annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
10 oktober Rødhus strand
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 313 gæster og 155 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 11 af 11 < 1 2 ... 9 10 11
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#8605 - 30/12/2009 12:51 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Arne Thomsen]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære Arne.

Citat:
Med bogen i hånden fængsles jeg af skønheden: Den i vandet flydende lotusblomst, symbolet for sindets renhed ("Oh du juvel i lotusblomsten"), som vistnok er et buddhistisk symbol (og mantra), og som vel allerede her på smukkeste vis afslører indholdets åbenhed for varierende opfattelser og oplevelser i forhold til, hvad der er kernen i digtets budskab - og altså umiddelbart synes dejligt fri for noget sekterisk.


Tak for din kommentar til bogen. Det er dejligt at læse, at du er glad for symbolikken med lotusblomsten. Vi var alle tre enige om, at der skulle være en lotusblomst på smudsomslaget og en skriftprøve af den såkaldte devanagari-skrift, som originalteksten er affattet i. Skriften er ikke en bogstavskrift, men en stavelsesskrift, og tegnene under lotusblomsten står for bha-ga-vad-gî-tâ, altså med langt ’i’ og langt ’a’.

For det tilfældes skyld, at smudomslaget skulle blive slidt op, er lotusblomsten også anbragt på side 57, hvor selve oversættelsen begynder. Her er tillige BhG, 5. rec., vers 10, anført.

Med juvelen i lotusblomsten hentyder du til det store mantra OM mani padme hum, som i særlig grad har tilknytning til den tibetanske buddhisme. Den tyske buddhist Ernst Hoffmann, der under navnet Lama Anagarika Govinda skrev fortrinlige bøger om buddhismen, byggede sin bog om den tibetanske buddhisme op over netop dette mantra.

Citat:
Nu husker jeg ikke, hvor det var, jeg læste, at uanset hvilke veje vi vælger at følge op ad bjerget, så ender vi på toppen - med den samme udsigt - men hvor det så står, så synes jeg, det er karakteristisk for denne digteriske perles budskab.


Det, som du henviser til, er en udtalelse af den højlærde pandit Radhakrishnan, som én af de højt kvalificerede indologer og Gita-fortolkere Arvind Sharma omtaler. Det er nævnt på side 54, note 42.

Citat:
Tre veje, der her særlig nævnes, og ses på meditativt: handlingens vej, indsigtens vej og hengivelsens vej, glæder jeg mig til at få tilstrækkelig ro i sindet til at læse om - eller snarere recitere – igen.

Jeg ved ikke, hvad man kan kalde det, men de ord, der umiddelbart falder mig ind er: åndeligt berigende og denne rigdom er foreløbig helt stor og uoverskuelig (kun læst bogen én gang).


I betragtning af at du indtil nu kun har læst værket én gang, synes jeg, at du har fået fat på kvintessensen helt fra begyndelsen af. Thi Gita’en er så righoldig, at ingen formentlig kan sige sig at være nået til vejs ende med den. Gandhi vendte tilbage til den gang efter gang hele livet igennem, og han fandt hver gang nye aspekter, som han kunne glæde sig over. Personligt har jeg det – uden sammenligning i øvrigt – på præcis samme måde. Sådan har jeg det også med Bjergprædikenen og det buddhistiske digt Dhammapada.

Citat:
At digtet er blevet til hos mennesker, hvis levevis og horisonter er meget anderledes end vore her i den vestlige verden, åbner jo tillige for indsigt i livsindstillinger, der ellers er os fremmede.

Her tænker jeg først og fremmes på, hvad de kalder Brahman, og som vist slet ikke forekommer i vores religiøse kultur, der forekommer mig meget mere håndfast og jordnær (jeg fristes næsten til at tilføje: vulgær) end de højder, som disse indiske ariere præsterer.


Jeg vil på den ene side give dig medheld i, at et begreb som Brahman ikke forekommer i vor religiøse kultur, men på den anden side vil jeg sige, at vi finder paralleller i den kristne mystik, der tager sin begyndelse allerede med Paulus – den Paulus, som Hanskrist i sin uforstand skærer midtover og nøjes med at bruge halvdelen af.

