Kære Jerry.

Endnu engang må jeg understrege, at jeg ikke har påstået, at præcognition er mulig. Det strider imod min viden og min logiske sans. Rhine har heller ikke påvist præcognition. Den optræder som en mulig forklaring på visse ESP-fænomener, men resultaterne kan også tolkes på anden vis.

Hvis det af en eller anden ukendt årsag (entanglement eller flerdimensional tid f.eks.) alligevel kan forekomme, så er der i hvert fald intet der tyder på, at det er underlagt viljens herredømme.

Men ESP-fænomener er en realitet som ikke altid kan forklares med statistiske udsving. Jeg har selv været part i begivenheder, hvor forløbet ikke kunne forklares med nogen kendte naturlove eller med nogen form for suggestion. Derfor mit eksempel med de farveblinde.

Troen på at ESP ikke eksisterer er så stærk hos mange, at man i forskerkredse nødigt vil indrømme, at man har haft ESP-oplevelser, da man risikerer at blive betragtet som naiv. Men kender man folk godt, og de ved at man har en nøgtern indstilling til usædvanlige begivenheder, bliver der lukket op for beretningerne.

Du ville blive overrasket over hvor mange skeptiske forskere der ikke tror men ved at ESP er en realitet, fordi de selv har oplevet det. Vi taler om ESP, Jerry, ikke om spiritisme eller spådomskunst eller andre mærkværdigheder fra folkeovertroen og heller ikke om religiøse åbenbaringer.

Derfor har jeg også forkastet Rhine's opdeling i forskellige egenskaber. Det var en brugbar arbejdsteori, når forsøgene skulle tilrettelægges, ligesom Harold Gardners 8 intelligenser er det, men ligesom med intelligens kan ESP ikke katalogiseres. Vi ved ganske enkelt ikke hvori denne sansning består og hvilke grænser, den har.

Selv har jeg den teori, at alle mennesker faktisk oplever ESP fænomener, men de fleste betragter dem som tilfældigheder, fordi de savner træning i den videnskabeligt funderede skepticisme, der sætter en i stand til at skelne, når et fænomen skiller sig ud fra den kendte viden.

Hvorfor sætter du dig ikke selv ind i Rhines og hans efterfølgeres forsøgsresultater i stedet for at nøjes med andenhåndsoplysninger fra troende skeptikere?

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Kanvas staves med k på dansk, hvis du hentyder til gulvet i en boksering. Canvass er et fagudtryk fra marketingbranchen, adaptet fra amerikansk og dækker sælgeres opsøgning af nye kunder eller markedsundersøgelser gennem interviews med tilfældige mennesker.

.

Kære Kurt.

Tak for et interessant indlæg, og undskyld venligst, at mit svar har været så længe undervejs. Det er et vanskeligt spørgsmål, du stiller vedrørende mine oplevelser af fænomener, som jeg henfører under begrebet telepati, og jeg vil begynde med at gøre rede for, hvordan jeg afgrænser det negativt. Altså sige lidt om, hvad jeg netop ikke opfatter som telepati.

Lad mig begynde med tilfælde, der forekommer særdeles hyppigt mellem min hustru og mig. Når vi sidder og taler sammen under vore måltider, hænder det, at man efter en pause tager et nyt emne op. Og i så fald sker det ofte, at den ene af os siger: Det er pudsigt, at du nævner netop dette, for det var præcis det, som jeg lige skulle til at sige.

Min forklaring på sådanne ordvekslinger er, at vi efter næsten 46 års ægteskab kender hinanden til pinds ende, og derfor foregår der sandsynligvis parallelle associationsrækker i de tankeforløb, som vi hver for sig sidder med i hovedet, når vi taler sammen. Derfor vil det være anstrengt at hæfte betegnelsen telepati på sådanne tilfælde.

Medens jeg opholdt mig i Bruxelles, sås Birthe og jeg kun i weekenderne, men vi talte som regel sammen i telefonen en gang om dagen. Det skete af og til, at telefonen derhjemme var optaget, når jeg ringede op. Prøvede jeg at ringe igen umiddelbart efter, kunne Birthe sige: Det var da pudsigt! Jeg har netop prøvet at ringe til dig, men din telefon var optaget.

Jeg har ikke ført statistik over sådanne tilfælde, men min fornemmelse siger mig, at tilfældene ikke forekom med større hyppighed, end at de kan rummes inden for en almindelig sandsynlighedsberegning. Når vi i almindelighed talte sammen dagligt, er sandsynligheden for tidsmæssigt sammenfald i forvejen ret stor.

