annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
Rødhus i januar
Hvem er online?
0 registrerede 323 gæster og 303 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 2 1 2 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#8477 - 13/12/2009 15:43 Økumenisk gudstjeneste
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 1142
Når man lige har læst Tillich og Fromm, så oplever man noget sådant som en økumenisk gudstjeneste i Domkirken udfra nogle helt andre præmisser end man før gjorde.

Kameraet fanger alle notabiliteterne men indholdet er tomt og hult. Man ser repræsentanterne for de, som ødelægger Jorden, som ingenting forstår og som vil fortsætte med at ødelægge vores alle sammens planet, fordi de vil fortsætte liberalismens og kapitalismens vanvittige forbrugsræs på bekostning af menneskelige værdier.

Statsministeren med frue. Repræsentanter for den samfundsopfattelse som ødelægger jorden. Og nu også SF, repræsenteret ved et par Auken’er. SF har mistet sin oprindelse og betydning fuldstændigt og er blevet et ligegyldigt vedhæng til det kapitalistiske samfund, blot fordi de ønsker magt, indflydelse og ministertaburetter.

SF's endelige knæfald for kapitalismens og dødens verden kom i denne uge, da de undsagde sig Tibets ret til frihed og lagde sig på maven for den kinesiske massekomformitet og ødelæggelse af det frie menneske.

Et par kristne notabiliteter optrådte med de sædvanlige ord uden indhold. Små, ligegyldige pip som ikke nogensinde vil kunne flytte bjerge.

Og dog var der et lyspunkt.

Midt i gudstjenesten hørte jeg ekkoet af Tillich og Fromm, af den sande kristendom. Ærkebiskoppens af Canterbury’s tale var fænomenal, fuld af dybde og ånd i en sådan grad, at der blev klappet bagefter.

Dog ikke af vores dronning og hendes prinsgemal. De sad og sov under den eneste tale der betød noget og jeg mistede al respekt for dem. De sov under den eneste tale der betød noget, den eneste tale, som havde indhold og dybde.

De er blot den herskende klasses repræsentanter, toppen af den kransekage som holder os alle sammen fagne i verdens fyrstes og kapitalismens ufattelige mareridt. Ligegyldige marionetter for borgerskabets selvforståelse, de, som gør vores liv til historien om hvordan det kunne have været og burde have været, hvis det blot havde fået lov.

Måske hun burde gå af og gøre plads for sin søn? Hvorfor klamrer hun sig til en taburet som hun ikke længere magter?

Men uanset alle disse hyklere som har skabt denne verden og som nægter at lave den fundamentalt om, så er der da håb for os mennesker, som ikke ejer verden, men blot tilfældigvis er født her.

Ærkebiskoppens tale viser at lyset stadig brænder derude, mens de mørke skyer endnu engang trækker op om den planet som ingen af os ejer, men som nogle har gjort til deres private ejendom.

Og som de på ingen måde har tænkt sig at lave om.
Top Svar Citer
#8484 - 15/12/2009 00:02 Re: Økumenisk gudstjeneste - sermon/prædiken [Re: Michael]
ALH Offline
bor her
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
Her er Rowan Williams prædiken i den engelske udgave hentet fra Kristelig Dagblad.

SERMON, The Archbishop of Canterbury, Dr. Rowan Williams
‘Perfect love casts out fear’. It’s a well-known biblical text; in its original setting, it’s about how we learn to have the proper kind of confidence in the love and forgiveness of God. And this kind of confidence, St John says, comes from understanding that we are – miraculously – able to stand in the same place as God himself. ‘In this world we are as he is’. Our own confidence, our fearlessness, is built on seeing love at work through us – not our personal warm feelings or positive emotions or even kind actions, but the love that really sets people free and brings something new into the world: God’s love, dealing with the deepest tangles and knots of our situation, the love that was the essence of Jesus’ life and death and resurrection.

And the deepest religious basis for our commitment to the environment in which God has placed us is this recognition that we are called to be, and are enabled to be, the place where God’s love for the world comes through. We have to flesh out in our lives that fundamental biblical conviction that when God looks on the world he finds it good. We have to show in our lives some echo of the delight God finds in creation, recalling the astonishing image in the Book of Proverbs of God’s eternal wisdom playing and rejoicing in the whole span of the universe.