Sagen er, at mystikken i et eller andet omfang synes at være uafhængig af den kultur i hvilken, den er groet frem. Dette er noget som såvel Vilhelm Grønbech (Mystikere i Europa og Indien) som Aage Marcus (Mystik og mystikere) har beskæftiget sig indgående med.

Jeg kan anbefale en rimeligt overskuelig og lettilgængelig bog om den kristne mystik i middelalderen. Den er udkommet på Reitzels Forlag i 1999, og forfatteren er mag. art. Aksel Haaning. Titlen er »Den kristne mystik – fra middelalderens verden«.

Her kan man for eksempel læse nærmere om den store tyske mystiker dominikanermunken Mester Eckehart (1260-1329). Lad mig allerede her anføre, at Eckehart er én af de mange kristne mystikere, som Radhakrishnan henviser til i sin store kommenterede oversættelse af Bhagavadgita.

Det ville føre for vidt, hvis jeg skulle redegøre i detaljer for Eckehart’s mystik, men lad mig sige, at hans gudsbegreb går ud på, at Gud fødes som et indre lys – en gnist – i dybet af menneskets sjæl. Gud behøver derfor mennesket for gennem dettes øje at kunne nyde sit eget skaberværk.

Det er imidlertid ikke nok – siger Eckehart – at mennesket har et sted i sig, hvor Gud kan virke. Mennesket skal tømmes helt for vilje og viden: »(…) her i denne fattigdom når mennesket igen det evige, som det har været.«

Disse kortfattede betragtninger skulle gerne være tilstrækkelige til at give en fornemmelse af, at det er de samme toner, der klinger i såvel den vesteuropæiske som i Gita’ens mystik.

Citat:
Et andet åbenbart grundlæggende træk er den faste overbevisning om genfødslerne (der jo retfærdiggør kastesystemet) samt den lige så sikre opfattelse: at livet er lidelse, som det gælder om at frigøres fra.

Hvor kommer denne sikre tro på genfødslerne fra? - og hvordan kan det være et mål at frigøres fra livets lidelse?


Oprindelsen til troen på genfødslerne fortaber sig i historiens mørke. Der er steder i den allerældste litteratur – Vedaerne – der med lidt god vilje kan tydes i retning af en tro på sjælevandring, men sikker grund under fødderne får vi først med de ældste Upanishader, d.v.s. omkring 700 år f.v.t.

Her er sjælevandringen og dens nøje tilknytning til karma-loven udarbejdet i detaljer. Troen på sjælevandringen er ikke blot et hinduistisk fænomen, idet den i andre varianter også findes i Jainismen og i Buddhismen.

Men vi står her med noget, som ikke lader sig nå gennem diskursiv tænkning. Der er tværtimod tale om religiøs tro. Dette gælder også udgangspunktet om, at livet til syvende og sidst er lidelse. Det kan man i lykkelige stunder have svært ved at tage for gode varer, når jeg skal tale for mig selv.

Ræsonnementet går i Gita’en ud på, at man skal udføre sine handlinger uden at være knyttet til handlingens resultater. Men man skal ikke være passiv og afstå fra handling som sådan. Det, som man giver afkald på, er handlingens frugter, de være sig behagelige eller ubehagelige. Altså ikke afkald handling, men afkald i handling.

Dette var nogle spredte kommentarer, men jeg vil naturligvis være parat til at fortsætte drøftelserne. Jeg vil til sidst give udtryk for det, som jeg finder allervæsentligst: Den egentlige mening i Gita’en er ikke éntydig. Ingen har patent på den rette forståelse. Den er at sammenligne med en musikalsk akkord, idet den består af de klange, der opstår i mødet mellem den individuelle læser og Gita’en, som den skrevet står.


Med venlig hilsen

Kristian

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#8618 - 01/01/2010 13:11 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Kræn-P]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Kristian - Kræn-P.