Det ligger straks lidt anderledes, når der er tale om telefonsamtaler med andre, som man kun taler med sporadisk. For eksempel var vi i 1998 i Australien for blandt andet at besøge vor datter og hendes familie. Ved ankomsten havde vi den traditionelle telefonsamtale med vor søn hjemme i Danmark, hvor vi bekræftede, at rejsen var forløbet godt. Herudover ringede vi ikke til hinanden.

En måneds tid senere, da jeg sad på et hotelværelse i Sidney, slog det pludselig ned i mig, at jeg burde ringe til Ivan, og jeg tastede hans nummer på min mobiltelefon. Han var imidlertid optaget, hvorfor jeg opgav. Et minut senere ringede mobiltelefonen, og det var Ivan, der sagde, at han var løbet ind i et juridisk problem, som han gerne ville drøfte. Han bekræftede på min forespørgsel, at det var hans andet forsøg, fordi min mobiltelefon meldte optaget, da han prøvede første gang.

Hvis dette nu havde været en enlig svale, ville der ikke være rimelig grund til at opfatte samtidigheden som et indicium for telepati. Men jeg har oplevet i hundredvis – mindst – af sådanne tilfælde helt fra min barndom. Det gennemgående træk er, at enten jeg eller en anden står med et problem, der fordrer, at vi kommer i kontakt med hinanden.

Jeg vil ikke trætte med historier i lange baner, men blot trække et typisk eksempel fra 1960-erne frem, hvor jeg arbejdede som lærer. Jeg var medlem af bestyrelsen i en sportsforening her i Midtjylland. På et bestyrelsesmøde i løbet af vinteren besluttede vi, at vi ville iværksætte skydning med salonriffel for børn og unge.

Vi aftalte også, at vi ville leje et passende areal til formålet hos en gårdejer, der også sad i bestyrelsen. Vi blev enige om, at vi ville nedfælde lejeaftalen skriftligt, og jeg skulle skrive kontrakten. Kollegerne i bestyrelsen mente, at det var sådan noget man havde ’Kræn-Degn’ til.

Dette glemte jeg imidlertid, men en søndag formiddag et halvt år senere, slog det pludseligt ned i mig, at jeg ikke havde fået gjort det, som jeg havde lovet. Derfor satte jeg mig til skrivemaskinen og skrev udkastet til kontrakten, puttede det i en konvolut og cyklede ned til stationen, hvor jeg lagde brevet i postkassen.

Om eftermiddagen gik jeg i haven og plantede jordbær. Formanden for sportsforeningen kom ned til mig og sagde, at han lige ville minde mig om noget, som jeg øjensynligt havde glemt. Han havde om formiddagen talt med et andet bestyrelsesmedlem, og de var blevet enige om at minde mig om lejekontrakten. Jeg kunne fortælle ham, at den faktisk lå i postkassen, fordi jeg var kommet i tanker om sagen om formiddagen.

I mit senere juridiske arbejde har jeg oplevet tilsvarende i så mange tilfælde, at jeg tør tale om telepati. Der er tale om en nøgtern erfaring, som jeg kalder ’grænseoverskridende empiri’. Af og til har jeg haft så travlt, at der har været bunker af sager på skrivebordet. Når jeg sad og arbejdede med en tidskritisk sag, er det ofte sket, at det pludselig er slået ned i mig, at en anden sag nok burde behandles først.

Når jeg så har taget den frem af bunken, er der en halv snes minutter senere blevet stillet en telefonsamtale ind, hvor hovedpersonen i sagen har spurgt om, hvornår han eller hun kunne forvente et resultat. Jeg har i sådanne tilfælde – og de er mange – kunnet svare i overensstemmelse med sandheden: »Jeg sider netop og arbejder med sagen, og De vil modtage brev herom i morgen.«

Når man oplever sådanne tilfælde tilstrækkeligt mange gange, må man erkende, at man her står med en form for tankeforbindelse, som man bliver nødt til at indregne i sin opfattelse af, hvordan verden er indrettet.

Her kunne man naturligvis nøjes med at sige: »Ja, der er mere mellem himmel og jord!« og så lægge ansigtet i tænksomme folder. Dette kunne blive et afsæt for at give sig de såkaldte åndsvidenskaber eller en eller anden form for okkultisme i vold.

