt anden sag!

Jeg er protestant i ordets oprindelige betydning, og har derfor ikke i sinde at tage kontrareformationens elitesoldater (jesuitterne) i forsvar.

Når det så er sagt, så er protestantisk kristendom (sola scriptura) enten dogmatisk eller Laudikea! Joh Åb 3:14-19