Tak for dit venlige og orienterende svar.

Det at skulle handle (pligten) uden hensyn til konsekvenserne - forstået på den måde, du (og Gita'en) så udmærket forklarer: "give afkald på handlingens frugter" og "ikke give afkald handling, men afkald i handling - det at handle på den måde, synes jeg, jeg genkender i Nikolaos Kabasilas ord (fra hesykasmens gennembrud i den ortodoks kristne verden i 1300-tallet) om, at vi almindelige mennesker ikke - som munkene og nonnerne - skal efterligne englene, men at vi, som almindelige mennesker, skal søge at leve, som det fuldkomne menneske.

Ad intuitiv vej (er det vel) nåede jeg til noget, der ligner lidt, foran den Kristus Ikón, jeg ofte besøger: Det er godt nok at elske Gud, det guddommelige, sandheden bag verdens væren, eller hvad man nu vil kalde det - og at føle sig genelsket. Men bliv ikke hængende i dét. Gør noget! - det bedste du kan! Ellers er din kærlighed til det guddommelige og verden ikke ægte!

Vidt forskellige kilder lader "pilen pege i den samme retning", synes jeg.
Det er dejligt at se smiler

Og at indsigt ikke er helt af vejen, så man undgår at trampe rundt som en elefant i en glasbutik, det har "bogen med lotusblomsten" jo ret i.
Man må kende både sine omgivelser, verden, og sig selv, hvis det skal gå rigtigt til og være det bedste, man kan.
Det bli'r nok især det, jeg vil fokusere på i din nye udgave af Bhagavadghîtâ nu.

OM mani padme hum har jeg haft hængende over mit spisebord i køkkenet i en menneskealder (fra en udstilling Nationalmuseet engang havde om buddhisme i Brede, mens jeg endnu var ret ung).
Men det er først nu, det går op for mig, at lotusblomsten symboliserer hjertets renhed - og så er juvelen jo straks mere forståelig smiler

Jeg tror, du har ret i at mystikere - uanset hvor vidt forskelligt de ofte udtrykker sig - i virkeligheden taler om en fælles intuitiv oplevelse eller indsigt.
For mig er det simpelthen skønt, at det er sådan, for jeg fornemmer, at de er så tæt på sandheden, som mennesker kan komme.

Det er jo meget muligt, at jeg er for fordømmende overfor vestlig kristendom, når jeg karakteriserer den, som næsten vulgær, men jeg kan ikke komme væk fra det indtryk, at vi her i Vesten er temmelig jordbundne i vores evner til at opleve.

Allerede arianismen fornægtede idéen om, at Jesus Kristus er Gud, og blev stærkt udbredt i Vesten - og mon ikke denne indstilling trives ganske godt stadig hos os, ligesom Helligånden nærmest er helt umulig for vestlige opfattelser.

Alligevel er der jo enkelte, der bryder igennem det jordbundne, som Mester Eckehart, dominikanermunken, gjorde i 1300-tallet, og som du fremhæver - med god grund, vil jeg mene.

Den på nogle områder forkætrede Jes Bertelsen bruger lidt over 5 sider på Eckehart i sin meget smukke bog: "Hjertebøn og Ikonmystik", Borgen, 1996, ISBN 87-21-00365-3, en bog, der udover at belyse især ortodoks kristendom og tibetansk buddhisme, også fremhæver fællesskabet mellem østlig og vestlig mystik.

Her skal det jo så også nævnes, synes jeg, at den romersk katolske kristne kirke anklagede Eckehart for kætteri, men ikke nåede at gennemføre anklagen, fordi "synderen" døde forinden.

Tænk, hvis vi kunne være lidt mindre smålige, småtskårne og snæversynede i stedet for nu, hvor den ene religion udelukker de andre - og al anden religiøsitet (samt ikke-tro) - tænk hvor åndeligt rige, vi da kunne være.
I stedet for som nu, hvor den ene eller den enden forbenede religion tynger os ned i spirituel fattigdom.