Love casts out fear. If we begin from the belief that God wants us to rejoice and delight in the created world, our basic attitude to the environment will not be anxiety or the desperate search for ways of controlling it; it will be the excited and hopeful search for understanding it and honouring its goodness and its complex, interdependent beauty. If there is any ‘fear’ around here, it should be fear of spoiling the heritage given us, of forgetting the overwhelming scale and depth of the gift and of our responsibility and care for it, fear of forgetting that we are called to show consistent and sacrificial love for the created world as we must show towards our fellow-human beings. And, as we should have learned by now, the truth is that we cannot show the right kind of love for our fellow-humans unless we also work at keeping the earth as a place that is a secure home for all people and for future generations.

But there is another kind of fear we have to think about, a fear that should prompt us to get in touch again with the love that made us and sustains us. At the present moment, we are faced with the consequences of generations of failure to love the earth as we should; and we are also faced with the choices that might make those consequences less destructive than they would otherwise be. Each of us as an individual, each international business concern, each national government – all of us have choices. We are not doomed to carry on in a downward spiral of the greedy, addictive, loveless behaviour that has helped to bring us to this point. Yet it seems that fear still rules our hearts and imaginations. We have not yet been able to embrace the cost of the decisions we know we must make. We are afraid because we don’t know how we can survive without the comforts of our existing lifestyle. We are afraid that new policies will be unpopular with a national electorate. We are afraid that younger and more vigorous economies will take advantage of us – or we are afraid that older, historically dominant economies will use the excuse of ecological responsibility to deny us our right to proper and just development.

There is, in a word, no shortage of excellent excuses for turning away from decisions that will mean real change. But at least let’s be honest about where they come from: it is fear – not necessarily irrational fear, not even necessarily purely selfish fear, but fear all the same. And so long as that dominates our calculations, we are stepping back from love – love for the creation itself, which we must look at as God looks at it, love for one another and for the generations still unborn, who need us to do whatever we can to guarantee a stable, productive and balanced world to live in – not a world of utterly chaotic and disruptive change, of devastation and desertification, of biological impoverishment and degradation.

Love casts out fear. The truth is that what is most likely to get us to take the right decisions for our global future is love. The temptation is to underline fear so as to persuade one another of the urgency of the situation: things are so bad, so threatening, that we have to do something. And indeed there are moments when we might think, rather bitterly, that the human race is still not frightened enough by the prospect of what it has stored up for itself. But this is to drive out one sickness by another. That kind of fear can simply paralyse us, as we all know; it can make us feel that the problem is too great and we may as well pull up the bedclothes and wait for disaster. What’s more, it can tempt us into just blaming one another or waiting for someone else to make the first move because we don’t trust them. We need more than that for lifegiving change to happen.

And that is what we are here to say today. We meet as people of faith in the context of this critical moment in human history; and so we are not here just to plead or harangue, let alone to encourage panic and terror. We are here to say two simple things to ourselves, our neighbours and our governments.

First: don’t be afraid; but ask how the policies you follow and the lifestyle that you take for granted look in the light of the command to love the world you inhabit. Ask what would be a healthy and sustainable relationship with this world, a relationship that would in some way manifest both joy in and respect for the earth. Start with the positive question – how do we show that we love God’s creation?

Second: don’t separate this from the question of how we learn to trust one another within a world of limited resources. In such a world there can be no trust without justice, without the assurance of knowing that my neighbour is there for me when I face insecurity or risk. How shall we build international institutions that make sure the resources get where they are needed – that, for example, ‘green taxes’ will deliver more security for the disadvantaged, that transitions in economic patterns will not weigh most heavily on those least equipped to cope?

Love casts out fear; and the promise that makes sense of all this is the promise we heard in the reading from St Paul’s letter to the Romans: if we allow God to teach us trust and if we learn to live in trust and confidence, the whole created order feels the effects. The ‘slavery’ imposed on the created order by human sinfulness and selfishness gives way to liberation; human freedom and the fulfilment of the destiny of the world around are manifested together, and the result is glory.

In this season of Advent, we renew our confident hope that such a future is possible. We give thanks for the Christmas gift that has broken through our selfishness and begun the work of our liberation. We reaffirm our conviction and commitment in the name of love; and we say ‘don’t be afraid’ to all who stand uncertainly on the edge of decision. Don’t be afraid; act for the sake of love.