Min reaktion er en anden, fordi jeg har lagt mig fast på, at jeg ikke vil godtage noget, der er i modstrid med almindelig ædruelig empirisk videnskab. Frontlinieforskningen inden for den teoretiske fysik opererer med modeller, hvorefter vi muligvis lever i en verden med ti eller elleve dimensioner, hvoraf nogle kan være stærkt sammenkrøllede og være forbindelsesmuligheder mellem elementer, der ud fra vor dagligdags firedimensionale opfattelsesmuligheder er adskilte i tid og rum. Måske noget a' la quantum entanglement.

Min søn og jeg plejer at blive enige om at udtrykke sagen på den måde, at vor bevidsthed tilsyneladende er et interface til noget, der er mere omfattende.

Vigtigt er det også at understrege, at mine telepatiske oplevelser altid kommer spontant, og det er aldrig lykkedes mig at skabe tankekontakt til en anden person voluntært.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jerry.

Her får du en historie om Det flyvende Pressejern:

Jeg har et par gode venner, der hedder Bodil og Emil, og de er nu højt op i årene. Da de var unge og under uddannelse omkring midten af det tyvende århundrede, boede de på et pensionat. Blandt beboerne var der en fornøjelig skrædder, som i daglig tale blev kaldt »Det Flyvende Pressejern«.

Emil havde motorcykel, og på et tidspunkt, hvor de var på ferie i området omkring Rhinen, prikkede Bodil, der sad på bagsædet, Emil på skulderen og sagde: »Emil, nu døde Det Flyvende Pressejern«.

»Vrøvl, hvordan i alverden kan du vide det?«, replicerede Emil. »Det véd jeg altså bare«, var svaret.

Da de kom hjem, erfarede de, at den pågældende skrædder var afgået ved døden på netop den dato, da deres ordveksling på motorcyklen fandt sted. Om selve klokkeslættet også passede, fik de aldrig opklaret.

Ovenstående beretning modtog jeg for en halv snes år siden under en samtale med dem begge. De er iøvrigt velbegavede mennesker med en særdeles realitetsbetonet indstilling til tilværelsen, og det ville ligge dem fjernt at digte en sådan historie.

Denne fortælling ligger på linie med en en samling af ca. 800 beretninger, der kan læses i H. P. Hansens bog »Syner og Varsler«, der blev udgivet på Rosenkilde og Baggers Forlag i 1957.

H. P. Hansen blev i 1915 ansat som museumsleder i Herning, og han hører til blandt de store indsamlere af folkoristisk materiale fra den jyske almue. Hans fortjenstfulde indsat blev i 1959 honoreret med en æresdoktortitel ved Aarhus Universitet. Dette skete på foranledning af sprogforskeren professor Peter Skautrup.

I hans bog bliver det i forordet understreget, at mange beretninger om sælsomme hændelser må tages som udtryk for »(...) udslag af en opskræmt fantasi, en panisk skræk for overnaturlige magter eller en fejlvurdering af, hvad der virkelig fandt sted. (...)«. Men tilbage bliver de ca. 800 beretninger, som ikke blot kan affærdiges som ren fantasi.

Blandt H. P. Hansens indsamlede beretninger er der adskillige, der handler om forvarsler for dødsfald, medens andre handler om gårdbrande og strandinger. Bogen kan absolut anbefales som læsning for dem, der interesserer sig for emnet.

Hvis man skulle forsøge at sige noget sammenfattende om de såkaldte sælsomme beretninger, kunne man sige, at nogle af dem er vanskelige at komme udenom, selv om de strider mod den realitetssans, som man er opdraget til. Dette kunne måske være et indicium for at sige, at det, som vi gennem opvækst og uddannelse har vænnet os til at kalde virkeligheden, kun er en del af en mere omfattende virkelighed.

Der synes at være behov for, at man i bevidsthedsforskningen beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvilke frihedsgrader den menneskelige bevidsthed har. Det kunne se ud, som om bevidstheden har adgang til noget, der ellers i vor daglige fornuft er utilgængeligt, fordi det er adskilt fra os i henseende til tid og rum.

Shakespeare lod Hamlet sige: »There are more things in heaven and earth Horatio, than are dreamt of in your philosophy.« Det kan være noget i den retning, der er skitseret ovenfor, som den store digter har haft i tankerne.


Med venlig hilsen

Kristian