Men Bhagavadgîtâ hører ikke til dem, der tynger, vil jeg mene smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (01/01/2010 13:11)
Top Svar Citer
#8622 - 02/01/2010 18:09 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Arne Thomsen]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære Arne.

Citat:
Jeg tror, du har ret i at mystikere - uanset hvor vidt forskelligt de ofte udtrykker sig - i virkeligheden taler om en fælles intuitiv oplevelse eller indsigt.

For mig er det simpelthen skønt, at det er sådan, for jeg fornemmer, at de er så tæt på sandheden, som mennesker kan komme.


Aksel Haaning, som jeg har nævnt i et andet indlæg, giver udtryk for, at mystikken hører hjemme mellem religion og filosofi, og at den tangerer dem begge. Dette betyder ikke nødvendigvis, at den mystiske oplevelse forudsætter, at den pågældende nødvendigvis skal have kendskab til enten religiøse eller filosofiske emner og/eller læresætninger. Der kan lige så vel være tale om ganske almindelig eller naturlig erfaring.

Og som vi har været inde på, er mystikken hverken begrænset til kristendommen eller for den sags skyld den vestlige kultur. Den er universel og kendes fra alle kulturer. Og yderligere forekommer den lige så vel i ikke-religiøse sammenhænge som i religiøse. Den Zen-buddhistiske og taoistiske mystik har for eksempel ingen guddom, der er med i spillet.

Jeg mener – men ret mig endelig, hvis jeg tager fejl – at din storladne oplevelse, som du har berettet om, var en spontan mystisk oplevelse, der ramte dig på et tidspunkt, hvor du ikke bekendte dig til nogen form for religion. Man kan også sige, at Paulus’s storladne Damaskus-oplevelse af Kristus var en spontan mystisk oplevelse, som ramte ham på et tidspunkt, hvor han forfulgte de kristne. Derfor er Paulus den skikkelse, vi tager udgangspunkt i, når vi taler om den vesteuropæiske kristne mystik.

Det fremgår af dine indlæg, at du beskæftiger dig en del med den ortodokse del af Kristendommen, navnlig dens ikonografi. Min viden om den ortodokse kirke er meget begrænset, men jeg mener at vide, at de ortodokse har et ret åbent forhold til mystikken som erkendelsesvej. Dette præger også den russiske kristne filosof Nicolai Berdjajew, som Hanskrist har med som en ingrediens i sin særprægede biksemad. Berdjajew peger på ’den intuitive anskuen i åndens verden’ som en væsentlig erkendelsesvej for den kristne. Hermed åbner også han for mystikken.

Jeg kan godt følge dig, når du giver udtryk for, at mystikerne – uanset deres forskellighed i udtryksformen – er så tæt på sandheden, som mennesker kan komme. Men vi må i så fald tale om sandhed i subjektiv forstand, thi sandheder i objektiv forstand hører hjemme på de områder, hvor der kan opnås interpersonel enighed om tydningen af de foreliggende fænomener.

Men udtrykket ’sandhed i subjektiv forstand’ må på den anden side heller ikke misforstås på den måde, som kommer til udtryk i talemåden: »Enhver bliver salig i sin tro.« At sandheden er subjektiv, betyder efter min opfattelse, at det er i det enkelte menneskes subjektivitet, der skal tages stilling til, hvad man knæsætter som sandhed. Mere præcist: Om en erfaring – for den mystiske oplevelse er empiri – er en sand erfaring, eller om den blot er et flygtigt bedrag. Denne stillingtagen kan ingen anden end én selv foretage.

Mystikken kan være svær at placere, men det er min opfattelse – som jeg ikke er ene om – at mystikken er det centrale i religiøsitet. Uden om denne nebuløse kerne, har vi koncentriske og overlappende ringe af læresætninger, dogmatik, teologi og religionsfilosofi.

Der kunne være meget andet at sige til dit indlæg, men det kommer muligvis ved en senere lejlighed. Måske, når jeg får læst Jes Bertelsens ’Hjertebøn og Ikonmystik’, som jeg har bestilt på biblioteket.