_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
Top Svar Citer
#8485 - 15/12/2009 02:02 Re: Økumenisk gudstjeneste - sermon/prædiken [Re: ALH]
arentzen Offline
godt igang
Registeret: 03/01/2007
Indlæg: 53
Her er googles oversættelse til dansk af Rowan Williams prædiken

Prædiken, Ærkebiskoppen af Canterbury, Dr. Rowan Williams
»Perfekt kærlighed kaster frygten ud '. Det er en velkendt bibelske tekst, i sin oprindelige indstilling, det handler om, hvordan vi lærer at have den rette form for tillid til kærlighed og tilgivelse af Gud. Og denne form for tillid, St John siger, kommer fra den forståelse, at vi er - mirakuløst - i stand til at stå på samme sted, som Gud selv. »I denne verden vi er som han er". Vores egen tillid, vores frygtløshed, er bygget på at se kærlighed på arbejdspladsen gennem os - ikke vores personlige varme følelser eller positive følelser eller sågar slags aktioner, men den kærlighed, som virkelig sætter folk fri og bringer noget nyt ind i verden: Guds kærlighed, der beskæftiger sig med den dybeste ledningsrod og knuder i vores situation, at kærligheden var essensen af Jesu liv og død og opstandelse.

Og de dybeste religiøse grundlag for vores engagement i det miljø, som Gud har sat os, er denne erkendelse, at vi er kaldet til at være, og er i stand til at være det sted, hvor Guds kærlighed til verden kommer igennem. Vi er nødt til at konkretisere i vores liv, at grundlæggende bibelske overbevisning, at når Gud ser på den verden, han finder det godt. Vi er nødt til at vise i vores liv nogle ekko af glæde Gud finder i skabelsen, der minder om den overraskende billede i Ordsprogenes Bog af Guds evige visdom spille og glæde i det hele spænder af universet.

Kærlighed kaster frygten ud. Hvis vi begynder fra den tro, at Gud ønsker at vi skal juble og glæde i den skabte verden, vores grundlæggende holdning til miljøet, vil ikke blive angst eller den desperate søgen efter måder at kontrollere den, og det vil være spændte og håbefulde søgen efter at forstå det og opfylde sin godhed og dens komplekse, indbyrdes afhængige skønhed. Hvis der er nogen 'frygt' her omkring, bør det være frygt for at ødelægge kulturarv givet os, for at glemme den overvældende omfang og dybde af gaven og om vores ansvar og omsorg for det, bange for at glemme, at vi er kaldet til at vise overensstemmelse og Offerskaal kærlighed til den skabte verden, som vi skal vise over for vores kolleger mennesker. Og som vi burde have lært nu, sandheden er, at vi ikke kan vise den rigtige form for kærlighed til vores kolleger mennesker, medmindre vi også arbejde på at holde jorden som et sted, der er et sikkert hjem for alle mennesker og for kommende generationer .

Men der er en anden form for frygt, vi er nødt til at tænke på, en frygt, som bør få os til at komme i kontakt igen med den kærlighed, der gjorde os og holder os. På nuværende tidspunkt står vi over for følgerne af generationer af manglende kærlighed til jorden, som vi burde, og vi står også over for de valg, der kunne gøre disse konsekvenser er mindre ødelæggende end de ellers ville være. Hver af os som en individuel, hver international business bekymring, hver national regering - alle af os har valg. Vi er ikke dømt til at fortsætte i en nedadgående spiral af grådige, vanedannende, kærlighedsløs adfærd, der har bidraget til at bringe os til dette punkt. Men det lader til, at frygten stadig regler vores hjerter og fantasi. Vi har endnu ikke været i stand til at tage omkostningerne ved de beslutninger, vi ved, at vi skal gøre. Vi er bange, fordi vi ikke ved, hvordan vi kan overleve uden bekvemmeligheder af vores nuværende livsstil. Vi er bange for, at nye politikker vil blive upopulær med en national vælgerne. Vi er bange for, at yngre og mere energisk økonomier vil benytte sig af os - eller vi er bange for, at ældre, historisk dominerende økonomier vil bruge den undskyldning af økologiske ansvar for at nægte os vores ret til ordentlig og retfærdig udvikling.

Der er i et ord, ingen mangel på gode undskyldninger for at dreje væk fra beslutninger, der vil betyde en reel ændring. Men i det mindste lad os være ærlige om, hvor de kommer fra: det er frygt - ikke nødvendigvis irrationel frygt, ikke nødvendigvis er rent egoistisk frygt, men frygt alligevel. Og så længe, der dominerer vores beregninger, forstærker vi tilbage fra kærlighed - kærlighed for oprettelse selv, som vi skal se på, som Gud ser på det, kærlighed til hinanden og for de generationer endnu ufødte, der har brug for os at gøre, hvad vi kan for at sikre en stabil, produktiv og afbalanceret verden at leve i - ikke en verden af helt kaotisk og forstyrrende ændring, ødelæggelse og ørkendannelse, af biologiske forarmelse og nedbrydning.

Kærlighed kaster frygten ud. Sandheden er, at hvad der er størst sandsynlighed for at få os til at træffe de rigtige beslutninger for vores globale fremtid er kærlighed. Fristelsen er at understrege, frygt for at overtale en anden af de presserende situation: tingene er så slemt, så truende, at vi er nødt til at gøre noget. Og faktisk er der øjeblikke, hvor vi måske tror, snarere bittert, at den menneskelige race er stadig ikke bange nok ved udsigten til, hvad det har gemt sig for sig selv. Men dette er til at tvinge en sygdom af en anden. Denne form for frygt kan simpelthen lammer os, som vi alle ved, det kan få os til at føle, at problemet er for stor, og vi kan lige så godt trække op sengetøjet og vente på katastrofe. Hvad mere er, kan det friste os til bare skyde skylden på hinanden, eller vente til en anden til at gøre det første skridt, fordi vi ikke har tillid til dem. Vi har brug for mere end for lifegiving forandring til at ske.

Og det er det, vi er her for at sige i dag. Vi mødes som mennesker af tro i forbindelse med dette kritiske øjeblik i menneskets historie, og så vi ikke er her bare for at påberåbe sig eller moralpræken, endsige at tilskynde til panik og rædsel. Vi er her for at sige to enkle ting til os selv, vores naboer og vores regeringer.

For det første: Vær ikke bange, men spørge, hvordan de politikker, du følger, og den livsstil, som du tager for givet se i lyset af kommandoen til at elske verden du bor. Spørg, hvad der ville være et sundt og bæredygtigt forhold til denne verden, et forhold, der ville på en måde åbenbart både glæde i og respekt for jorden. Start med de positive spørgsmål - hvordan kan vi vise, at vi elsker Guds skaberværk?

Andet: ikke adskille dette fra spørgsmålet om, hvordan vi lærer at stole på hinanden i en verden af begrænsede ressourcer. I en sådan verden der ikke kan være tillid uden retfærdighed, uden sikkerhed for at vide, at min nabo er der for mig, når jeg står over for usikkerhed og risiko. Hvordan skal vi opbygge internationale institutioner at sørge for de ressourcer komme derhen, hvor der er brug for - som for eksempel, vil "grønne afgifter" levere mere sikkerhed for de dårligst stillede, at overgange i økonomiske mønstre, som ikke vil veje mest på de mindste rustet til at klare ?

Kærlighed kaster frygten ud, og det løfte, som giver mening i alt dette er det løfte, vi hørte i læsningen fra Paulus brev til romerne: hvis vi tillader Gud at lære os tillid, og hvis vi lærer at leve i tillid, de Hele skabt orden føler virkninger. Den »slaveri« pålagt den oprettede bestilling af menneskets syndighed og egoismen må vige for befrielsen, menneskelige frihed og opfyldelsen af den skæbne i verden omkring manifesterer sig sammen, og resultatet er herlighed.

I denne sæson i advent, fornyer vi vores tillid til, håber, at en sådan fremtid er mulig. Vi takker for den julegave, der er brudt gennem vores egoisme og begyndt at arbejde i vores befrielse. Vi bekræfter vores overbevisning og engagement i kærlighedens navn, og vi siger ikke være bange "for alle, som står usikkert på kanten af beslutningen. Vær ikke bange for, at handle af hensyn til kærlighed.
_________________________
Med venlig hilsen
Peter Arentzen smiler
Top Svar Citer
#8491 - 16/12/2009 00:55 Re: Økumenisk gudstjeneste - sermon/prædiken [Re: ALH]
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 1142
Hej Anne.

Tak for prædikenen. Det er stærke ord. Ord med mening og indhold.

Jeg vil gemme dem ligesom jeg gemmer dvd optagelsen. Gode ord kan man aldrig få nok af.

Er det ikke pudsigt at der pludselig og uventet kommer sådanne ord, ud af dybets ukendte dimension?

Midt i al elendigheden er der tændt et lys.

Jeg vil for min del puste alt hvad jeg kan for at holde det brændende.

smiler
Top Svar Citer
#8492 - 16/12/2009 00:57 Re: Økumenisk gudstjeneste - sermon/prædiken [Re: arentzen]
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 1142
Hej Arentzen.

Det er helt besynderligt hvad google kan udrette. Selvfølgelig er der en masse grammatiske fejl, men meningen er god nok for dem der har ører at høre med.

Eller, som vi siger i dag, som har hjertet på rette sted. smiler
Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 2 1 2 >


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Israelsk militær: Højtstående Hamas-m..
29/03/2024 00:25
Pavens tætpakkede påskeprogram: Vasker..
28/03/2024 23:53
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Nyheder fra Religion.dk