Med venlig hilsen

Kristian

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#8630 - 03/01/2010 16:27 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Kræn-P]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Kristian - Kræn-P.

Der er så meget i det du skriver, som i mine øjne kalder på svar, at jeg ikke ved, om jeg magter det, men jeg ka' da gøre et forsøg.

Du refererer til Aksel Haanings opfattelse af mystik,og det går op for mig, at jeg nok alligevel ikke rigtig ved, hvad mystik er.
Wikipedia peger på ordets græske oprindelse: mystikós - indviet, og Haanings ord om, at mystiske oplevelser kan være noget ganske almindeligt og naturligt kan jeg helt bestemt også følge.
Men at placere mystikken mellem religion og filosofi, det gør oprør i mig.
Her vil jeg nok sige farvel til filosofiens (lidt for snusfornuftige?) logik og i stedet placere mystik som "en krone på religiøsitetens hoved".

At der ligesom med religiøsiteten - der kan "udarte" i etablerede religioner - også kan ske det, at mystik danner traditioner, såsom neoplatonisme, gnosticisme, jødisk kabbala, kristen mystik, islamisk sufisme, i buddhisme - og selvfølgelig også i hinduisme og andre former for tro - det er altsammen én ting.
Men ligesom den danske naturmystiker Johs. Anker Larsen (1874-1957) har beskrevet religioner med billedet af en slange, der skifter ham, og hvor den aflagte døde ham repræsenterer en religion, og den næste aflagte ham en anden religion - mens slangen selv er et helt andet sted - så tror jeg, man kan opfatte mystik lidt på tilsvarende måde.

Og jeg er helt med på, at oplevelser af mystik ikke er bundet til noget som helst, men selvfølgelig har bedre mulighed for at opleves i stilhed - og med noget "helligt" nærværende - end i dagligdags støj og hektisk larm (Her skal vi nok ikke glemme de kristne "Ørkenfædrene" i 300-400-tallet, men det lader jeg ligge her).

Når du "anklager" mig smiler med ordene:
Citat:
"Jeg mener – men ret mig endelig, hvis jeg tager fejl – at din storladne oplevelse, som du har berettet om, var en spontan mystisk oplevelse, der ramte dig på et tidspunkt, hvor du ikke bekendte dig til nogen form for religion."

så må jeg "tilstå" smiler - at du har ret.

Udtrykket "storladent" kan jeg dog ikke få til at passe, det var oplevelsen alt for simpel og jævn til - samtidig med, at det er det største, jeg nogensinde har oplevet - og som jeg bagefter indser, var kærlighed til mig, som fik mig til at genelske (men det vidste jeg egentlig ikke, da jeg var midt i det - og bevidstheden var "slået fra").

At det var "Unio Mystika" lyder alt for bastant i mine øren - selvom det jo er sandt, at det var en forening med noget guddommeligt - i kærlighed - og har været det mange gange siden.

Egentlig er det meget uforskammet, at en gammel nar, som mig, der havde smidt religionerne over bord, "ganske gratis" og uden en masse disciplineret yoga- eller anden meditationsteknik (som f.eks. den, de hesykastiske munkes meditative bøn på Athosbjerget dyrker) fik lov at "snuble" ind i denne alt overvældende ganske simple oplevelse.
Min eneste undskyldning er, at det jo ikke var noget, jeg søgte (det vidste jeg i hvert fald ikke), og at det kom fuldstændig bag på mig (og hvad dét så siden har ført mig til, lader jeg ligge her).

Jeg kender jo godt beretningen om Paulus, der fik "et syn" på vejen til Damaskus, og jeg burde helt sikkert tage mig sammen til at læse, hvad han menes at have skrevet - og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gider, men meget mere har lyst til Thomas Evangeliet.

Du nævner den ortodokse kristendom, og det er rigtigt, at jeg har søgt at lære den lidt bedre at kende.
Det startede med, at jeg - efter oplevelsen første gang sammen med Kristus Ikónen (som er her i billedgalleriet) - søgte at sætte mig ind i, hvad byzantinske Ikóner egentlig er for noget - og opdagede forklaringer på alt dét, som jeg allerede havde oplevet, nærmest i et glimt.

En bog af den afdøde danske folkekirkepræst Søren Prahl: IKONER, Nordisk Kulturhistorisk Selskab 1987, ISBN 87-89202-00-7, giver en, synes jeg, frydefuld introduktion med sine dejlige billeder og umiddelbart forståelige beskrivelser (Sammenligner man f.eks. Lukasevangeliets omtale i kapitel 1 af Marias bebudelse med den tilsvarende illustration og beskrivelse i Søren Prahls bog på side 90 og 91, er det påfaldende, synes jeg, hvor meget mere dramatisk og fantastisk og gribende hele denne situation er via Ikónen - som i øvrigt er russisk - Rusland fik deres ortodokse kristendom fra Grækenland).

Senere fik jeg fat i den engelske ortodokse biskop Kallistos Ware's The Orthodox Way, som er oversat til dansk af den ortodokse danske præst, Poul Sebbelov: "VEJEN", Hl. Silouan Forlag, ISBN 87-988460-0-0 - og jeg begyndte at se den to tusind årige ortodokse kristendom, der fik sin store renaissance med hesykasmens gennembrud (Gregor af Palamas, Athos) omtrent samtidig med humanismens genmbrud her i Vesten, som den oprindelige og stadigt levende kristendom, der omkring år tusind blev forladt af "biskoppen af Rom", som dannede den romersk katolske kirke efter samme model, som det romerske kejserriges struktur, hvorefter biskoppen af Rom blev kejser med titel af Pave, og hvis tilstand af korruption fik munken Martin Luther til ca. 500 år senere at bryde ud på skuldrene af det vestkirkelige "romer-imperium".

Luthers forsøg på at rette op på noget, der var korrupt, var da velment, kan man vel sige, men dels er der vel grænser for, hvor meget, man kan få ud af noget, der er råddent (set med mine øjne) og dels var Luther jo ikke just nogen engel.

Set i det lys finder jeg det underligt, at den stadigt yderst levende ortodokse kristendom, der i modsætning til vestkirken altid har været ret imødekommende overfor mystikere, at den nærmest er ukendt hos os (På Luthers tid troede mange, at de ortodokse kirker ikke overlevede osmannerne).

Jeg skynder mig at tilføje, at jeg heller ikke er ortodoks kristen.
Jeg har ganske vist ikke nogle præcise anklagepunkter, men jeg har "lært", at man ikke skal hænge sig i hverken teologi eller kirkevæsen - såmænd i kærlighedsfyldte øjeblikke i kontakt med "min" Ikón smiler

Jeg bliver nødt til også at svare dig angående sandheden.
Jeg forstår selvfølgelig godt din skelnen mellem subjektiv og objektiv sandhed, men jeg tror ikke rigtig på, at de kan adskilles (det gjorde K.E.Løgstrup vist heller ikke).

Når jeg, som subjekt, ser universet, som objekt, så er jeg jo selv en del af objektet.

Her tror jeg på en absolut sandhed, der er hævet over såvel det objektive som det subjektive.

Mester Eckeharts og andres "Unio Mystica", hinduistiske "Brahman", J. Anker Larsens: "glimt af evig batur - øjeblikke, hvor den nære virkelighed udvider sig til at omfatte altet og evigheden" - og mine egne oplevelser - vejene op ad bjerget - de peger alle i den samme retning, synes jeg, mod udsigten, som jeg tror er der oppe: Den absolutte sandhed.

Men det er selvfølgelig bare noget, jeg tror... smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (03/01/2010 16:27)
Top Svar Citer
annonce
Side 11 af 11 < 1 2 ... 9 10 11


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Harvard Universitet fjerner bogbind lave..
28/03/2024 20:48
OL-drømmen var pakket langt væk, men n..
28/03/2024 20:33
Busulykke i Sydafrika tager livet af fle..
28/03/2024 20:16
Nyheder fra Religion.dk